Privatøkonomi

Ultrahurtige købere: Lynsalg breder sig på boligmarkedet

Flere boliger bliver solgt på meget kort tid, viser en analyse fra Boliga.

2 pct. af alle boligsalg i år er solgt under tre dage, fra boligerne blev sat til salg. Foto: Ole Lind

Der er gået lynsalg i visse dele af boligmarkedet, hvor flere boliger bliver solgt samme dag, som de bliver sat til salg - og uden nedslag i prisen.

I årets første seks måneder blev 261 huse og ejerlejligheder solgt på under en enkelt dags liggetid, hvilket er en fordobling sammenlignet med første halvår af 2013.

Det skriver Politiken, som baserer tallene på en ny analyse foretaget af boligportalen Boliga.

Analysen viser også, at næsten 800 boliger i samme periode er blevet solgt, inden der er gået tre dage. Det svarer til 2 pct. af det samlede salg på boligmarkedet.

Boliga forventer ydermere, at boligsalg på under tre dages liggetid vil ende på 1.300 boliger ved årets udgang.

»Der har været fart på boligmarkedet de seneste tre år. Derfor kan køberne have fået en opfattelse af, at man skal slå til med det samme, før boligen ryger for næsen af dem,« siger Frederik Rovsing, direktør i Boliga, til Politiken, når han skal  forklare tendensen.

Selvom der er sket en stigning i lynsalgene i år, er rekordåret fortsat 2015. Men det unikke ved dette års lyn-boligsalg er, at det ikke kun er storbyerne, der oplever tendensen. Lynsalgene finder nemlig også sted i udkantsområderne.

Kommende boligkøbere bør dog slå koldt vand i blodet, hvis de bliver fristet af et hurtigt boligkøb, mener Boliga.

»Hvis man køber en bolig samme dag, som den bliver udbudt, så skal man vide, at man som regel kommer til at købe den til udbudsprisen eller lige under. Og dermed risikerer man faktisk at betale mere for boligen, end mæglerne rent faktisk forventer. De sætter nemlig altid udbudspriserne med henblik på en forhandling af prisen,« siger Frederik Rovsing til Politiken.

BRANCHENYT
Læs også