Briefing Morgen: Her er dit overblik på 2 minutter
Kina og Congo sidder på mange af fremtidens vigtigste råstoffer | Her er analytikernes bedste bud i den nye aktievirkelighed | Inflation og krig udløser usikkerhed hos butiksudlejere
GODMORGEN
Ugen før påskeferien sætter ind for mange byder især på en del generalforsamlinger. Men først er vi klar med nyheder og læseværdigt stof i Finans Briefing Morgen. God læselyst!
Nyheder
Her er de nye grønne supermagter: Kina og Congo sidder på mange af fremtidens vigtigste råstoffer
Hvis Europa lykkes med at frigøre sig fra Ruslands energi, så venter Kina i kulissen med et monopol på mange af de grønne metaller.
Kina sidder på omkring 90 pct. af verdens forekomster af sjældne jordarter. Her fyldes lastbiler med råmaterialet i Lianyungangs havn i landets Jiangsu-provins. Foto: AP Images
Hvad skal du købe i den nye aktievirkelighed? Her er analytikernes bud
Markedsforholdene har ændret sig. Nu er det afgørende, at investorerne er kræsne, når de køber aktier og obligationer, mener analytikere, der har et godt øje til især én type aktier.
Tesla i ny rekord. Første kvartal i 2022 blev det hidtil bedste for elbilfabrikanten Tesla. Selvom forsyningskæderne har været pressede, lykkedes det Tesla på verdensplan i løbet af årets første tre måneder at levere 310.048 køretøjer, hvilket er Teslas rekord for antal biler leveret på et kvartal.
Orbán har udråbt sig selv som vinder af valget i Ungarn. Ungarns omstridte leder erklærer »en sejr så stor, at man formentlig kan se den fra Månen og helt sikkert fra Bruxelles«
Boligkøberne har fået mere at vælge imellem. På trods af en stigning i antallet af boliger til salg, er udbuddet fortsat på et meget lavt niveau.
Fødevareminister: Det er oplagt at finde jobs til ukrainske flygtninge i landbruget og fødevarebranchen. Minister Rasmus Prehn håber at få erhvervslivet på hans område til at ansætte mange ukrainske flygtninge den kommende tid. Slagterikoncernen Danish Crown ser positivt på appellen fra fødevareministeren.
Nu har køberne fået mere at vælge immellem. For første gang i mange måneder steg udbudet af boliger i marts, og nu har køberne på boligmarkedet fået mere at vælge imellem.
Rekord: Brødrene Bagger-Sørensen tjener en milliard kroner. Koncernen Bagger-Sørensen & Co. leverer et rekordregnskab efter et milliardsalg i fjor. Tyggegummi-arvingers overskud steg over 4.000 pct.
Inflation og krig udløser usikkerhed hos butiksudlejere. En undersøgelse i ejendomssektoren melder om store forventninger til årets afkast. Der er dog alligevel bekymring for de stigende energipriser og Ukraine-invasionen, som kan ramme forbruget og dermed markedet.
Det skriver andre
Muligt prishug til andelsboliger. Flere eksperter vurderer, at vi kan komme til at se prisfald på andelsboligmarkedet som følge af, at renten banker op. Konsekvenserne »rammer som en tsunami«, siger uafhængig andelsboliganalytiker. (Business - låst artikel)
Europas statsledere og energiselskaber vil ikke lade sig skræmme af Putins trusler om at lukke for gassen, hvis betalingen ikke sker i rubler. Sådan lyder meldingen fra EU-Kommissionen og flere europæiske energiselskaber, der vil stå sammen om fortsat at betale i euro og dollars, som gaskontrakterne foreskriver. (Børsen)
Fast fashion-fænomenet Shein har i løbet af kort tid vokset sig stor og stærk. Nu leder det kinesiske firma efter nye investorer og et kapitalindskud i omegnen af en mia. dollars - i dag 6,73 mia. kr. En sådan investering ville ifølge mediets kilder svare til, at modevirksomheden værdiansættes til rundt regnet 100 mia. dollars. (Bloomberg)
2021 var et indbringende år for Amazons topchef Andy Jassy. Manden, der afløste grundlægger Jeff Bezos sidste sommer som topchef for detailgiganten, fik sidste år en løn inklusive alt på 212,7 mio. dollars eller godt 1,4 mia. danske kroner. (CNN)
Indsigt
Jacob Aarup-Andersen: »Vi har med krigen mistet lidt af den uskyld, som har præget min generation«. Dagen, hvor Rusland invaderede Ukraine, brænder sig ligesom terrorangrebet i 2001 og Berlinmurens fald fast på Jacob Aarup-Andersens nethinde. Han betegner krigen som en begivenhed, der ændrer hele opfattelsen af, hvordan verden hænger sammen.
