Debat
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Teknologisk optimering af mennesket kan redde fremtidens "Arne" fra nedslidning som 60-årig

Teknologisk optimering af mennesket kan være med til at redde fremtidige ’’Arner’’ fra nedslidning pga. fysisk tærende arbejde. Mange er allerede i gang med at optimere sig selv, enten fysisk eller mentalt.

Teknologisk optimering af mennesket lyder givetvis som et sci-fi-scenarie, der ligger langt ude i fremtiden for de fleste. Men faktisk er grænsen mellem menneske og teknologi allerede flydende.

Der er bl.a. gennemført eksperimenter, hvor en abe styrer cursoren på en computerskærm ved hjælp af en indopereret elektrode i dens hjerne. Biohackere bruger i dag teknologi til at optimere deres ydeevne. Og sammen med pacemakere, høreapparater og eksoskeletter ser vi eksempler på, hvordan vi allerede nu optimerer menneskets fysiske og mentale kunnen ved hjælp af teknologi.

Tager vi sammensmeltningen mellem mennesket og teknologi til os, så skaber det en lang række muligheder, der vil gavne samfundet og det enkelte individ. Bruges det rigtigt, vil man ved hjælp af teknologi kunne højne livskvaliteten for mange, der til dagligt må kæmpe med fysiske eller mentale lidelser.

Og noget tyder på, at danskerne allerede er tilhængere af tanken om teknologisk optimering af mennesket.

Kaspersky har netop offentliggjort en stor undersøgelse, der dykker ned i den offentlige opfattelse af fænomenet. Den viser, at hver anden dansker står klar til at optimere deres krop ved hjælp af teknologi - og de fleste begrunder det med, at de vil gøre det, hvis det højnede deres livskvalitet.

Cyborg-soldater eller teknologi, der redder liv?

Teknologisk optimering af mennesket rejser en række etiske dilemmaer.

Hvem bestemmer, hvornår nok er nok? Er det ok at optimere mennesket, så det kan klare mere end normalt? Hvad sker der med samfundet, hvis man kan købe sig til fysisk eller mental overlegenhed?

Historisk set er der altid nogen, der har udnyttet nye teknologier negativt - men generelt har disse teknologiske fremskridt været positive for menneskeheden.

Derfor er det også vigtigt, at vi forholder os til, hvordan vi ønsker at bruge teknologisk optimering af mennesket.

Det giver ikke mening at gå ind og dømme den enkelte teknologiske opfindelse ude, fordi den potentielt kan misbruges. Vi skal i stedet forholde os til, hvordan vi kan udnytte de muligheder, den skaber, og samtidig skærme os mod de negative konsekvenser, den potentielt kan medføre.

For nogle år tilbage skyllede Internet of Things-bølgen ind over os, uden at vi i synderlig grad forholdt os til hverken de positive muligheder eller de uheldige konsekvenser, teknologien har ført med sig.

Manglende reguleringer fra stater og generelle retningslinjer i forhold til anvendelse og ikke mindst sikkerhed har gjort, at vi har installeret intelligente produkter i private hjem og på arbejdspladser med blødende sikkerhedshuller.

For at undgå at teknologisk optimering af mennesket på samme måde overhaler os indenom, skal vi derfor indtænke den som en del af vores samfund allerede nu.

Skal vi anskue det som et hjælpemiddel til bedre sundhed og livskvalitet? Ja, endelig! For ønsker vi da ikke alle, at vi kan højne livskvaliteten hos de mange, der til dagligt må kæmpe mod skavanker fra et langt og nedslidende liv på arbejdsmarkedet?

I stedet for at sende Arne på tidlig pension, fordi hans krop ikke kan mere, så kunne vi i stedet med teknologisk optimering sikre, at Arne slet ikke bliver nedslidt.

Men det skal foregå på en ordentlig måde. Det kræver en ordentlig debat, hvor vi forholder os etisk og teknologisk til grænserne for, hvad vi synes er godt og skidt, hvordan de mange forskellige teknologier til menneskelig optimering kan og skal bruges, så alle vinder ved det og ingen presses ud, hvor de ikke vil eller bør være med.

Det kræver, at vi ikke dømmer teknologien ude på baggrund af sci-fi-agtige skrækscenarier, men i stedet tager den til os på en ordentlig måde, og tør drømme om, hvordan den kan hjælpe skæbner som Arne til et bedre liv.

BRANCHENYT
Læs også