Fortsæt til indhold

Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter

Store virksomheders grønne løfter har sorte pletter | Kapitalfond køber alternativ forvalter i milliardhandel | Lukusproducenter omstiller sig i pandemien

Briefing

GODMORGEN

Finans er klar med dagens første opdatering med alt det seneste og bedste. God læselyst!

Nyheder

Store virksomheders grønne løfter har sorte pletter

Det lyder godt, når flere af landets store selskaber i storstilede klimastrategier bebuder, at de vil være klimaneutrale inden for de næste 10 år. Men hos en række virksomheder dækker målsætningen kun en del af virksomhedernes totale CO-udslip. Det viser en kortlægning foretaget af Finans blandt landets 100 største selskaber. »Det er en grov forsimpling, der får dem til at se pænere ud,« siger Ole-Kenneth Nielsen, projektleder på Danmarks CO-regnskab.

Danmark går som land efter at være klimaneutralt i 2050. Men hvor langt er dansk erhvervsliv egentlig nået på rejsen mod bæredygtighed? Finans tager temperaturen på klimabevidstheden og målene i landets 100 største virksomheder i en ny serie.

Kapitalfond køber alternativ forvalter i milliardhandel

Kapitalfonden FSN Capital køber 45 pct. af Obton-koncernen, der udvikler og forvalter alternative investeringer. Ifølge Finans’ oplysninger betaler FSN omkring 3 mia. kr. for ejerandelen i Obton Group, der er blandt Europas største investorer i solenergi og i dag forvalter investeringer for mere end 24 mia. kr.

Ny rapport: Lukusproducenter omstiller sig i pandemien. Bæredygtighed og digitalisering er ifølge to analyser for alvor kommet på dagsordenen under corornakrisen hos globale producenter af lukus - samt hele modebranchen.

Medicoselskabet Ambu har vundet en stor kontrakt med en indkøbsorganisation i USA. Den nye kontrakt løber frem til november 2023 og giver Ambu adgang til 160 akuthospitaler i USA på over 2600 lokaliteter i mere end 20 stater.

Industrikoncernen AVK henter rekordresultat hjem. Den danske industrikoncern AVK lander midt i coronakrisen det hidtil bedste resultat. Overskuddet før skat steg med 12 pct. i den familieejede koncern.

Erhvervsminister Kollerup om kritik af opfordring til onlinekøb: Vigtigt at støtte lokale butikker. I detailhandlen lyder meldinger, at kundestrømmen til mange butikker dykker efter nye restriktioner i pandemien og opfordring om onlinehandel. Erhvervsminister vil undgå den helt store nedlukning med udgangsforbud.

Juraprofessorer: Der er grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg. Konklusionerne fra Instrukskommissionen er så alvorlige og klare, at der er grundlag for en rigsretssag mod Inger Støjberg i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, vurderer juraprofessorer. Som et første skridt vil regeringen og støttepartier nu igangsætte en uvildig advokatundersøgelse.

Det skriver andre

Holland lukker ned i fem uger. Alle skoler og butikker skal lukke øjeblikkeligt i Holland, lød meldingen i aftes fra premierminister Mark Rutte i et forsøg på at standse corona-smittespredningen. (Ritzau)

USA's valgmænd har bekræftet Biden som præsident. Det er ikke lykkedes præsident Donald Trump at omstøde valgresultatet. Mandag cementerede valgmænd det, mens Joe Biden langede ud efter Trump for at angribe demokratiet. (ABC News)

DSV i USA melder sig klar til at være med i historisk vaccineoperation. Et skelsættende år for fragt i USA får nu endnu et gear, når millioner af vacciner skal ud til amerikanerne. DSV melder klar til at være med. (Børsen - låst artikel)

Topchefer vejrer lysere tider efter dystert lavpunkt. En lang række topchefer er forsigtigt optimistiske i forhold til fremtiden. Nu skal virksomhederne imidlertid genopfinde sig selv og sætte kurs mod en ny virkelighed i 2021. (Berlingske – låst artikel)

Borgmester angriber banker for ublu renter. Særligt lån til socialt udsatte er fuldt ud garanteret af kommune, men banker tager over 10 pct. i rente. (Børsen – låst artikel)

Gik du glip af...

Fødevaregiganter slås om grønt milliardmarked: Nu vil Naturli' Foods blande sig i kampen med nyt partnerskab i USA. And til jul. Lam til påske. Bøf i weekenden. Ost og masser af mælk ugen igennem. Vesterlændinge har tradition for at indtage betydelige mængder kød og mælkeprodukter. Både til hverdag og fest. Men stadig flere forbrugere går en anden vej. De siger nej tak til de traditionelle animalske fødevarer til fordel for plantebaserede alternativer. Markedet for plantebaserede fødevarer vokser hastigt, og Naturli’ Foods med hovedsæde i Vejen syd for Kolding kæmper for at være med helt fremme i kapløbet.

