De ældre mænd og valget i USA: Denne kandidat er bedst for Danmark

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Som alle sikkert har bemærket, er der nu kun få uger til, at det amerikanske præsidentvalg skal afgøres mellem de to ældre herrer Joe Biden på 77 år og Donald Trump på 74 år.

Det er for begges vedkommende noget over gennemsnitsalderen på amerikanske præsidenter, som siden 1789, da George Washington blev indsat som den første af USA’s indtil nu 45 præsidenter, har været 55 år, da de overtog embedet. Den hidtil ældste var Ronald Reagan, der var 70 år, da han blev præsident første gang i 1981, mens den yngste, John F. Kennedy, var 43 år ved tiltrædelsen i 1961. Den absolut yngste var dog Teddy Roosevelt, der som 42 årig vicepræsident efterfulgte William McKinley, som var blevet skuddræbt af anarkisten Leon Czolgosz den 6. september 1901.

Ifølge meningsmålingerne er alderspræsidenten Joe Biden klar favorit til at indtage Det Hvide Hus, men man bør ikke helt afskrive Donald Trump. For det første fordi præsidenten er en formidabel modstander at være oppe imod, og måske ikke mindst nu, da han kan prale med personligt at have besejret ’Kina-virussen’.

For det andet fordi valget ikke afgøres ved at vinde flest stemmer på landsplan, men ved at vinde de rigtige stater. Derfor må Trump-lejren satse alt på at vinde alle de vigtige svingstater, herunder Pennsylvania, Arizona, Florida og Ohio, for at kunne vende et truende nederlag til sejr. Problemet for ham er bare, at demokraterne også her har et forholdsvist solidt forspring. Det vil altså kræve en kæmpeindsats af den, må man formode, fortsat coronasvækkede præsident Trump at føre en succesfuld kampagne så mange steder på så kort tid.

Derfor tror jeg også, at vi står over for et præsidentskifte. Og at det udover de alment kendte forhold vedrørende Trumps personlighed, ikke mindst vil være hans (manglende) håndtering af pandemien, som bliver afgørende, når regnskabets time kommer.

Både de menneskelige og økonomiske omkostninger af coronakrisen har været store. USA har indtil videre haft tæt ved 8 millioner registrerede covid-19 tilfælde, hvoraf flere end 220.000 er endt fatalt. I 2. kvartal dykkede økonomien med næsten 9 pct., mens arbejdsløsheden steg dramatisk fra 3,5 pct. i februar til 14,7 pct. i april. Og selvom det nu går bedre igen, er der fortsat lang vej tilbage til niveauet fra før covid-19.

Men selvom der måtte komme en demokratisk præsident til magten, afhænger et egentligt regimeskifte lige så meget af resultatet ved det samtidige valg til kongressens to kamre, Huset og Senatet. For tiden er der et republikansk flertal i Senatet, hvor 35 af 100 sæder er på valg, mens demokraterne sidder på et solidt flertal i Huset, hvor alle 435 pladser er på valg.

Forbliver kongressen splittet, er præsidenten i vid udstrækning bundet på hænder og fødder, mens et flertal i begge kamre næsten er ensbetydende med frit valg på alle hylder. Og som det ser ud i meningsmålingerne lige nu, ja så står demokraterne faktisk til at få et absolut flertal. I givet fald kan vi se frem mod en periode, hvor USA igen vil sætte fokus på lighed, velfærd, klima og internationalt samarbejde. Og selvom den hårde retorik over for Kina vil fortsætte, er der håb om, at den destruktive handelskrig mellem de to stormagter vil kunne blive bragt til ende.

Det er efter min mening nok det mest optimale scenarie, man kan forestille sig set med danske øjne. USA er målt på alle parametre en af Danmarks allervigtigste partnere, og som en lille åben økonomi har vi nydt godt af de store teknologiske og handelmæssige landvindinger, som er blevet muliggjort under den amerikansk ledede liberale verdensorden.

Samtidig er det værd at hæfte sig ved, at Joe Biden vil iværksætte et 2 trillioner dollar stort investeringsprogram til at genoprette økonomien. Et program, som bl.a. skal fremtidssikre det amerikanske samfund gennem en grøn og digital omstilling af økonomien. Det kan danske virksomheder potentielt få stor gavn af, da det er områder, hvor Danmark over årene har opbygget komparative fordele og nyder stor international anerkendelse.

Jeg er heller ikke synderligt bekymret for reaktionen på de finansielle markeder af et præsidentskifte, selvom demokraternes økonomiske program indebærer højere skatter. Noget som aktiemarkederne normalt ikke bryder sig om. Men erfaringen viser, at investorerne på den lidt længere bane i højere grad reagerer på den langsigtede økonomiske udvikling, som Bidens politik faktisk understøtter. Samtidig må det ikke glemmes, at pengepolitikken, som er den vigtigste faktor bag den lange aktieoptur, som vi har været vidne til, vil forblive ultralempelig i mange år fremover.

Så det er på mange måder et skelsættende valg, vi kigger ind i. Det eneste sikre er, at en ældre hvid mand bliver den næste præsident i Guds eget land. Hvad det ellers må føre med sig i identitetspolitikkens tidsalder, tør jeg til gengæld ikke gætte på.