Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Udviklingen begynder, når du begynder at bruge krisens erfaringer

Spørg soldaterkammerater, brandmænd, politifolk, sundhedspersonale eller et hold fængselsbetjente. De rykker sammen, når krisen kradser og det virkelig brænder på. Lad os nu bruge den erfaring i hverdagen, når krisen aftager.

Det er en kendt sag, at en krise i et fængsel styrker sammenholdet. Når vi ser bort fra det farlige og ubehagelige i en ”skarp” situation mellem ansatte og indsatte, er det i særlig grad med til at styrke sammenholdet, når en kollega er i knibe - mens det står på og umiddelbart efter.

Sådan er det faktisk i mange miljøer, på mange arbejdspladser og i mange familier. Når krisen opstår, her og nu, smider vi alt, hvad vi har i hænderne, og står sammen om at gøre det, vi er trænet til. Den aktuelle situation fixes, skaden begrænses, fjenden bekæmpes og kollegaen bringes i sikkerhed.

Mens det står på, er vi ét team. Vi er kolleger med en mission; alle de dagligdags trakasserier fordufter, omend for en stund og adrenalinen pumper positiv energi rundt i os.

Sådan har mange af os sikkert følt det de seneste måneder. Covid-19 tvang os til omgående handling, hvis vi da ikke røg i den modsatte grøft og resignerede og gav op.

I sundhedssektoren var alle klar til kamp hurtigt efter den 11. marts. Rutiner var mindre vigtige. Skarpe roller og funktioner blev udvisket og nogle byttede nærmest stillinger. Alle blæste til kamp og på rekordtid fik holdet omkring vores hospitaler regrupperet sig som aldrig før.

Værnemidler blev anskaffet, hospitaler og afdelinger ombygget med utrolig fart, mens andre skaffede typer af teknologi eller udstyr, som normalt tager år at bevilge og få fingrene i.

I det private erhvervsliv gjorde vi det samme. Restauranter skrottede hele deres traditionelle forretningsmodel og sadlede om; de mest succesfulde aktører opdagede, at den take-away-forretning de indtil nu havde forsaget, blev en ganske væsentlig forretning.

Andre, der før havde været for sene til udbringning, opdagede, hvor god en forretning det blev at bringe ud. En Michelin-restaurant sadlede om og lavede i stedet mad til udsatte. Butikker opdagede værdien af at være til stede online.

Mange virksomheder fik på rekordtid etableret hjemmearbejdspladser i en grad, som ingen bare en måned tidligere havde troet muligt.

I vores egen virksomhed fik vi på ingen tid skabt et veritabelt tv-studie for at kunne møde og hjælpe kunderne i en tid, hvor fysiske møder - og mange mennesker på ét sted - var en umulighed. Kundernes ve og vel var højeste prioritet, og vi strakte os, sammen på afstand, langt, for at give kunderne og hinanden det bedste, vi kunne.

Vi lærte at skype, zoome og facetime på rekordtid, og antallet af virtuelle fredagsbarer siges at overgå antallet af rigtige fredagsbarer før krisen.

Vi danskere stod sammen på afstand og klappede hælene i, da Søren og Mette sendte os hjem, og blev omgående dygtige til at holde afstand, hilse med albuer og ben og spritte af i vildskab mange gange oim dagen.

Månederne marts og april var det ”vilde vesten”. Vi kæmpede alle fra hus til hus og havde undervejs hinandens ryg. Kolleger klarede det mest utrolige.

På hospitalerne var alle tilfredse med deres nye roller, og syntes måske endda det var et spændende afbræk fra en stramt kontrolleret og tit forudsigelig hverdag.

Kunderne i butikker, man kun kunne besøge online, var supertilfredse. Det samme var vi, når vi ringede til kommunen og fik en hjemmearbejder i røret. Måske syntes vi endda, det var ekstra fantastisk, fordi vi blev hjulpet af medarbejdere, der var hjemme i privaten. Og vi havde endda forståelse for, at nogle ting tog lidt ekstra tid.

Kundetilfredsheden og tålmodigheden nåede uanede højder i mange brancher.

Så gik der ”hverdag” i det unormale, og pludselig opdagede mange, at det ikke blev ved med at være så rosenrødt alt sammen. Medarbejderne kom igen i tanke om de gnidninger og irritationer, der var før krisen indtraf.

Pludselig var det ikke længere sjovt ”bare” at lave take-away eller passe medicinske patienter, hvis man var højtuddannet specialist. Eller at arbejde ved sofabordet derhjemme.

Afstanden i det offentlige rum er aftagende, og mange steder har de igen opgivet håndspritten og albuehilsenen.

Nu, mens vi langsomt genåbner landet og vender tilbage til vores ”normale” job, genopstår de gamle konflikter. Dem, der bliver ved at arbejde hjemme, opdager, at deres arbejdsmiljø skal opgraderes og får ønsker om ventilation, hæve-sænke-borde og gode lamper.

På jobbet er de kunder, vi kæmpede så hårdt for at beholde og gøre glade, (igen) en irriterende størrelse; det er (igen) blevet sværere for nogen at få hjælp fra kolleger i andre afdelinger, end at bede om ekstern hjælp. Og kunderne er tilbage i den gamle telefonkø: »Tak fordi du ringer, dit opkald er vigtigt for os: Du er nu nummer 46, duuuut.«

Derfor giver det ekstra mening at være opmærksom på holdet og jeres interne kommunikation i den kommende tid. Husk hvorfor du er, hvor du er, og tjek at kundeløftet stadig står med flammeskrift, så vi fortsætter med at gøre os umage i alle kunderelationer og som kollegaer.

Sørg for, at tonen er i top, og stræk dig fortsat for at hjælpe dér, hvor du kan, ved at inspirere til at løfte i flok og til at gøre det så let for kunderne, som overhovedet muligt, at være kunder. Så beholder medarbejderne nemlig lysten til at gøre sig umage, og kunderne lysten til fortsat at være kunder i din forretning.

Sundhedsmyndighederne har igen og igen kolporteret budskabet om at ”det vi gør nu, gør en forskel”. Udsagnet bliver aldrig mere sandt end nu, hvor ferien er slut og vi skal genfinde vores samarbejde i en ny og ændret virkelighed, hvor det stadig er dem, vi er her for, der i sidste ende betaler vores løn.

BRANCHENYT
Læs også