Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Biden rykker tættere på Det Hvide Hus - Trump varsler retssager | Kirk Kapital smider trecifret millionbeløb i trækasser | Alle mink i Danmark skal aflives

Briefing

GODMORGEN

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, er ifølge prognoserne særdeles tæt på at kunne kalde sig USA's næste præsident. Biden tog kort før midnat onsdag aften dansk tid et stort skridt tættere på sejren, da han ifølge AP's prognoser vandt svingstaten Michigan med 16 valgmænd. Donald Trump har nu kun en meget spinkel chance for at genvinde magten. Trumps kampagne har imidlertid indledt flere juridiske angreb i svingstater, hvor der fortsat tælles stemmer op. Der er med andre ord lagt op til nogle hektiske og højdramatiske dage i De Forenede Stater. Her er dagens første briefing, som også byder på andre spændende historier.

Nyheder

Virksomheder investerer tungt i politisk taletid

Virksomhederne bruger flere ressourcer end nogensinde på at navigere igennem politiske processer og det minefelt af meningsdannere og reguleringer, som kan påvirke forretningen den gale vej, lyder det fra topfolk og rådgivere.

»Dem, der har en platform til at påvirke samfundet i en positiv retning, synes jeg også har en pligt til det,« siger Mads Nipper, der inden for kort tid skifter som topchef fra Grundfos til Ørsted. Foto: Casper Dalhoff

Alle mink i Danmark skal aflives

Alle 13 millioner mink i Danmark skal aflives. Regeringen frygter, at coronavirus kan mutere i minkene, og har derfor besluttet, at alle farme i Danmark skal tømmes for dyr. »Det er en katastrofe - fremtiden er ødelagt,« lyder det fra minkavlerne. Slaget er så hårdt, at intet lige nu tyder på, at branchen kan gøre comeback. »Vi forventer, at regeringen vil anerkende, at det her er en definitiv ekspropriation af hele erhvervet. I Holland har staten gjort noget lignende. Baseret på de niveauer, vi har set dernede, bør der givetvis være tale om et tocifret milliardbeløb i erstatning til de danske avlere,« vurderer Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere og Kopenhagen Fur.

Kirk Kapital smider trecifret millionbeløb i trækasser. Efter at have coronaparkeret handlen siden april har Kirk Kapital nu smidt et trecifret millionbeløb på bordet for en større ejerandel i Dansk Træemballage. Markedet for firmahandler er vågnet igen.

Genmab slår forventningerne. Genmab overraskede onsdag aften positivt med sit regnskab for tredje kvartal, hvor omsætningen og driftsindtjeningen gik markant frem. Genmab er ved at udvikle sig til en regulær pengemaskine, der i den grad høster frugterne af mange års forskning, udvikling og ikke mindst store pengeforbrug. »Vi har aldrig befundet os i en mere spændende æra, og jeg tror, at de kommende 12 måneder vil blive absolut fantastiske for vores selskab,« siger adm. direktør Jan van de Winkel.

Fastlåst situation i USA betyder stilhed på finansmarkederne. Indtil videre ser det ud til, at der det kommende år vil blive tale om en politisk fastlåst position, hvilket vil føre til finansiel stilstand. Det vurderer den store kapitalforvalter Nuveen.

Præsidentvalg i USA

De store amerikanske medier er enige: Biden har vundet i Michigan. Ifølge amerikanske medier har Joe Biden sikret sig de 16 valgmænd i Michigan og er nu tæt på samlet sejr. Tidligere onsdag var det også konklusionen for nabostaten Wisconsin.

Overblik og tidsplan: Disse fire stater venter vi på resultatet fra - bliver de Bidens eller Trumps? Fire nøglestater er onsdag aften stadig i gang med at tælle afgørende stemmer til præsidentvalget i USA. Hvis Trump taber blot én af dem, betyder det med al sandsynlighed et farvel til præsidentembeddet, hvis man baserer sig på de nuværende prognoser. (Reuters, NPR, Edison Research)

Ekspert: Trump har ingen chancer i højesteret. Præsidenten vil have højesteret til at indstille optællingen af stemmer. Det vil ikke lykkes, vurderer ekspert. (Jyllands-Posten)

Politik bliver en større ubekendt faktor for økonomien og markederne i fremtiden. Både brexit og præsidentvalget i 2016 tog alle analytikere med bukserne nede og vendte om på den økonomiske udvikling. Også denne gang troede ingen, at valget ville blive så tæt. Politik er nu en større ubekendt faktor, som investorerne skal lære at håndtere.

