Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Kikset digitalisering sendte os i køkkenet

Digitalisering kan ikke erstatte sund fornuft hos ejere og personale. Det oplevede jeg i ferien sammen med min familie, da en restaurants bookingsystem tildelte os et bord i en sky af mados ved køkkenet - trods en stribe tomme borde.

Ingen topchef kan længere være i tvivl om, at digitalisering må stå øverst på virksomhedens agenda for at sikre virksomhedens fortsatte relevans og konkurrencekraft. Alligevel famler mange i blinde og sætter den sunde fornuft over styr i jagten på at digitalisere. Det koster dyrt.

Min familie og jeg besøgte for nyligt en restaurant i det danske sommerland, og vi havde forud for vores besøg reserveret bord via en brugervenlig, digital bookingløsning. Da vi ankom, blev vi anvist det ubetinget dårligst placerede bord i restauranten til trods for en række andre ledige borde.

Vi spurgte naturligvis til muligheden for at sidde ved et andet bord, men det blev afvist med begrundelse i det digitale bookingsystem. Selv da tjeneren hidkaldte ejeren, forsikrede denne os om, at ”systemet” simpelthen ikke gjorde det muligt at lade os skifte bord. Så dér sad vi – halvt ude i køkkenet i en røg af mados - alt imens vi betragtede striben af ledige borde, som vi pga. ”systemet” ikke måtte sidde ved. Borde som i øvrigt viste sig ledige under hele vores besøg i restauranten.

Oplevelsen er eksempel på én af digitaliseringens store faldgruber: At sund fornuft tilsidesættes. Når det sker, er der ikke langt fra digitalisering til død, og det er helt sikkert, at den pågældende restaurant ikke får hverken anbefaling eller besøg af os igen.

Som ledere fejler vi, hvis vi lukker øjnene for situationer som denne. Vi skal ikke acceptere, at digitaliseringen begrænser det forretningsmæssige råderum og definerer, hvordan vi skal drive vores forretning. Slet ikke, når det betyder, at hverdagen bliver mere besværlig og kunderne fravælger os.

Til gengæld er vi som ledere nødt til at være tydelige om, at digitalisering ofte fører en række forandringer med sig, som f.eks. nye måder at arbejde på, nye processer og endog behovet for andre kompetencer og en ændret organisering. Jeg ved fra mit eget virke, at det kan skabe både tvivl og utryghed i en organisation uanset omfanget af involvering og kommunikation, og her er den ledelsesmæssige opgave på den ene side at lytte opmærksomt til input fra både medarbejdere og kunder, og på den anden side sikre fremdriften i den digitale transformation.

Teknologien giver os uden tvivl en række fantastiske muligheder, for at udvikle forretningen, styrke processer og yde en bedre kundeservice. Men teknologien gør det ikke alene, og det er helt afgørende, at vi også skaber rum til menneskelige erfaringer, og giver den enkelte medarbejder mulighed for at gøre dét, der i en given situation er hensigtsmæssigt, for at sikre den gode kundeoplevelse. Det er nemlig den, der i sidste ende er virksomhedens eksistensgrundlag, og som kunde er jeg fløjtende ligeglad med, hvilke digitale løsninger virksomheden baserer sig på.

De seneste måneder har tydeliggjort behovet for en virksomheds evne til at agere både hurtigt og smidigt, og her er digitaliseringen et afgørende element, som bør stå øverst på direktionens agenda. Men digitaliseringen kan aldrig stå alene og er blot én blandt mange faktorer som f.eks. bæredygtighed, produktudvikling og kultur. Især er det vigtigt at huske, at digitalisering i erhvervslivet er et tveægget sværd, og uden sund fornuft er teknologien værdiløs.

BRANCHENYT
Læs også