Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Vismændene: Yndefuld dans med en hammer i baglommen skal knække smittespredning

Det er afgørende, at der i kampen mod covid-19 er det fornødne fokus på at sikre, at sekvensen “opsporing-test-isolation” fungerer effektivt, og at der tilføres de nødvendige ressourcer. Det skriver de økonomiske vismænd i denne kronik.

Corona rammer verden

I kampen mod covid-19 er myndighedernes selverklærede våben “Hammeren og Dansen”. Den epidemiologiske strategi går ud på at bruge hammeren (nedlukning) til at slå virus ned, hvorefter smitten ideelt set holdes på så lavt et niveau som muligt ved hjælp af løbende test, opsporing og isolation af smittede samt lejlighedsvise regionale indsatser (dansen). Sidstnævnte kan spænde vidt fra indsatser på konkrete arbejdspladser til nedlukning af lokalområder.

Helt overordnet er det for tidligt at sige, om den valgte strategi er at foretrække frem for alternativer, såsom strategier der i højere grad tillader smitten at brede sig i befolkningen under hensyntagen til sundhedsmæssigt svage grupper og sundhedsvæsnets kapacitet. En sådan vurdering vil først kunne foretages, når sundhedskrisen er overstået. Resultatet vil særligt afhænge af, hvor længe vi kommer til at vente på en vaccine, og om der er senvirkninger af at være angrebet af virus, som forklaret i vores efterårsrapport.

Men resultatet vil også afhænge af, hvor effektivt myndighederne er i stand til at forfølge den valgte strategi; hvor yndefuldt vi som samfund er i stand til at danse med virus. Her er der potentielt plads til forbedringer, afhængigt af hvordan et flertal i Folketinget ønsker at placere sig i en grundlæggende afvejning mellem effektivitet og fordeling, som vi kommer tilbage til nedenfor.

Yndefuld dans kræver grundlæggende, at vi kender til smittens udbredelse i samfundet. Ideelt set kræver et sådan kendskab tilgang til repræsentative test (som minimum) på landsplan, hvilket det indtil videre ikke har været muligt at effektuere, da mange ikke møder op i det fornødne omfang. I den nuværende situation, hvor der er frygt for, at en “mink-variant” af covid-19-virus er i omløb, skærpes behovet selvfølgelig for at teste – herunder test for eksistensen af et eventuelt dansk bidrag til den globale sundhedskrise.

Manglende fremmøde kan skyldes glemsomhed, hvilket kan håndteres via automatiske påmindelser; adfærdsøkonomer og psykologer kan rådgive om, hvilken ordlyd påmindelserne bør have for størst mulig effekt. I andre tilfælde kan manglende fremmøde skyldes, at den udvalgte føler, der er andre og vigtigere at tage sig til, eller slet og ret at vedkommende ikke ønsker at deltage af principielle årsager. Dette kan adresseres ved hjælp af en kombination af tilskyndelse – f.eks. i form af betaling for deltagelse eller en form for sanktion – så stikprøven får en passende størrelse.

Et andet basalt element i den valgte strategi består i den løbende smitteopsporing. Den løbende smitteopsporing handler om hurtigt og effektivt at kunne opspore, teste og isolere smittede. På tidspunktet, vi indhentede information til vores efterårsrapport, var det sådan, at smitteopsporede i gennemsnit videregav oplysninger på 4,5 nære kontakter, hvoraf smitteopsporingsenheden fulgte op på 1,5; resten blev overladt til de opsporede.

Det er uklart, i hvilken grad de opsporede efterfølgende rent faktisk lader sig teste, og om de smittede lader sig isolere. Samtidig står det ikke klart, hvor hurtigt test og isolation lader sig effektuere for de opsporede. Da covid-19 smitter i den præsymptomatiske sygdomsfase, er hastighed afgørende for effekten af indsatsen.

