Fortsæt til indhold

Nordea angriber rivaler med ny afkastmotor | Presset skraldeselskab er sat til salg | Annika Falkengren har fået 5,8 mio. kr. i 'feriepenge'

Briefing

Kære Finans-læser

Her er, hvad du skal vide.

NYHEDER

Nordea angriber rivaler med ny afkastmotor. Nordeas pensionsselskab skruer op for konkurrencen og går målrettet på jagt efter attraktive pensionskunder ved at tilbyde en afkastmotor til alle privatkunder, som hidtil har været forbeholdt firmakunder. Modellen DinKapital går ud på, at kunderne får 5 pct. i rente, hvis de stiller op til 5 pct. af deres opsparing til rådighed som kapital for pensionsselskabet. Rivalen PFA har haft stor succes med en lignende ordning.

Presset skraldeselskab er sat til salg. Den norske skraldekoncern Renonorden, der de seneste par år har været gennem en længere nedtur, har hyret investeringsbanken Carnegie med henblik på et salg af virksomheden.

Mærsk sejler (næsten) for fuld damp efter hackerangreb. Maersk Line sejler nu stort set for fulde omdrejninger igen, efter at flagskibet i det store Mærsk-konglomerat blev hårdt ramt af virussen Petya, der var en del af et globalt hackerangreb i slutningen af juni. Rederiets systemer kører igen, oplyser Maersk Line tirsdag eftermiddag.

Turismen blomstrer trods kontroversiel smykkelov. Dårlig international omtale af smykkeloven ville få alvorlige konsekvenser for bl.a. dansk turisme, lød advarslen i sin tid. Men sådan er det langt fra gået, viser en ny undersøgelse.

Boligejere er i klemme med nye boliglån. Boligejerne og realkreditinstitutterne er kommet i klemme med de nye boliglån, der erstatter de eksisterende den 1. september. Et af dem, det 30-årige 2,5 pct. lån uden afdrag, danser dødedans omkring kurs 100 og var lukket mandag. I dag er kursen 99,985 i Nordea Kredit. Eneste alternativ er at udbyde et 2 pct. lån uden afdrag, men det er ikke uden risiko.

Annika Falkengren har fået 5,8 mio. kr. i 'feriepenge'. I næsten 30 år arbejdede Annika Falkengren i SEB, men uden at holde ferie i de sidste 12 af dem. Værdien af de 12 års ferie er dog ikke forsvundet. Den tidligere SEB-topchef bliver nemlig kompenseret med 5,8 mio. kr. i 'feriepenge'.

Lauritz.com henter ny topchef i mediebranchen. Det omtumlede onlineauktionshus Lauritz.com har fået ny adm. direktør, der skal erstatte Mette Sundstrøm, gift med bestyrelsesformand Bengt Sundstrøm. Erik Nordberg er udpeget til posten. Han kommer fra en stilling som chef for det svenske lokalmedie Mitt i.

Så meget kan du spare på boligen med et familiesalg. Det kan virke umuligt at komme ind på boligmarkedet i særligt de større byer, hvis man er førstegangskøber. Der er dog et lille hjørne af boligmarkedet, hvor der er billige priser at hente: Familiesalgene. For hvis forældrene har en lejlighed, de vil lade et af deres børn overtage til langt under markedsprisen, er der en mulighed for en bolighandel til kuppris.

INTERVIEW

Esport-direktør: Mistanke om interessekonflikt er en fornærmelse mod spillerne. Nikolaj Nyholm, direktør i RFRSH og nyslået holdejer af to Counter Strike-hold, danske Astralis og Heroic, henholdsvis nummer 3 og 20 på verdensranglisten, afviser alle anklager om interessekonflikt. Alligevel har selskabet forpligtet sig til at sælge et af holdene fra. Vi har talt med direktøren.

FINANS FORKLARER

Teleselskaberne skovler penge ind og tjener kassen – eller gør de? Danskerne er vilde med mobiler, som vi bruger mere og mere. Spørgsmålet er dog, om det gør mobilbranchen til en regulær guldgrube? Få svaret på 2 minutter.

SOMMERFERIE

Cykelferie i jernhestenes paradis. Har du stadig din sommerferie til gode og er du optimistisk nok til at tro på, at den danske sommer tager revanche i august, så er en cykelferie på Bornholm et godt bud. Solskinsøens ringe størrelse og udbyggede cykelvejsystem gør cykling til den ideelle måde at opleve klippeøen på. Her er en guide til øens bakkede skovstier, bølgende kornmakker eller stejle bjergetaper.

BØRS

Det ser lovende ud for de danske aktier i dagens handel. Her er den seneste børsberetning.

DEBAT

Hvor global en leder tror du selv, at du er? Mange danske virksomheder tøver med at kalde sig selv globale, selv om de har f.eks. forretningspartnere eller medarbejdere i andre lande. Jo mere bevidst, ledelsen bliver om virksomhedens tilstedeværelse i udlandet, desto bedre mulighed har den for at forberede sig på udfordringerne fra globaliseringen, skriver Rikke Kristine Nielsen, PhD, adjunkt ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet.

PS...

Hånden på hjertet. Følger du nogensinde med, når flypersonalet eller en skærm demonstrerer sikkerhedsprocedurerne på flyet i tilfælde af en ulykke? Nej, vel. Det vil British Airways nu lave om på, og til det har de allieret sig med en hel stribe kendisser.

Alice Cooper finder originalt Andy Warhol-værk i gemmerne efter 40 år. Der er røget en del alkohol og stoffer igennem den 69-årige rocksanger Alice Coopers krop igennem årene. Og det har tilsyneladende sat sine spor på hans hukommelse. For han havde glemt, at han for 40 år siden blev indehaver af et originalt silketryk af den berømte amerikanske popkunstner Andy Warhol. Nu er det dukket op i et opbevaringsrum og vurderes til at være over 74 millioner kroner værd.

Og så husk at holde mund en gang imellem.

God dag,

Christian Venderby

Digital nyhedschef

Vi arbejder videre på at forsyne dig med nyheder og analyser. Har du gode råd, forslag eller tip til emner, som vi bør kaste os over, kan du kontakte os på telefon 33 30 31 31 eller e-mail Finans@finans.dk.