Serier

Når dårligt nyt er godt nyt

Mens økonomien krymper, og eksportmarkederne vånder sig, fester aktiemarkederne. Staten holder hånden under virksomhederne, og centralbankerne holder hånden under aktionærerne. Men er det nu ikke at overdrive hjælpen?

Corona rammer verden

Danmarks Statistik offentliggjorde i fredags de seneste tal for udviklingen i dansk økonomi. Bruttonationalproduktet faldt i 2. kvartal 2020 med 7,4 pct. i forhold til kvartalet før. Faldet er tre gange så stort som det største fald under finanskrisen. Angiveligt skal vi helt tilbage til Anden Verdenskrig – nogle mener statsbankerotten i 1813 – for at finde et tilsvarende fald i økonomien. Det er fand’me uhyggeligt, du.

»Det er naturligvis ikke rar læsning. Det vidner om, at vi står midt i en krise af historiske dimensioner med fortsat store økonomiske udfordringer som følge af corona,« udtaler finansministeren, der kalder andet kvartal et af de sorteste kapitler i dansk økonomisk historie.

Men spis nu brød til. For er det virkelig så galt? Eller er kæden bare hoppet af? Samme dag, som Wammen sad fordybet i et af de sorteste kapitler i dansk økonomi, kunne man på børssiderne læse, at aktieindekset dagen før havde sat sin 27. ”lukkerekord” i år. Aktiemarkedet bobler af overmod. Siden den 23. marts, da coronakrisen slog til, er værdien af danske aktier steget med 47,5 pct. På mindre end fem måneder.

Mens aktionærerne kan glæde sig over en stærk medvind, har virksomhederne travlt med at skaffe plads til hjælpepakkerne, der flyder i en lind strøm fra Christiansborg. Har erhvervslivets lobbyorganisationer oversolgt budskabet? Der er i alt fald noget, der ikke stemmer.

Erhvervet betalte selv for bankpakkerne under finanskrisen. Hjælpepakkerne under coronakrisen derimod betales af skatteborgerne. Men er det da ikke en opgave for ejerne, snarere end skatteborgerne, at holde hånden under virksomhederne? Eller er vi på vej mod en nyordning af kapitalismen, hvorefter virksomhedernes tab socialiseres, medens ejerne stryger gevinsten? Regeringen synes at være af den opfattelse, at alle kan friholdes for konsekvenserne af krisen, hvis vi blot skubber lidt rundt med regningen.

Tom Kristensen længtes mod Skibskatastrofer og mod Hærværk og pludselig Død. Som skatteborger kan man i et svagt øjeblik komme til at længes mod konkurser. For hvad ville dog være problemet, om eksempelvis SAS gik konkurs ligesom Jet Time. Flyene ville jo stadigvæk være her; det samme ville lufthavnen. Vi vil få et nyt, mindre gældstynget SAS med mere luft under vingerne. Tabene ville have påhvilet aktionærerne og långiverne – ikke skatteborgerne. Og det er vel rimeligt nok. Det skal blive spændende at se, hvem der kommer bedst, og billigst, ud af krisen. SAS eller Jet Time.

Den socialdemokratiske regering har været ”stålsat” på at holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser. Men havde det mon ikke været tilstrækkeligt for staten at holde hånden under lønmodtagerne; så kunne aktionærerne have holdt hånden under virksomhederne. Det turde dog have været en naturlig opgave for aktionærerne, som er blevet reduceret til statister, der kun sjældent kaldes på.

I dag er fondsbørsen degenereret til et sekundært marked, hvor de samme værdipapirer handles igen og igen.

Københavns Fondsbørs, Nasdaq Copenhagen, oplyser om sig selv at være et selskab, som formidler rejsning af kapital for selskaber via handel med værdipapirer. Sjældent har det været så billigt som nu at rejse egenkapital. Men ak, hvor længe siden et af de etablerede selskaber har rejst kapital på børsen.

I dag er fondsbørsen degenereret til et sekundært marked, hvor de samme værdipapirer handles igen og igen. Aktiemarkedet er blevet sindbilledet på kasinoøkonomien – et produkt af den udvikling, vi har været vidner til de seneste tre årtier. Økonomien er blevet finansialiseret.

Førelsen af den økonomiske politik er i vidt omfang overgået fra regeringerne til centralbankerne. Magten er flyttet fra Washington til Wall Street. Uden at regeringerne synes at have bemærket det. Da coronaen ramte Danmark, valgte regeringen at holde hånden under virksomhederne. Med negative renter og en voldsom pengeudpumpning valgte pusherne i Den Europæiske Centralbank at holde hånden under aktiemarkedet – og boligmarkedet. Og Danmarks Nationalbank, som troligt lægger sig i slipstrømmen på ECB, gjorde det samme.

Men er det ikke bare for meget? Økonomien krymper med 7 pct., og aktionærernes formuer stiger med 47 pct. Måske de økonomiske lærebøger bør skrives om, som Anders Fogh Rasmussen mente. Indtil det sker, kan vi se konsekvenserne af en stærkt ulighedsskabende pengepolitik udfolde sig.

Læs også
Top job