Fortsæt til indhold

Instagram går imod egne værdier: Vil score milliarder på annoncer

Fotodelingstjenesten kan generere ekstraindtægter i størrelsesordenen 8-14 mia. kr. alene i år på at åbne for annoncesalg, vurderer Wall Street-bank.

Tech

Nej tak til annoncer.

Sådan lød det tidligere fra det sociale medie Instagram, der har over 300 mio. brugere på verdensplan. Instagram slog sig op på at være annoncefri - men nu går fotodelingstjenesten mod eget værdisæt.

I 2012 blev Instagram opkøbt af Facebook for en mia. kr., og for halvandet år siden fik en håndfuld store, kommercielle brands så lov til at annoncere under bestemte vilkår.

Tirsdag offentliggjorde Instagram planer om, at alle annoncører nu vil få mulighed for at reklamere i billedapp'ens feed. Det vil så være muligt at målrette annoncer mod de millionvis af brugere gennem brugernes interesser, alder, køn m.v.

»Vi er glade for at bringe Instagram-annoncer ud til flere annoncører,« skriver Instagram på sin officielle blog om det nye reklametiltag, der kommer virksomhederne til gode.

»Virksomhederne er vigtige medlemmer af vores samfund, og vi ser frem til at lære, hvad der virker,« skriver Instagram.

Andre sociale medier som Facebook, Twitter og Pinterest havde alle ifølge New York Times de samme annoncefri-intentioner som Instagram, men de blev alle indhentet af virkeligheden. Derfor var det ifølge den amerikanske avis uundgåeligt, at Instagram kunne fortsætte i samme spor.

Og skal man tro investeringsbanken RBC Capital Markets fra Wall Street i New York er der milliardvis af grunde til, at Facebook nu accepterer, at fotodelingstjenesten går målrettet ad den kommercielle vej.

RBC Capital Markets har anslået, at annoncer på Instagram kan genere ekstraindtægter i størrelsesordenen 8-14 mia. kr. alene i år afhængig af, hvor hurtigt de nye annoncetilbud bliver ført ud i livet.

Artiklens emner
Instagram