Weekend

Ny restaurant åbner på legendarisk adresse

Konceptet lyder på delemad og cocktails til sent i den nye Restaurant SYV NI 13 i Frederiksgade 74.

Frederik Hejberg Pedersen (tv.), Kalle Møller Jensen og Asbjørn Kyed Sørensen rykker ind på en kendt restaurantadresse i Aarhus, men føler ingen ærefrygt. Foto: Casper Dalhoff

Frederiksgade 74 er en historisk adresse i det gastronomiske Aarhus. Her lå tidligere Le Canard og Michelin-restauranten Substans. Le Canard er lukket for længst, mens Substans åbner i Pakhusene på Aarhus Ø til maj næste år.

Men nu dufter der igen af mad i Frederiksgade 74. Kokken er Frederik Hejberg Pedersen, der har åbnet Restaurant SYV NI 13 sammen med Asbjørn Kyed Sørensen og Kalle Møller Jensen.

»Aarhusianerne er kommet her i tre årtier, vi er tredje generation, og det er da fedt. Medierne har været meget interesserede i at høre, om vi føler ærefrygt i forhold til at åbne her, men vores koncept er helt anderledes,« siger Kalle Møller Jensen.

Den vigtigste forskel er priserne.

De har fået et nøk nedad, så der også bliver råd til at gå ud at spise tirsdag aften.

»Aarhus er en studenterby, så vi vil lave god og anderledes mad til priser, der er til at betale. Men vi vil begge dele. Både maden til hverdag og en helaftensoplevelse fredag og lørdag med megalækker vin og mad,« forklarer Kalle Møller Jensen.

Tre kompetencer

De tre indehavere lærte hinanden at kende, da de alle arbejdede på Restaurant Köd og Restaurant Basso i Aarhus.

Her var Kalle Møller Jensen bestyrer og køkkenchef, mens Asbjørn Kyed Sørensen var tjener her gennem seks år.

»Kalle har været bestyrer, jeg har været på gulvet i mange timer, og Frederik ved, hvordan et køkken skal køres, så vores rollefordeling var på plads fra begyndelsen. Vi har hver vores kompetencer,« forklarer Asbjørn Kyed Sørensen.

Frederik Hejberg Pedersen er uddannet kok fra Molskroen, så han vil bruge teknikker fra gourmetverdenen i sit køkken på SYV NI 13.

»Vi kobler elementer på, så gæsten vil tænke: Wauw, hvordan har de lige lavet det? Gæsten skal have en wauw-oplevelse,« understreger Frederik Hejberg Pedersen.

Hans madstil er nordisk enkel med få ingredienser og kendte smage, der nyfortolkes.

Alt skal deles

Alle retter serveres som delemad.

»Når vi er ude at spise med vores kærester, smager vi alligevel altid på hinandens mad, så det er bedre, at retten er lavet til at skulle deles. På den måde kan vi også få en ekstra ret og dermed smage på mere forskelligt. Det vil folk gerne i dag,« siger Kalle Møller Jensen.

Samtalen ved bordet glider også nemmere, når man har en fælles smagsoplevelse.

»Det sociale aspekt er vigtigt. Når man er sammen om maden, får man en samtale i gang om maden, i stedet for at man sidder med hver sin tallerken,« påpeger Frederik Hejberg Pedersen.

SYV NI 13 kører også med en syvretters menu plus snacks til 373 kr.

»Flere og flere vil have den skræddersyede oplevelse, hvor gæsten bare sætter sig til bords og siger: Ja! Vi kan også levere det bedste produkt, hvis vi får lov til at lege,« siger Asbjørn Kyed Sørensen.

Restaurant SYV NI 13

Frederiksgade 74, Aarhus C.

Delemad, vin og cocktails.

Indehavere:

Frederik Hejberg Pedersen, 28 år.

Kalle Møller Jensen, 26 år.

Asbjørn Kyed Sørensen, 25 år..