Naturli' Foods vil være have en bid af det voksende globale marked for plantebaserede fødevarer, fortæller adm. direktør Henrik Lund. Foto: Joachim Ladefoged

Naturli' Foods vil være have en bid af det voksende globale marked for plantebaserede fødevarer, fortæller adm. direktør Henrik Lund. Foto: Joachim Ladefoged.

Podcast

Kan man hacke sig til en vaccine? Både medicinalkoncerner og myndigheder er blevet mål for kyniske hackere, der vil have adgang til det for dem nye marked: De eftertragtede coronavacciner, der er formuer værd. Vi fortæller historien i dagens podcast fra Finans.

Finans fakta

Elbiler er langt mere populære i nogle dele af landet end andre. Især på Amager og i Nordsjælland er der mange elbiler. Se kortet over, hvordan elbilerne fordeler sig i landet.

I alt er der ca. 28.800 elbiler i Danmark.

Dagens profil

Hun står i forreste række, når medier kræver svar. Lene Christensen er på få måneder gået fra at være et lokalt erhvervsnavn i Viborg til landskendt for at stå i spidsen for Bach Gruppen, der har bygget et 86 meter højt tårn på Amager oven på et ulovligt fundament fyldt med genbrugsbeton.

Lige nu står hun i sit professionelle livs største udfordring med konstant myndighedspres, en strøm af ubehagelige presseskriverier og en regning, som hun vurderer vil løbe op i over 100 mio. kr. Foto: Joachim Ladefoged.

Dagens tal

1000

Jysk får igen tvangslukket 1.000 butikker. Det rammer hårdt, at Tyskland fra i morgen lukker alle detailbutikker, som ikke sælger dagligvarer. Den danske detailkoncern Jysk har omkring 1.000 af dens knap 3.000 butikker i netop Tyskland. »Tysklands størrelse gør det naturligvis frustrerende. Men der er jo ikke noget at gøre,« siger kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen.

Børs

Fremgangen tidligere mandag fortog sig i aftes på aktiemarkedet i USA på trods af, at coronavaccinen fra Pfizer og Biontech blev distribueret rundt i USA i forbindelse med den nationale covid-19-vaccinekampagne. S&P 500 blev noteret for et fald på 0,44 pct. Dow Jones faldt med 0,62 pct., mens Nasdaq steg med 0,50 pct. Her er den seneste børsberetning.

Debat

Dronning Margrethe, udskriv valg nu. Vi må af med kraftidioterne. »Idet der henvises til den kraftige ophobning af kraftidioter, der er opstået på Christiansborg og omegn siden udbruddet af coronavirus først i marts, skal jeg anmode Deres Majestæt om at udskrive valg til folketinget. Tak. Ja, det ved jeg godt, at De ikke bare kan. Men læs alligevel venligst videre. Tak.«

Anders Heide Mortensen, kommentator og kommunikationsrådgiver.

Det sker i dag

  • Erhverv: Hennes & Mauritz fremlægger salgsudvikling for fjerde kvartal. Det endelige årsregnskab offentliggøres d. 29. januar.
  • Økonomi: Danmarks Statistik kommer med arbejdstidsregnskab for tredje kvartal, som dækker over juli, august og september.
  • Økonomi: Næste års overenskomstforhandlinger på det offentlige område indledes med udveksling af krav på de enkelte overenskomstområder.
  • Politik: Folketingets Erhvervsudvalg har erhvervsminister Simon Kollerup i åbent samråd om Danske Bank Home-instruks sagen.
  • Udland: Der afholdes rentemøde i den Amerikanske Centralbank, Federal Reserve, som slutter onsdag.
  • Kriminalitet: Højesteret ventes af behandle en straffesag mod direktøren i Hesalight, Lars Nørholt, der af Østre Landsret blev idømt syv års fængsel for bl.a. bedrageri.
  • Kriminalitet: Retten i Glostrup indleder en straffesag mod to yngre mænd fra et byggefirma, der er tiltalt for at svindle sig til ca. 270.000 kr. af en corona-hjælpepakke. Sagen fortsætter torsdag.

PS...

Her kan du optimere din skat inden nytår. Der kan være god grund til at gennemgå sin privatøkonomi, inden kalenderen skifter fra 2020 til 2021. Sådan lyder det fra Spar Nord, der op til årsskiftet er kommet med fem gode råd til, hvordan man kan optimere sin skat.