Serier

Kan boligmarkedet blive ved at trodse den økonomiske logik?

Da coronaen i marts med ét lukkede det danske samfundet ned og ændrede vores hverdag, var økonomerne skråsikre. Kraftige prisfald på boligmarkedet var nærmest uundgåelige.

Corona rammer verden

”Boligmarkedet er ofte et spejl af samfundsøkonomien,” skrev jeg i disse spalter i maj og meldte mig i koret af skråsikre økonomer, der ventede, at en faldende økonomisk aktivitet med stigende arbejdsløshed til følge også ville ramme boligmarkedet. Det er simpel økonomisk logik.

Men en ting er tilsyneladende økonomisk logik, og noget andet er praksis. For knap seks måneder senere er prisfaldene fortsat ikke i syne. Selv ikke et historisk stort fald i den danske økonomi har medført de ventede dyk. Tal fra Boligsiden.dk viser, at salget har ligget højere i år end gennemsnittet fra 2015-2019 i alle uger bortset fra midten af marts til midten af april.

Som økonom vover jeg det ene øje og venter fortsat, at der kommer en reaktion på boligmarkedet, selv om antagelsen indtil videre har været forkert. Faktisk synes jeg, det er lidt af et mysterium, at boligpriserne ikke har fulgt logikken, og jeg tror og håber, det bliver et forskningsemne på økonomistudierne i de kommende år.

En mulig forklaring er, at boligkøbere har købt fortællingen om, at det er en sundhedskrise – ikke en økonomisk krise - og at samfundet dermed hurtigt vil vende tilbage til normale økonomiske tilstande.

Det er rigtigt, at udspringet er en sundhedskrise, men den har nu forvoldt ganske store økonomiske udfordringer. Den danske økonomi skrumpede med 7 pct. i andet kvartal, og billedet er det samme i resten af verden, herunder vores vigtigste handelspartnere. Og med de fald i BNP, vi har set i bl.a. England, Tyskland og USA, er coronakrisen også ved at udvikle sig til en økonomisk krise.

En anden mulighed er, at hjælpepakkerne har stimuleret økonomien på den rigtige måde, og at de personer, der indtil videre er blevet ramt af et økonomiske tilbageslag, ikke er de typiske boligkøbere.

Øget interesse for boliger i landdistrikterne

Et område, hvor forudsigelserne til gengæld ser ud til at holde, er i forhold til interessen for at købe bolig i landdistrikterne. Behovet for at komme ud, hvor luften er friskere, og hvor der er lidt længere til naboerne end i byerne, blev skitseret som en mulig konsekvens af corona-udbruddet. Og det har vist sig at holde stik. Under nedlukningen af samfundet har vi også lært, at det er muligt at arbejde hjemmefra, og det kan også tænkes de kommende år at stimulere lysten til at bosætte sig lidt længere væk fra byerne og arbejdspladserne.

Salget af sommerhuse brager frem, og noget tyder på, at også interessen for helårsboliger i landdistrikterne er stigende. I juli blev der således givet lige knapt 30 pct. flere lånetilbud i landdistrikterne end i samme periode året før, viser en opgørelse fra Finans Danmark. Billedet går igen hos Totalkredit, der i årets første seks måneder har haft stigende udlån i samtlige af landets 98 kommuner.

I Forenet Kredit har vi en mærkesag om, at vi gerne vil styrke landdistrikterne, og vi mener, at det fortsat skal være muligt at få realkreditlån i hele landet. Det er derfor yderst glædeligt at se den øgede aktivitet i landdistrikterne.

BRANCHENYT
Læs også