Serier

Knækker regeringens hockeystavs-plan for den grønne omstilling?

Den grønne omstilling kræver planlægning af et omfang ikke set siden oliekriserne. Den udfordring fortrænges i debatten af mediernes fokus på ’hvor pengene skal komme fra’ og en grøn skattereform. Ny analyse fra Dansk Energi viser risikoen for, at regeringens ’hockeystav’ knækker.

Corona rammer verden

Vi står over for en gennemgribende grøn omstilling, som vil kræve nye måder at producere, distribuere, arbejde og forbruge på. Denne forandring er knæsat i klimalovens mål om 70 pct. reduktion af drivhusgasudledninger i 2030.

Regeringen har valgt at udskyde reduktionerne, så mere skal gøres tæt ved 2030 – og reduktionsstien dermed følger formen på en hockeystav. Omstillingen kræver et omfattende analyse- og planlægningsarbejde, som Dansk Energi netop har bidraget til med en ny analyse af behovet for kompetencer på arbejdsmarkedet frem mod 2030.

Analysen giver et seriøst bud på, hvor og hvornår vi kommer til at mangle hænder, og den peger på de planlægningsmæssige værktøjer, som politikere og arbejdsmarkedets parter bør prioritere for at få omstillingen til at forløbe mere gnidningsfrit.

Analysen konkluderer, at der skal investeres ekstra 316 mia. kr. samlet i perioden 2021-2030, som vil indebære en efterspørgsel på arbejdskraft på 290.000 årsværk. Det svarer altså til 29.000 fuldtidsstillinger per år i gennemsnit, men antallet stiger hvert år frem til 2028, når behovet topper på over 40.000 stillinger.

I løbet af årtiet skal vores energisystem transformeres til mere vedvarende energi bl.a. gennem elektrificering af transporten og industrien og udbygning af fjernvarmen. En stor del af investeringerne går derfor til udbygningen af havvind, men der skal f.eks. også dagligt udskiftes flere end 150 olie- eller gasfyr i private hjem og opstilles flere end 250 ladestandere.

Dette er en enorm planlægningsudfordring, der især vil kræve flere erhvervsfagligt uddannede elektrikere, smede, VVS’ere og ufaglærte med relevante specialkompetencer. Dansk Energi understreger desuden at investeringernes rækkefølge ikke bør være tilfældig, men gennemtænkt og komplementerende.

Der er altså behov for en sammenhængende plan for, hvordan ressourcerne til store investeringer i den grønne omstilling skal tilvejebringes. Når der er få arbejdsløse med relevante kompetencer, nytter det ikke noget af ’finde pengene’ til 1000 faglærte ved at fyre 1000 sygeplejersker.

Der er altså behov for en sammenhængende plan for med både store investeringer i grøn omstilling og for hvordan, ressourcerne skal tilvejebringes. Når der er få arbejdsløse med relevante kompetencer, nytter det ikke noget af ’finde pengene’ til 1000 faglærte ved at fyre 1000 sygeplejersker.

Vi burde indlysende tidligere have sat turbo på omstillingen ved hjælp af større finanspolitiske underskud.

I den politiske virkelighed er politikere og embedsmænd imidlertid ikke trænet i at finde hænderne , men i at finde pengene. I årtier har vores politikere været fanget i en husholdningsøkonomisk parallelverden, hvor staten bør have finanspolitisk balance eller overskud. Der er brugt uanede mængder af tid på at kalde hinanden for økonomisk uansvarlige for ikke at ”finde hvor pengene skal komme fra”, samtidig med at økonomien har haft ledige hænder og den grønne omstilling er gået for langsomt.

Vi burde indlysende tidligere have sat turbo på omstillingen ved hjælp af større finanspolitiske underskud. Regeringen satser nu på en ’hockeystavs-plan’, hvor reduktionerne skal realiseres tættere på 2030 for at undgå at skulle ’finde pengene’ inden da. Som analysen fra Dansk Energi gør klart, kan denne tilgang sætte stort pres på flaskehalse på arbejdsmarkedet, fordi hænderne simpelthen ikke er til rådighed. Der er altså risiko for, at hockeystaven knækker, når for meget pres placeres for enden.

Politikerne har som et alternativ valgt at satse på en grøn skattereform, der skal hæve afgiften på CO2 uden at belaste en lang række samfundsinteresser – og mindske behovet for planlægning. Økonomer kalder denne balanceakt ”næsten umulig”, og kun 37 pct. af danskerne støtter en generel CO2-afgift.

Selv hvis der skulle findes politisk opbakning, har tidligere departementschef i Skatteministeriet rejst det praktiske spørgsmål, “om det overhovedet er muligt at indføre en velfungerende generel CO2-afgift?” For det tredje, er der grund til at betvivle, om CO2-afgifter kan frembringe den nødvendige innovation. Den store tiltro til CO2-afgifter beror på heroiske antagelser om, optimal adfærd og at innovation vil opstå ved hjælp af grundforskning, demonstrationsprojekter og private virksomheders investeringer.

Det nuværende sol- og vindenergigennembrud er eksempelvis en stor bedrift af planlæggende politikere, embedsmænd og virksomheder, som har skabt varige markeder for opskalering af specifikke vedvarende teknologier. CO2-afgifter er effektive til at forårsage skift til konkurrerende løsninger, som mangler det sidste skub for at blive konkurrencedygtige.

Men der er en lang vej med gradvist voksende innovation, opskalering, udvikling af virksomhedsmodeller, forbrugertilvænning og markedsmodning, før denne fase nås. I nedbringelsen af CO2-udledningen i det danske samfund må vi derfor blive bedre til planlægningsdelen, nedtone vores forventninger til CO2-afgifter og droppe den husholdningsøkonomiske finanspolitik.

BRANCHENYT
Læs også