Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Vaccinenyhed kan være en god grund til at tjekke din investeringsstrategi

Positiv vaccine-nyhed giver lys for enden af tunnelen, og et opsving i verdensøkonomien kan være på vej. Derfor kan det også være en god idé at genbesøge sin investeringsstrategi. Men husk, der kan fortsat være bump på vejen.

Corona rammer verden

Sidste uges positive vaccinenyhed fra amerikanske Pfizer og tyske Biontech sendte alverdens aktiemarkeder op med raketfart og indfriede alles forventninger om, at en vaccine mod covid-19 vil være en gamechanger for aktiemarkederne og verdensøkonomien.

Glæden er som sådan ikke overraskende, da vaccinenyheden giver håb om, at vi inden for en overskuelig fremtid kan vende tilbage til normale tilstande. For nedlukninger og diverse mobilitetsrestriktioner har sendt verdensøkonomien ud i en recession, og det modsatte er derfor også forventeligt, da en vaccine betyder, at nedlukninger og mobilitetsrestriktioner kan fejes af bordet igen i takt med, at vi kan massevaccinere.

Vi står kort sagt over for et opsving i de økonomiske konjunkturer. I den fase er det risikofyldte aktiver som aktier, der klarer sig bedst, mens de sikre statsobligationer lider under udsigten til, at centralbankerne typisk vil begynde at stramme pengepolitikken.

Investeringsmæssigt betyder det, at det er en god idé at ”overvægte” aktier i forhold til obligationer, og som privatinvestor er det derfor også på tide at genbesøge sin investeringsstrategi.

At ”overvægte” aktier betyder, at man skal til at købe flere aktier. Men det er ikke helt ligegyldigt, hvilke aktier man køber, hvis man vil have mest muligt ud af den forestående genopretning af verdensøkonomien.

For mindre aktive, private investorer kommer man langt med at øge eksponeringen via en global aktiefond, men vil man slå markedsudviklingen, er det nødvendigt som minimum at skele til, hvilke sektorer man investerer i.

Læner vi os ind i historien og intuitionen, er og har det været vækstfølsomme aktier, såkaldte cykliske aktier, der har trukket fra i begyndelsen af et opsving. Det forventer jeg heller ikke, at det vil være anderledes denne gang. Til gengæld forventer jeg store forskelle på afkastene i det cykliske univers.

Corona-pandemien har ramt meget ulige på de forskellige sektorer og dermed også i forhold til regioner. Det betyder omvendt, at man som første skridt i tjekket af sin investeringsstrategi bør tage et tilbageblik på sidste uges udvikling på aktiemarkedet.

Her fik vi nemlig en forsmag på, hvem der vil nyde bedst af en kommende vaccine. Ikke overraskende var det de sektorer, som er blevet hårdest ramt af pandemien og nedlukningerne, der festede.

Men selvom de steg som små raketter, er der stadig meget at indhente. Både i forhold til hvor vi kom fra inden coronavirussen, og i forhold til de sektorer, der har klaret sig godt under coronakrisen.

Service (særligt turismerelateret), energi og banker var de helt store vindere oven på vaccinenyheden. En sektor som cyklisk forbrug (eksempelvis varige forbrugsgoder og luksusforbrugsvarer) og teknologi deltog modsat ikke i aktiefesten, men faldt derimod i kølvandet på nyheden.

De sidstnævnte sektorers omsætning har nemlig været mindre påvirket af mobilitetsrestriktionerne. De har derfor også klaret sig fint igennem pandemien, hvorved stigningspotentialet også er mere begrænset selv i et kommende globalt opsving sammenlignet med de sektorer, der er blevet bombet tilbage, og derfor også i dag er prisfastsat billigt.

Rådet herfra er derfor, at man skal forberede sig på en sektorrotation. For det kommende opsving vil have andre vindere og tabere, end dem vi ellers har set i 2020.

Det andet forhold, man skal vurdere, er timingen. Ikke fordi jeg tror, at man kan time sine investeringer perfekt, men pointen er, at man ikke skal være skræmt af, at flere sektorer og aktier tog noget af et hop i sidste uge.

Der er stadig lang vej til, at vi kan se bort fra kravene om at holde afstand og spritte af, og dermed til, at opsvinget for alvor bider sig fast. Lang tid betyder samtidig også masser af tid til bump på vejen, hvorfor der sagtens kan komme nye, gode opkøbsmuligheder på tilbagefald i aktiemarkedet.

Som et par af bumpene kan eksempelvis nævnes, at vi lige nu står midt i en ny vækstnedtur forårsaget af den høje smittespredning. Samtidig afventer vi fortsat, om Donald Trump vil forlade Det Hvide Hus i god ro og orden, ligesom der er en uafklaret situation i det amerikanske senat. Desuden ved vi endnu heller ikke, hvor længe vi skal vente på en ny stimulanspakke fra USA, og hvilke negative konsekvenser det vil få, hvis det trækker ud.

Så selvom jeg for en gangs skyld er sikker på, at lyset for enden af tunnelen ikke blot er det næste godstog, som kommer buldrende, er der stadig god tid til at gå igennem porteføljen og få justeret sin investeringsstrategi i forhold til det kommende opsving i verdensøkonomien.

BRANCHENYT
Læs også