Diktatur er ok, når bare der er corona

Statsminister Mette Frederiksen var i den grad på forkant, da hun lukkede Danmark og oplyste befolkningen om, at der ville blive begået fejl. At en af fejlene ville bestå i, at regeringen ville begå grundlovsbrud og handle fuldkommen enerådigt, blev der dog ikke sagt noget om dengang i marts, da Frederiksens slagtale slog benene væk under os alle. Nu står vi i den situation, at demokratiet de facto er sat ud af kraft.

I TV2’s Go’ aften Danmark den 12. november 2020 sagde Mette Frederiksen om mink-katastrofen:

”Den fejl, der foreligger, er jo, at det viste sig, at der ikke var lovhjemmel til den beslutning, som regeringen traf i sidste uge, og det er selvfølgelig en fejl, men det ændrer ikke ved substansen”.

Det skal formodentlig forstås sådan, at det for statsministeren var givet, at minkene alligevel skulle aflives. Når hun helt og aldeles ignorerer, at demokratiet går ud på at bestemme sammen og ikke enerådigt, kan man om ikke andet tale om noget substantielt. Det er nemlig dette, der er det virkeligt farlige: At hele diktatet om og beslutningsgrundlaget for, at minkavlere skal aflive deres forretning uden lovhjemmel, ikke er blevet diskuteret bredt.

Alt sker under dække af, at det handler om folkesundhed, liv og død. Jeg kan forstå det sidste, for ja, det handler om død, når man afliver 17 millioner mink og massakrerer et milliarderhverv. Resten er starten på en dårlig fortælling, der leder an til den næste. Danskerne og medierne må simpelthen udfordre Frederiksens grundlæggende princip – at regeringen ganske alene beslutter, hvad der er bedst for Danmark. Helt uden løbende at involvere Folketinget, fordi det skal gå hurtigt.

I Go’ aften Danmark fik statsministeren et spørgsmål fra en minkavler, der har destrueret sit livsværk og nu i princippet er arbejdsløs: ”Hvad vil vi blive erstattet med?” Hendes svar kunne, efter en længere kavalkade af udenomssnak, koges ned til noget i retning af, at regeringen vil se på ”hvad der kan gøres godt med, så minkavlerne kan komme videre til noget andet arbejde… få noget uddannelse og hjælp til at komme over i nogle andre fag”. Altså et ubehjælpeligt, deprimerende svar til en fortvivlet mand, der har mistet alt. Det illustrerede på glimrende vis, hvor lang afstand der er mellem regeringen og virkeligheden.

Et modspørgsmål til Socialdemokratiet kunne lyde: Ved I helt oprigtigt, hvad det vil sige, at et politisk parti tilintetgør generationers hårde arbejde, og hvad dette fører med sig? Det korte svar ville være: naturligvis ikke. De socialdemokratiske ministre er jo ikke minkavlere. Man kan ikke sådan uden videre forstå andres sorg, da den uden tvivl opleves på en helt anden måde af mennesker i træsko end af dem i høje hæle.

Lad mig komme med et hurtigt bud på en løsning af mange af de problemer, coronavirussen har medført: at vi hen over en uge afvikler regeringen og giver ministrene en uddannelse, så de kan hjælpes godt videre i et andet erhverv – selvfølgelig uden de privilegier, der normalt følger politikere, når de går af. Den tryghed skal de naturligvis heller ikke have, så får de en lille snært af følelsen af, hvad det vil sige, når noget man troede man havde, slet ikke er virkeligheden – det er corona-tider må de forstå.

Werner Valeur