Fortsæt til indhold

Briefing Morgen:

Danmarks 3. største bank: Derfor blev bankdirektør fyret

Briefing

GODMORGEN

Hvorfor blev bankdirektøren i landets tredje største bank fyret? Og hvor store forskelle er der på vores pensionsafkast? Det er blot to af de historier, du får serveret i dagens morgenpost fra Finans. God dag.

Foto: Gregers Tycho.

Danmarks 3. største bank: Derfor blev bankdirektør fyret
Bjarne Larsen blev fyret i Sydbank efter et længere forløb, hvor der på de indre linjer har været utilfredshed med bestyrelsesformanden og udnævnelsen af den nye topchef. Det fortæller en række kilder med indsigt i forholdene i den sydjyske bank.

Store forskelle på afkast: Pensionskunder har mistet 59.000 kr. på et år
Det er en dyr affære at være kunde i pensionsselskaber med lave afkast, og det kan indsnævre det økonomiske råderum i alderdommen. Pensionskasse med 400.000 kunder får klø i kapløb om afkast.

Salling-topchef med ny plan: Vil sælge mere tøj, køkkenudstyr og elektronik
Dagligvarekoncernen Salling Group med Netto, Bilka og Føtex er på vej med en ny strategiplan. Koncernchef Anders Hagh ser i den gerne fokus på større salg af såkaldt nonfood med bl.a. tøj.

Baron køber pragtejendom af milliardær-arvinger
Afdøde Stig Husted-Andersen var kendt for at købe og samle på bevaringsværdige bygninger og palæer. Nu har hans arvinger solgt ét af de dyreste.

Nu er de nye ejendomsvurderinger for firmaer, leje- og andelsboliger kommet
Nu udruller skattevæsnet den sidste del af udskældt nødløsning, som man ikke kan klage over. Landets lejere, andelshavere og ejere af erhvervsejendomme kan nu se deres ejendomsvurdering for boligskatten næste år og i 2025, skriver DR.

Internationalt

Heathrow lufthavn kan blive overtaget af Saudi-Arabien
Saudi-Arabien ser ud til i samarbejde med andre investorer at gå efter majoritetskontrol over London Heathrow, Storbritanniens store lufthavn. Det er den olierige stats offentlige investeringsfond, som allerede ejer en andel af lufthavnen, der viser interesse, skriver The Guardian.

EU når frem til regler for kunstig intelligens
Efter maratonforhandlinger er EU-landene og EU’s lovgivere nået frem til en række foreløbige regler for kunstig intelligens. Washington Post kalder det en milepæl, som sender EU foran USA i bestræbelserne på at skabe en global standard, der kan sikre gennemsigtighed og håndtere risici.

Amazon-milliardær deler ud af formuen
MacKenzie Scott har gjort det igen. Hun rasler ned på listen over verdens rigeste, men det har sin særlige årsag. I det forgangne år donerede filantropen nemlig hele 15 mia. kr. til velgørende formål. Missionen er at give halvdelen af formuen væk.

Feature

Foto: Jens Dresling.

Nu bliver det svært: Hvordan skal vi holde den kunstige intelligens i skak med love og regler?
ChatGPT er blevet mere doven på det seneste. Eller mere præcist: GPT-4, som er AI-motoren bag den betalte version af ChatGPT, er faldet af på den.
Sådan lyder det i hvert fald fra mange brugere, skrev OpenAI ud fredag morgen på det sociale medie X, og det er mærkeligt, for der har ikke været en eneste ændring af GPT-4-koden siden 11. november. OpenAI lover at kigge nærmere på problemet. Men at en chatbot kan blive ’doven’, selvom der ikke er ændret noget, er et tydeligt eksempel på et af de helt store problemer, der lige nu bliver kæmpet en meget intens politisk kamp om: Hvordan skal man regulere kunstig intelligens?

Debat

Tør du virkelig tage en lav risiko? Risikomodellen har spillet fallit
Det er på høje tid, at vi gør op med forsigtighedsparadigmet inden for investering. Alt for mange mennesker investerer ud fra mavefornemmelsen og tager for lav risiko, når de forvalter deres formuer – hvilket kun er til glæde for bankerne, skriver Mikkel Eliasen, Partner og investeringsdirektør, Annox, i mandagens første debatindlæg.

Det sker i dag

  • Erhverv: Oracle kommer med halvårsregnskab.
  • Statistik: Danmarks Statistik kommer med tal på betalingsbalancen og udenrigshandel i oktober, feriehusudlejning og overnatninger på hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrerhjem mv. i oktober, samt forbruger- og nettoprisindekset i november.
  • Statistik: Finans Danmark udgiver boligudbudsstatistikken for november.
  • Indland: Ligestillingens Topmøde 2023 afholdes i Aarhus.
  • Kriminal: Ved Retten i Lyngby afsiges der dom i sag med to pensionskasser.
  • Udland: Trump ventes i retten i New York i et civilt sagsmål mod Trump og tre af hans børn. De anklages for at have pustet værdien af Trump Organization kunstigt op for at få mere favorable betingelser hos bl. a. långivere.

PS...

I tre år oplevede ikoniske urmærker som Rolex og Audemars Piguet et kæmpe boom i efterspørgslen på deres ure. Det begyndte under coronapandemien og fortsatte efterfølgende. Velhavende forbrugere begyndte - angiveligt - at sidde hjemme og dyrke behovet for dyre luksusvarer til håndleddet. Men den tid er forbi.