Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Den ene dag direktør, den næste dag ingenting

Når vores jobtitel bliver så stor en del af vores identitet, at vi føler os reducerede til ingenting uden den, må alle alarmklokker ringe, skriver tidligere Aller-topchef i dette indlæg.

Vores jobtitel definerer os fortsat og indikerer vores placering i samfundet. Det er gammeldags, og det er tid til, at vi stopper med at definere os selv og hinanden ud fra en titel på visitkortet.

Gennem de seneste måneder har jeg selv stiftet bekendtskab med netop dette fænomen, og det har været interessant at opleve reaktionerne fra mine omgivelser, når jeg på spørgsmålet: »Nå, hvad laver du så?« har svaret: »Jeg er arbejdsløs«.

Senest til weekendens konfirmation var det tydeligt, at min borddame havde svært ved at håndtere mit svar. Mest bemærkelsesværdigt var dog min oplevelse under et interview til en artikel, hvor journalisten cirka halvvejs stillede spørgsmålet: »Hvordan oplevede du den ene dag at være topchef i en stor virksomhed, og den næste dag at være ingenting?« INGENTING? Spørgsmålet gjorde mig paf, og jeg kunne mærke en umiddelbar vrede mod journalisten.

Hurtigt blev jeg dog klar over, at han ingen onde hensigter havde og blot udtrykte en gængs opfattelse i vores kultur. Inden da havde tanken ikke strejfet mig en eneste gang, men hans spørgsmål fik mig til at overveje, om det er sådan omverden ser mig?

Personligt har jeg ikke et billede af at have mistet min værdi, fordi jeg ikke længere har et visitkort med en flot titel. At være adm. direktør var blot én ting blandt mange. Jeg er nemlig også ægtemand, far, bestyrelsesmedlem, ven, søn, indlægsholder, bror, klummeskribent og alt muligt andet. Det er alt sammen med til at definere mig som menneske, og det er et spejl af de valg jeg har foretaget og de erfaringer, livet har givet mig.

Personligt bliver jeg trist, når vi i 2020 fortsat har et behov for i så stor udstrækning at definere os selv og hinanden alene ud fra vores erhvervsmæssige virke. Det siger nemlig så uendeligt lidt om, hvem vi er som mennesker, og det betyder, at vi mister vigtige nuancer og gør vores samfund fattigere. Hvad vi brænder for, hvad der giver os energi, hvilke værdier vi står på, hvilke livsvalg vi har foretaget, hvad livet har lært os, hvad vi tror på, hvilke drømme vi har, hvor vi finder mening, hvad der bringer os lykke, og hvad vi ønsker at bidrage med til verden er langt mere interessant og berigende.

Desværre kan jeg ikke frasige mig i mine yngre år selv at have hængt mit værd op på min jobtitel, og jeg har i min karriere desværre også på nært hold oplevet højt placerede mennesker i dansk erhvervsliv, for hvem deres jobmæssige position er blevet deres rygrad. De har identificeret sig med deres titel i en sådan grad, at de ved tab af titlen også har mistet fodfæstet. De er blevet ramt af følelsen af værdiløshed, hvilket er ulykkeligt og voldsomt for både dem selv og deres pårørende.

Derfor har jeg også med glæde læst en række artikler over sommeren om mennesker, som har fravalgt en ellers flot og lovende karriere til fordel for at følge passionen og udleve en drøm. Og det glæder mig, når jeg møder (især unge) mennesker, som ikke ser karrieren som et lineært forløb med konstant stigning i hierarkisk niveau og løn, men derimod som en vej skabt af lyst, læring og mening.

Det siger sig selv, at vi som ledere har en opgave i at kende os selv nok til at forstå, at vores job blot er en delmængde af os. I sidste ende handler det om at turde lytte til, hvad der bringer os glæde og indrette vores (arbejds)liv derefter, og når jeg i øjeblikket får spørgsmålet: ”Vil du gerne være topchef igen?”, svarer jeg altid: ”Jeg holder af at være topchef, men mest af alt holder jeg af at være menneske.”

BRANCHENYT
Læs også