Serier

Hvor alvorlig er klimakrisen egentlig?

Der er 580 milliarder ton CO2 tilbage at udlede i verden, hvis vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5 grader. Det giver en kæmpe udfordring for verdenssamfundet, og de voldsomme konsekvenser af klimaforandringerne er kun toppen af isbjerget.

Corona rammer verden

580 milliarder ton CO2. Det er, i rene tal, hvad vi samlet set har tilbage at udlede som verdenssamfund, hvis vi skal holde os under en global temperaturstigning på 1,5°C. De seneste par år, har vi hvert år udledt knap 35 mia. ton CO2, og med det nuværende udledningsniveau har vi derfor rundt regnet 16 år at løbe på.

Danmark har også et budget. Det hedder 410 millioner ton CO2. Uden en gennemgribende indsats vil budgettet være opbrugt om ca. 10-12 år.

Selv ikke coronakrisen har givet os et nævneværdigt forspring. Forskere har udregnet, at vi i første halvdel af 2020 - med omfattende globale lockdowns - rammer en global CO2-reduktion på 8,8 pct. Det er kun lidt mere end de nødvendige 7,4 pct., som vi hvert år skal reducere med for at overholde de globale klimaaftaler.

Man behøver ikke læse mange rapporter for at forstå alvoren, der udkommer oftere og oftere med forskningsresultater, og bevisbyrden for manglende klimahandling hober sig op. Allerede nu vurderes 2020 at komme til at blive det varmeste år nogensinde målt.

Vi har nu en koncentrationen af CO2 i atmosfæren, der er den højeste i over 3 millioner år. Tallet hedder 418 “parts per million”. Seneste gang, tallet var så højt, var havvandstanden mellem 15-25 meter højere og gennemsnitstemperaturen 2-3°C varmere end i dag. Det estimeres at vi - med nuværende globale indsatser - er på vej mod en +3°C temperaturstigning ved udgangen af dette århundrede.

De risici, vi allerede kan forudse er dog kun toppen af isbjerget. Den helt store “gamechanger” er klimakrisens ubekendte, alle de tipping points, som vi ikke præcist kan forudsiges konsekvenserne af. Det drejer sig bl.a. om tab af havis i Arktis, Antarktis og Grønland med havvandstigninger til følge. Om afsmeltningen af den sibiriske permafrost, som kan frigive en potentiel metanbombe - en drivhusgas, der er 25 gange kraftigere end CO2. Samt om reducerede regnmængder over Amazonas grundet fortsat afskovning. Fælles for disse tipping points er, at vi ikke kan komme tilbage igen, når først tærsklen er overskredet. De er irreversible.

Noget andet er de menneskelige og økonomiske konsekvenser. Ændres nedbørsmønstrene således, at Nilen delvist udtørrer, vil 250 millioner mennesker miste deres livsgrundlag, og - formentligt - søge nordpå. Allerede nu vurderes det, at halvdelen af alle migranter og flygtninge skyldes klimaforandringer. Omkring 2050 vil der ifølge EU’s nyeste tal være omkring 200 millioner mennesker om året, der må finde nye steder at bo.

En vurdering af de samlede omkostninger af manglende klimahandling blev fremlagt af forskere fra University College of London i oktober. Svimlende 5.400 mia. dollar er de globale omkostninger hvert år efter år 2070.

Selvom forskere for nyligt er begyndt at lede efter jordlignende planeter i mælkevejen, og politikere taler om teknologifix, har vi realistisk set hverken en planet B eller en plan B.

Der er dog også positive takter: USA får en ny præsident, som igen vil forpligte landet til globale klimaaftaler. EU er i fuld gang med at udrulle New Green Deal og har opjusteret sit reduktionsmål fra 40 pct. til 55 pct. i 2030. EU arbejder desuden på en ny taksonomi for bæredygtige investeringer, der gør det lettere for investorer at gennemskue hvilke investeringer, der reelt set har grøn effekt. Kina, Japan og Korea har inden for de seneste måneder meldt ud, at de vil gå efter massive CO2-reduktioner.

Hvis 2010’erne var de gode hensigter og skåltalernes årti, er der allerede første spæde tegn på at 2020’erne bliver handlingernes årti.

Verden over går befolkninger stadig på gaderne og vil have mere klimahandling. En britisk meningsmåling viste i foråret, at 48 pct. af de adspurgte ønskede klimahandling fra politikernes side. Trods corona kalder danskerne ifølge en nylig megafonmåling klima og miljø for “det vigtigste tema” i dansk politik.

Dertil kommer, at flere og flere virksomheder sætter sig reduktionsmål, præsenterer bæredygtighedsstrategier og investerer i mindre klimaaftryk.

Trods et katastrofalt og surrealistisk 2020 tegner der sig således her ved årets afslutning et unikt “window of opportunity” for klimahandling. Hvis 2010’erne var de gode hensigter og skåltalernes årti, er der allerede første spæde tegn på at 2020’erne bliver handlingernes årti.

Læs også