Jacob Aarup-Andersen kommer aldrig til at glemme den dag, Rusland invaderede Ukraine, og han tror andre deler den følelse. »Det føles jo meget råt og tidligt lige nu, men jeg tror, vi allesammen sidder med en klar forståelse for, at der er tale om en skelsættende begivenhed.« Foto: Gregers Tycho.
Hvis du vil læse mere i samme boldgade, så kan du her finde de øvrige artikler i temaserien: Ukraine – Da erhvervslivet vågnede af tornerosesøvn.
Interview
En sexchikaneskandale i datterselskabet DanBred fik Landbrug & Fødevarer til at igangsætte en større intern oprydning i håndteringen af potentielle krænkelsessager. Undervejs fandt HR-chef Camilla Brehm Suhr et problem med virksomhedens whistleblowerordning.
Dagens profil
Gitte Sarlvit er topchef for første gang: »Nu er det min tur til at tage kappen på«. Gitte Sarlvit er skiftet fra Nespresso til designvirksomheden Bobles. Bag sig har hun en række forskellige lederstillinger, men nu indtager hun sin første topchefpost: »Indimellem havner jeg uden tvivl på gyngende grund.«
Gitte Sarlvit er skiftet fra en chefstilling i Nespresso til posten som adm. direktør i Bobles. Foto: PR.
Dagens tal
Det var markedsprisen for en enkelt kilowatt-time i marts. Dermed fortsatte den opadgående stejle kurve for elprisen herhjemme - med stor sandsynlighed til stor fortrydelse for de 3,3 mio. elkunder, som må se pengepungen bløde. Prisen er nemlig den højeste gennemsnitspris for el handlet på Nord Pool-børsen nogensinde.
Debat
Rentekurven vil stjæle overskrifter, men aktieinvestorer bør i første omgang fokusere på regnskaber. Den amerikanske rentekurve har kortvarigt været invers og ligger nu tæt på at invertere reelt. For mange lyder det som volapyk, men i løbet af de seneste 70 år er det et forhold, der har ligget forud for alle amerikanske recessioner, skriver Otto Friedrichsen, aktiechef og partner i Formuepleje, i dagens første klumme.
Det sker denne uge
Masser af generalforsamlinger præger ugen op til påske, det gælder bl.a. Ørsted, Rockwool og Vestas. Og så kommer der kvartalsregnskab fra genrejste B&O, som skal fortsætte den positive udvikling efter års krise, halvårsregnskab fra Chr. Hansen.
Endelig vælger landets største fagforbund 3f ny formand på fredag, efter den tidligere valgte at gå i forbindelse med en række skandaler i privatlivet. Fredag ventes der også afsagt dom Højesteret dom i Finansiel Stabilitets retssag mod den tidligere direktør i Ebh Bank, Finn Strier Poulsen. Det statslige selskab har anket en dom, som Vestre Landsret afsagde i januar 2020. Strier Poulsen afkræves 100 millioner kroner for tab, som opstod i banken.
PS...
Hun er en af Danmarks mest succesfulde idrætsudøvere gennem tiderne, og den hidtil eneste dansker til at vinde en senior Grand Slam-titel i single, og være nummer et på verdensranglisten i tennis. Caroline Wozniackis bedrifter på den aflange bane er ganske enkelt imponerende. Tirsdag spiller hun afskedskamp i Royal Arena, efter hun stoppede karrieren i 2019.


