Fortsæt til indhold

Boligejere får opsparing foræret: Se hvor meget

Den lave rente har stor betydning for, hvor meget vi afdrager på boliggælden.

Privatøkonomi

Boligejerne høvler i den grad gæld af, og det er ikke en tilfældighed. Den historisk lave rente er nemlig en ren foræring til alle, der ønsker at afdrage. For jo lavere renten er, desto mere får man helt automatisk afdraget på sit lån.

Med den nuværende rente på blot 2 pct. for et 30-årigt lån afdrager man næsten dobbelt så meget, som da renten var 5 pct. Det viser beregninger, som Nordea Kredit har foretaget for Finans.

Rente i pct.Månedligt afdrag i kr.
02.780
12.390
22.030
31.720
41.450
51.210

Kilde: Nordea Kredit

Alle boliglån er såkaldte annuitetslån, der sikrer samme ydelse i hele lånets løbetid. Det betyder, at langt den største del af den månedlige ydelse er rente i begyndelsen. Jo længere tid, man holder på lånet, desto mere afdrager man altså.

Med tidligere tiders renteniveauer afdragede man stort set ingenting de første år. Med en rente på 5 pct. afdrager man månedligt 1.210 kr. for et lån på 1 mio. kr. Lånere med 2 pct. lån afdrager hele 2.030 kr. hver måned.

Så selv om det ikke er et bevidst valg, får alle boligejere ekstra afdrag foræret af den lave rente. Det er også en af forklaringerne på, at gælden ikke er så stor længere i de danske boliger.

En gennemsnitlig boligejers gæld udgør således nu 67,8 pct. af boligens værdi, mens den i 2015, udgjorde 76 pct., viser nye tal fra Nordea Kredit.

»Når flere boligejere vælger at afdrage, skyldes det både, at det er nemmere at komme i gang med at afdrage, når renten er lav, end når renten er høj, samt at rigtigt mange boligejere oplever, at de første 10 afdragsfrie år nu udløber. Den ser mange boligejere som en god anledning til at gå i gang med at afvikle på deres realkreditgæld,« siger boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann.

En anden og vigtig forklaring på den lavere gældsgrad er de stigende boligpriser. Når man afdrager i boligen, er der reelt tale om opsparing. Det betyder, at man garderer sig mod eventuelle prisfald ved at afdrage.

Samlet set betyder det, at boligejernes belåningsgrad falder. Det er simpelthen blevet mere populært at afdrage. For tre år siden var 56 pct. af alle boliglån til private boligejere uden afdrag. I dag ligger andelen på lidt under 50 pct., og den falder ifølge Lise Nytoft Bergmann fortsat.

Artiklens emner
Nordea Kredit
Lise Nytoft Bergmann