Dyre biler og et alt for stort hus: Her er manden bag den gigantiske spilsucces Fortnite
Manden bag spilsuccesen Fortnite, som har taget verden med storm, er blevet mangemillionær på sit spil. Men hvem er han?
En lynhurtig Ferrari, en lækker Porsche, en Lamborghini og en Corvette. Det er en bilsamling, som de fleste må nøjes med at drømme om, mens de trykker næsen flad hos diverse bilforhandlere.
Men for spiludvikleren Tim Sweeney har spilfirmaet Epic Games, som står bag kæmpehittet Fortnite, gjort bilsamlingen mulig.
I 2018 har det populære computerspil taget verden med storm og gjort manden bag særdeles formuende.
Men selvom Tim Sweeneys bilsamling er imponerende, og huset ifølge Money er et mindre palæ, har den 47-årige spilnørd ikke en dybere forklaring med de personlige investeringer.
»Jeg ved ikke, hvorfor jeg har et stort hus. Jeg har i virkeligheden ikke brug for det. Jeg bruger ikke mange af rummene. Men jeg har pengene, så hvorfor ikke?« sagde han tidligere på året til Money.
I alt har Fortnite 125 mio. brugere på verdensplan. Spillet er gratis, men alligevel indkasserer det hver dag 16,7 mio. kr. Det sker via mikrotransaktioner, når spillerne forvandler sig til Fortnite-karakterer og køber tøj og nye våben til figurerne i onlineuniverset.
Interessen for computerspil opstod allerede, da Sweeney var 10 år gammel, og lige siden har han været vild med programmering. I 2011 fortalte han til Kotaku, at han var »en skør computerfyr«, som lærte sprog på en gammel computer og slog græs i nabolaget i sin fritid.
Men uanset hvad han foretog sig, var det med spilidéer og programmering på hjernen.
»Jeg begyndte at tænke, at hvis jeg lavede et spil og solgte det i mange kopier, ville jeg kunne tjene mange penge,« sagde Tim Sweeney til Kotaku.
Som 21-årig blev drømmen til virkelighed. Her stiftede Tim Sweeney spilvirksomheden Epic Games og fik sit første spil ZZT på markedet. Lige siden er pengene rullet ind i det nu verdenskendte firma.
Men selvom Tim Sweeney med stiftelsen af Epic Games tjente omkring 100 dollars om dagen, blev han boende på et kollegieværelse og rejste til sine forældres hus for at bruge en computer i weekenderne.
»Dybest set studerede jeg hele dagen og lavede lektier, mens jeg programmerede om natten og arbejdede på ZZT. I weekenderne tog jeg hjem og arbejdede på min lille forretning, som voksede sig større, efter at jeg udgav spillet,« har han tidligere fortalt til Gamasutra.
Udover dyre biler og egne fornøjelser har den succesfulde programmør de senere år også kastet penge efter miljøet.
Tim Sweeney ejer 35.000 hektar land i North Carolina kun med formålet om at beskytte det. Ligesom han i 2016 købte 7.000 hektar jord i det vestlige USA og har doneret flere penge til »U.S. Fish and Wildlife Service« for at beskytte naturen.
»Ideen er at sætte mine penge i arbejde for bevarelse,« udtalte programmøren tidligere til WNC.
Epic Games, selskabet bag Fortnite, er værdisat til mellem 32 og 51 mia. kr., ifølge Bloomberg.