Fortsæt til indhold

Nyt boliglån vinder frem før tid

Der har sjældent været så mange fast forrentede lån at vælge imellem som nu.

Privatøkonomi

Det er ikke let at finde det helt rette boliglån i øjeblikket. 1. september får vi nye lån baseret på nye obligationsserier, og det betyder groft sagt, at der er dobbelt så mange fast forrentede lån at vælge imellem i en overgangsperiode.

Flere boligejere end ventet har faktisk benyttet sig af muligheden for at få et lån i de nye serier, selv om det ikke var nødvendigt. De har ladet sig friste af det nye 2,5 pct. lån uden afdrag, der løber frem til 2050. Kursen på det har været omkring 100 det meste af tiden, og boligejere har derfor kunnet sikre sig et attraktivt lån stort set uden kurstab.

Allerede nu er der udstedt lån for knap 1 mia. kr. i den nye serie.

Men trods det beskedne kurstab anbefaler Nykredit fortsat, at man optager et 2 pct. lån, hvis man er til afdragsfrihed.

Så meget koster det at låne 1 mio. kr. afdragsfrit:

2 pct. - 20472 pct. - 2050Forskel
Bruttoydelse pr. måned2.7303.080-350
Nettoydelse pr. måned1.9902.250-260
Samlet bruttoydelse1.718.0001.781.000-63.000
Samlet nettoydelse1.552.0001.590.000-38.000
Hovedstol1.071.0001.039.00032.000
Kurs96,099,003,00

Kilde: Nykredit

»Med 2 pct.-lånet i den eksisterende obligation får man en lavere ydelse. Helt eksakt er der tale om, at boligejeren fra lånets begyndelse har 260 kr. mere om måneden før skat at gøre godt med pr. lånte mio. Før skat er det 350 kr., og set over lånets løbetid er den samlede ydelse før skat på den gode side af 60.000 kr. lavere,« siger seniorøkonom i Nykredit, Jeppe Borre.

Derudover er kursfølsomheden på obligationerne bag lånet lidt højere på den eksisterende 2 pct.-obligation. Det er en fordel, hvis renten stiger. I det tilfælde står man til at kunne barbere en lidt større bid af restgælden, og formuen i boligen er bedre beskyttet.

Selv om den nye 2,5 pct.-obligation med hastige skridt nærmer sig den første mia. kr., så er den eksisterende 2 pct.-obligationsserie steget næsten fire gange så meget i størrelse i samme periode.

Endelig skal man være opmærksom på, at der fortsat er en relativt begrænset mængde i obligationen, og som altid vil der være en risiko for indlåsningseffekt, når nye obligationer ser dagens lys.

Den risiko vil dog aftage i takt med, at obligationsserien stiger i størrelse. Det afhænger af, hvor lang tid det tager den at finde et attraktivt kursniveau. For jo hurtigere kursen bliver høj, desto flere vil vælge lånet, og dermed falder risikoen for indlåsning automatisk.

Artiklens emner
Nykredit
Totalkredit