Advokaterne står i kø: Derfor vil det være en ekstra bet for Trump at tabe. Der venter Trump en perlerække af mulige tiltaler og private sagsanlæg, hvis han ikke bliver genvalgt som præsident.

Dansk multimillionær i USA: »Nervøsiteten stikker virkelig dybt«. David Heinemeier Hansson er ikke overrasket over, at Donald Trump igen har snydt meningsmålingerne. For der er masser af grunde til, at amerikanerne stemmer på "en forfærdelig mand".

Gik du glip af...

Danske Bank var ude med regnskab onsdag, og selvom tallene ikke overraskede, så var der andre meldinger, som gav opmærksomhed.

Topchef i Danske Bank Chris Vogelzang mener ikke, banken er løbet fra løfter omkring negative renter til privatkunder. Foto: Jens Dresling.

Indsigt

Facebook og Twitter i gigantisk dilemma. Skal nogle få, meget magtfulde tech-bosser kunne bestemme, hvilke politiske historier der får opmærksomhed? Valgkampen i USA sendte debatten i højeste gear og gjorde problemet endnu tydeligere.

Foto: Greg Nash/AFP/Ritzau Scanpix

Normalt har Mark Zuckerberg været den foretrukne boksebold for politikerne. Men i denne valgkamp blev det Twitters Jack Dorsey, der stod for skud. Foto: Greg Nash/AFP/Ritzau Scanpix.

Finans fakta

Dansk milliardindustri går op i flammer. For få år siden eksporterede Kopenhagen Fur minkskind for over 13 mia. kr. om året. Nu bliver hele sektoren udraderet og avlsdyrene brændt.

Danmark har været verdens største producent af minkskind. Om få måneder er produktionen udraderet. (Dansk produktion pr. år mio. skind)

Podcast

Corona truer julehandlen. Den i forvejen groggy detailhandel får nærmest dagligt nye kæberaslere af coronaen: Hver dag lukker nye lande i ikke mindst i Europa mere ned for samfundet, og forbrugerne bliver sat i stuearrest. Det har alvorlige konsekvenser – både akut og på længere sigt.

Dagens profil

Direktør går gerne en ekstra mil. Vibe Puggaard, der er direktør i Hays' danske forretning, betegner sig som en 24/7-person. Hun lever for sit arbejde og har svært ved at holde helt fri. »Der er altid problemstillinger og muligheder, der skal bearbejdes, og den idé, som ender med at føre til en løsning, kommer ikke altid mellem 8 og 16,« siger hun.

Vibe Puggaard voksede op i Aarhus med forældre, som ikke krævede, at hun valgte en bestemt karriere. Foto: Gregers Tycho.

Dagens tal

5

Skjulte optagelser og hemmelige filer kunne give milliardtab. Et formuetab på 5 mia. kr. Så meget var på spil for Velux, da den tiltalte i den opsigtsvækkende industrispionagesage ifølge anklagerne forsøgte at sælge forretningshemmeligheder. Læs seneste reportage fra retten.

Børs

De amerikanske aktier steg kraftigt onsdag på trods af, at der stadig var stor uklarhed omkring, hvem der vinder USA's præsidentvalg, og selv om det heller ikke var kendt, hvem der kommer til at kontrollere Senatet i USA. Det brede S&P 500-indeks steg 2,2 pct., mens Nasdaq gik op med 3,9 pct., og Dow Jones vandt 1,4 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Har vi en plan? Og er den god? For første gang har regeringen fremlagt et arbejdsprogram for, hvordan 70 pct.-målet skal nås, og Klimarådet har kommenteret på den. Men gør det virksomhederne klogere på, hvad de kan forvente af klimalovgivningen, spørger Christian Sparrevohn, partner og co-founder i rådgivningsfirmaet The Footprint Firm.

Det sker i dag

  • Erhverv: Chemometec kommer med regnskab for første kvartal. Matas og Nintendo kommer med halvårsregnskab, og Cbrain, Scandinavian Tobacco, North Media, Schouw & Co, Astrazeneca og Siemens Gamesa kommer med kvartalsregnskab.
  • Økonomi: Danmarks Statistik udgiver tal for tvangsauktioner og konkurser i oktober 2020.

PS...

Nadal er nået til 1000. I april 2002 vandt Rafael Nadal sin første tenniskamp på ATP Touren. Som 15-årig. Lidt over 18 år senere snuppede Nadal onsdag aften ATP-sejr nummer 1000 i karrieren. Som den kun fjerde i historien.