Køkkenets åbningstider:

mandag-torsdag kl. 17-21,

fredag-lørdag kl. 17-22,

søndag lukket.

Det er også herfra, restaurantens navn stammer. At gæsten læner sig tilbage, banker i bordet og siger »7 9 13!« ved at satse på, at stedets ansatte har valgt det bedste til dem.

»Folk er blevet meget mere åbne, specielt når de er ude at spise. Hvis vi siger, at menuen er god, er de med på den. Vi vil jo gerne dele vores egne gode oplevelser med mad og vin med andre,« siger Kalle Møller Jensen.

Hver ret på a la carte-kortet koster 120 kr. og er beregnet til to. Alle retter vil blive udskiftet løbende.

»Vi håber på at få mange stamkunder, for her er ikke dyrere, end at man kan komme og spise her flere gange om måneden og prøve nye retter og vine,« siger Kalle Møller Jensen.

Vine fra Miro

SYV NI 13 vil gerne være et inkarneret Aarhus-sted.

»Vores leverandører kommer fra lokalområdet, og det gælder lige fra sæben til øllene,« siger Kalle Møller Jensen.

Vinene kommer fra vinbaren Miro Vin i Marstrandsgade, der er ejet af kok og vinhandler Toni Leichtle. Han stammer oprindeligt fra Tyskland og drev i mange år Restaurant Miro på adressen.

»Toni har været i gang i mange år og har en kæmpe portefølje af leverandører, som kun han har kontakt med. Derfor har vi fået lidt utraditionelle flasker, som man ikke kan smage andre steder,« fortæller Asbjørn Kyed Sørensen.

Vinkortet består af 10 vine, men i kælderen ligger mange flere.

»Vores kælder er fyldt med en masse spændende vine, som vi opbevarer for Toni, der jo har samlet vine hele sit liv. Sælger vi en flaske, betaler vi ham for den. Er der gæster, der ikke lige kan finde noget på vores vinkort, tager vi dem en tur med i kælderen,« siger Kalle Møller Jensen.

Restauranten har to øl på fad, blandt andet fra mikrobryggerier, så de bliver skiftet ud regelmæssigt, når de små oplag af mikrobryg er drukket.

Aarhus har fået et godt udeliv, og det vil vi gerne være en del af.

Kalle Møller Jensen, medejer 

SYV NI 13 serverer også Ceres Top på flaske for at understrege det aarhusianske islæt. En anden aarhusiansk klassiker er et Aarhus-sæt. Traditionelt består det af en Ceres Top og en Arnbitter. Nu har restauranten udviklet en ny cocktail ved navn Aarhus-sættet. Den består af bourbon-whisky, nedkogt pilsner, citrus og nogle dråber Arnbitter på toppen.

»Den dufter af et Aarhus-sæt, men smager slet ikke sådan,« smiler Asbjørn Kyed Sørensen.

Cocktails til sent

De tre indehavere har fået bygget en bar i den bagerste ende af lokalet.

»Vi fokuserer meget på cocktails, fordi vi gerne vil have, at restauranten bliver brugt sent også. Man behøver ikke kun komme her for at spise, men også for at få en cocktail. Her kan man nyde den i rolige omgivelser i stedet for at stå presset sammen på en natklub og få blæst ørerne ud,« siger Kalle Møller Jensen.

Køkkenet har faste lukketider, men det har restauranten ikke.

»Vi vil gerne holde åbent til kl. 3, hvis folk vil det. Og vi kan altid servere snacks, så man kan få lidt mad til sin cocktail,« siger Asbjørn Kyed Sørensen.

De er glade for beliggenheden i Frederiksgade, for her går mange forbi, også sent i weekenden.

»Aarhus har fået mange restauranter, men også mange flere gæster, så der er nok til os alle. Aarhus har fået et godt udeliv, og det vil vi gerne være en del af,« siger Kalle Møller Jensen.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også