Grundlæggende er det altså ikke muligt at vurdere, hvor effektiv smitteopsporingen er. I det tilfælde, opsporingen ikke foregår effektivt, er konsekvenserne potentielt vidtrækkende, da det kan føre til, at det er nødvendigt at trække hammeren for at slå smitten ned. Men det er samfundsøkonomisk særdeles dyrt, da smitten i så fald er ude af kontrol.

Det er derfor afgørende, at der er det fornødne fokus på at sikre, at “opsporing-test-isolation”-sekvensen fungerer effektivt, og at der tilføres de nødvendige ressourcer. Den meget omtalte “smitte-app” er i princippet et udmærket supplerende initiativ. På det tidspunkt, hvor vi skrev vores rapport, blev det imidlertid anslået, at app’en blot havde bevirket, at 14 personer var blevet testet positive med covid-19. Efterfølgende er app’en blevet fejlsøgt, og der er rettet fejl, der formentlig har øget app’ens effektivitet.

Et effektivt system forudsætter, at de opsporede lader sig teste og isolere. Hvis for mange ikke ønsker at lade sig teste eller isolere, kan det være nødvendigt at indføre forskellige former for tilskyndelse. Samtidig er det vigtigt, at myndighederne informerer om mulighederne for at lade sig isolere, eksempelvis gennem leje af hotelværelser til de smittede. Yndefuld dans kræver fuld fokus på effektivitet af hele sekvensen fra opsporing til isolation.

En tredje facet i strategien knytter sig til anvendelsen af massetest som en “blødnæset hammer”. Økonomen Paul Romer har i selskab med epidemiologer foreslået en teststrategi, der grundlæggende handler om løbende at teste hele befolkningen for derved at undertrykke virus.

Hvis man skærer ind til benet, står landets politikere ultimativt over for en fundamental afvejning mellem effektivitet af smitteopsporing og fordeling af “frihed”.

Det er værd at overveje, om en sådan strategi lader sig effektuere, i hvert fald på lokalt niveau, i situationer, hvor smitten er ved at komme ud af kontrol. Det vil uvilkårligt være dyrt, men det vil med stor sikkerhed være at foretrække at slå samfundet med en blødnæset hammer frem for med den klassiske udgave. Igen kræver det dog, at indkaldte lader sig teste og isolere, hvilket kræver beslutninger fra politisk hold.

Som det fremgår, er det ikke helt enkelt at danse yndefuldt med virus. Hvis man skærer ind til benet, står landets politikere ultimativt over for en fundamental afvejning mellem effektivitet af smitteopsporing og fordeling af “frihed”. Yndefuld dans kræver effektiv test, opsporing og isolation af smittede. Maksimal effektivitet af indsatsen kræver principielt, at alle danskere bidrager. I praksis risikerer det at overskride nogle borgeres grænser; nogle vil føle, at deres rettigheder til ikke at blive testet og registreret trædes under fode. Og her opstår et dilemma: Hvis borgerne tillades sådanne friheder, og mange benytter sig heraf, begrænses andres frihed.

Hvis mange afholder sig fra at blive testet og isoleret, kan smitten ikke kontrolleres effektivt, og det vil særligt gå ud over dem, der ikke kan tåle at blive smittet. Denne gruppes frihed til at færdes i samfundet begrænses, hvis andres frihed til at ignorere covid-19 skal respekteres fuldt ud. Ligeledes vil friheden til at drive erhvervsvirksomhed - eller bare at udleve sit ønskede forbrugsmønster - blive begrænset, hvis akavet dans med virus leder til at hammeren må trækkes. Hensynet til fordeling af “frihed” består således i hvilken befolkningsgruppes ”frihed”, der skal tages mest hensyn til.

I yderste instans er der således tale om en (set med økonom-øjne) klassisk afvejning mellem effektivitet og fordeling. Det er kun landets politikere, der kan beslutte, hvad der udgør en “passende” afvejning mellem disse to hensyn. I yderste instans vil valget dog have stor betydning for, hvordan Danmark klarer sig igennem den krise landet for nærværende befinder sig i.

BRANCHENYT
Læs også