Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Når inflationen dykker fra for høj til for lav

De seneste år har inflationen systematisk været for lav, hvilket kan skabe en negativ spiral for forventningerne til fremtiden. Nu er centralbankernes opgave at overbevise omverdenen om, at inflationen ikke vil fortsætte nedad i al evighed.

Egentlig er det tankevækkende, hvor meget verden kan forandre sig, også for en centralbank. I ”gamle dage”, for 40-50 år siden, kæmpede centralbankerne med at presse en vedvarende høj inflation ned. I dag kæmper de for at presse en vedvarende lav inflation op.

Den amerikanske centralbank (Fed) annoncerede for nylig en ændring af dens målsætning for inflationen. Inflationen er et vigtigt økonomisk pejlemærke, så derfor har mange centralbanker et mål for, hvad inflationen ”helst” skal være, for at der er balance i samfundsøkonomien.

Fed’s gamle målsætning lød på, at inflationen helst skulle være på 2 pct., mens den nye målsætning er, at inflationen i gennemsnit skal være på 2 pct. over en periode. Det er en markant forskel.

Med den gamle målsætning forventede finansmarkedet, at centralbanken ville begynde at stramme pengepolitikken via højere pengepolitiske renter, når inflationen nærmede sig 2 pct., men med den nye målsætning vil centralbanken være mere langmodig med inflationen og tillade, at den stiger op over 2 pct. i en periode, uden at de af den grund hæver renterne.

Nogle havde forventet, at også Den Europæiske Centralbank, ECB, i sidste uge ville ændre inflationsmålsætning i retning af den amerikanske, men det skete ikke. Forventningen er dog, at det vil ske inden længe, måske på bankens rentemøde i december.

ECB indførte sin 2 procent-målsætning i 1998, mens Fed fulgte efter i 2012 - de havde dog allerede fra omkring årtusindskiftet en uformel målsætning på 2 pct.

Baggrunden for overhovedet at have en målsætning for inflationen var den meget høje inflation i 1970’erne og 1980’erne, som sendte den 10-årige obligationsrente op over 15 pct. i USA i begyndelsen af 1980’erne, mens de ældre danskere (som undertegnede) sikkert kan huske, da renten på statsobligationer og lange realkreditobligationer herhjemme var på over 20 pct. i den periode. Det lyder som utopi for de fleste i vore dage.

Inflationen blev dengang kvalt ved at hæve de pengepolitiske renter til hidtil usete højder – i USA helt op til 22 pct. Det er den samme pengepolitiske rentesats, som i dag ligger i intervallet 0,00-0,25 pct.

I løbet af 1990’erne var inflationen nedbragt til omkring 2 pct., hvor den så holdt sig i en længere årrække. Gennem de seneste 10 år har inflationen dog for det meste ligget på under 2 pct., og det er dét, som Fed nu har reageret på. Man kan dog spørge, hvorfor Fed ikke kan være ligeglad med den for lave inflation?

Det kan de ikke, fordi inflationen i dag påvirker borgernes og virksomhedernes forventninger til, hvad inflationen skal være i fremtiden. Inflationsforventningerne har stor betydning for lønudviklingen og for varepriserne. Høje inflationsforventninger som i 1970’erne kan skabe en selvforstærkende inflationsspiral opad, fordi lønmodtagerne kræver høje lønstigninger i forventning om, at varepriserne er højere i morgen end i dag, samtidig med at virksomhederne løbende hæver varepriserne for at kompensere for de stigende lønninger. Og sådan kan spiralen fortsætte opad.

Det, som Fed gjorde i 1970’erne og 1980’erne, var at overbevise borgerne og virksomhederne om, at inflationen var under kontrol, hvilket fjernede den opadgående inflationsspiral. Det banede blandt andet vejen for et mangeårigt fald i obligationsrenterne, ikke bare i USA, men også i Europa.

Nu er situationen derimod den modsatte: De seneste mange år har inflationen systematisk været for lav, under 2 pct., hvilket kan skabe en negativ inflationsspiral: Forventning om fortsat lav inflation i fremtiden fører til lav lønstigningstakt og lave prisstigninger på varer og tjenester og dermed til endnu lavere inflation. Risikoen er dermed en inflationsspiral nedad. Nu er centralbankernes opgave derfor at overbevise omverdenen om, at inflationen ikke vil fortsætte nedad i al evighed, men at den vil stige moderat.

Så kan man måske spørge, hvilken relevans, centralbankernes inflationsmålsætning har for ”almindelige” investorer? Svaret er, at det har stor betydning. I den aktuelle situation peger det i retning af, at obligationsrenterne kan forblive meget lave i endnu længere tid end med den gamle målsætning, og at aktiekurserne lang tid fremover vil blive støttet af det meget lave renteniveau.

BRANCHENYT
Læs også