Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

EU-Kommissionen styrer uden mål og kompas

Kommissionens forslag om europæisk mindsteløn er en trussel, ikke en løftestang

EU-Kommissionens forslag om en europæisk mindsteløn minder mest af alt om Columbus. Da han sejlede ud, vidste han ikke, hvor han skulle hen. Da han nåede frem, vidste han ikke, hvor han var. Og da han kom tilbage, kunne han af indlysende årsager heller ikke fortælle, hvor han havde været.

Når man læser EU-Kommissionens andet udspil om en europæisk mindsteløn, får man ærlig talt den fornemmelse, at kommissionen er på total fremmed grund.

Samtidig førte Columbus jo sygdomme med sig blandt sine besætninger, som befolkningerne, han mødte på undervejs, ikke havde været udsat for før.

Det samme kan være tilfældet for vores overenskomstsystemer i de forskellige europæiske lande: At EU-Kommissionen får ellers velfungerende overenskomstsystemer gjort uhelbredeligt syge.

I kommissionens andet udspil tegner der sig på plussiden en ellers ganske udmærket analyse af nogle af de problemer, EU står overfor i forhold til lavtlønsgrupper, social dumping og prækære ansættelsesformer (falske selvstændige, vikarer og folk ansat i mandskabsbureauer). Grupper af arbejdstagere, der bliver snydt for den indkomst og de sociale goder, som de egentligt skulle have krav på. Man peger dermed på alle de ’working poor’, der er skabt i EU.

Man peger også på de særlige lavtlønsproblemer for unge og kvinder. Alt sammen problemer, som er rigtige og relevante, og som vi fra europæisk fagbevægelse igennem årtier har kæmpet for at rette op på.

Imidlertid er der intet sted belæg for, at en ”europæisk mindsteløn” skulle være svaret på disse problemer. Løsningen ligger sandsynligvis helt andre steder.

Kommissionen har intet bud på, hvad en europæiske mindsteløn skal være. Men man kan forstå på deres udspil, at den skal omfatte alle, og at den skal udtrykkes i en statut. Det vil sige i en lov.

Samtidig skal den beregnes ud fra nogle makroøkonomiske og socioøkonomiske forhold. Det vil altså sige, at det bliver et Finansministerium og/eller Kommissionens regnedrenge og -piger, som kommer til at sidde og diktere, hvad løn skal være i de enkelte europæiske lande.

Stærkere, bedre og mere effektiv kontrol af, at arbejdstagere får den løn og de sociale goder, de er berettiget til, vil være et stort skridt på vejen. Dette fulgt op af skrappe sanktioner over for dem, der snyder, vil kunne løfte lønnen for de fleste lavtlønnede.

Et opgør med prækære ansættelsesformer. Stil f.eks. krav om, at der i alle offentlige udbud ikke må anvendes vikarer, mandskabsbureauer og alene mestre. Stil krav om direkte ansættelse i de virksomheder, der vinder opgaverne. Dette vil også få lønnen op for de lavest lønnede.

Når EU-Kommissionen samtidig peger på, at der er et problem i nogle lande, fordi deres befolkninger simpelthen rejser væk, især dem i den erhvervsdygtige alder, kunne det måske skyldes dårlige løn- og arbejdsvilkår i de pågældende lande. Hvis man skabte lidt bedre løn- og arbejdsvilkår, måske med medfinansiering fra strukturfondene, mon så ikke flere ville blive hjemme og ikke være fristet til at rejse væk?

I en nærmest lakonisk bisætning henviser EU-Kommissionen til subsidiaritetsprincippet. Man burde måske bruge noget mere tid på dette princip – også kaldet nærhedsprincippet – som jo i al sin enkelthed går ud på, at hvis der er et problem, så løs det der, hvor det er.

Hvis der er et problem med lavtlønnede og working poor i nogle europæiske lande, så løs det der og for de pågældende, men lad vær’ med at påtvinge alle andre en løsningsmodel.

Løsningen findes også der, hvor stærke, uafhængige parter forhandler retfærdige løn- og arbejdsvilkår, som kan håndhæves af de to parter i et respektfuldt, forpligtigende samarbejde og fællesskab.

EU-Kommissionen kunne medvirke til, at partsamarbejdet om regulering af arbejdsmarkedsforhold styrkes i de enkelte lande.

En massiv støtte til at opbygge kapacitet og kompetencer på begge sider af bordet – og en monitorering af fremskridtene eller mangel på samme – vil være en bedre og mere blivende vej frem end en mindsteløn.

For EU-Kommissionen handler det kun om løn. Skal denne løn så kunne stå i stedet for en overenskomst? Noget, der findes i de fleste EU-lande. Det siger kommissionen ikke noget om.

En overenskomst regulerer nemlig meget andet end løn. En overenskomst er et udtryk for rettigheder og pligter, demokrati på arbejdspladsen og en sikkerhed imod vilkårlighed for den enkelte. En overenskomst fastsætter arbejdstid, opsigelsesvarsler, adgang til efteruddannelse, løn under sygdom, barsel og meget, meget andet.

EU-Kommissionen reducerer alle problemer til at være et spørgsmål om mindsteløn. Det er ikke alene sølle. Det er en trussel imod alle europæiske arbejdstagere.

Kommissionen forholder sig heller ikke til, om en europæisk mindsteløn vil stille nogen dårligere, end de ellers ville have været stillet. En europæisk mindsteløn vil naturligvis blive en konkurrent og stå i kontrast til ”de almindelige nationale lønniveauer”. Hvis en virksomhed kan påkalde sig en lavere europæisk mindsteløn, kan den så ikke samtidigt sige sig fri for det lønniveau, der ellers gælder i det pågældende land? Mindstesatser har det med at blive til maksimumssatser.

BRANCHENYT
Læs også