Er middelmådige mennesker mere lykkelige end de succesfulde?

Ifølge kommentaren ”Det succesfulde menneskes mentale anatomi” 19. november skal man tilsyneladende sætte alt over styr, sin familie, sine børn og sit eget ve og vel, hvis man skal være succesfuld. Ifølge artiklens tre eksempler på såkaldt ’succesfulde personer’ kan vejen til succes udelukkende fuldføres, hvis man er konstant ulykkelig. Måske hensigten med artiklen er, at vi alle skal droppe for høje mål i livet, for de kommer tilsyneladende med en ubetalelig pris (og derfor skal vi søge efter middelmådighed). 

I Danmark er det måske ikke helt skævt, at vi hellere vil have noget middelmådigt end en del over gennemsnittet, for det er sådan, vi opdrages. Vi danskere er sådan indrettet, at vi kun bevæger os ud på arbejdsmarkedet med en stor grad af sikkerhed – pakket ind i vat, garantier og lange opsigelsesvarsler med faste, marginale lønstigninger. 

Det er netop det, som for de fleste ødelægger drømmen om at blive selvstændig. Utryghed er ikke noget, danskere trives i. Overdrevent arbejde i perioder gør åbenbart folk ulykkelige. Men hov, det bliver man da ikke, hvis det er ens eget, eller man blot har fundet sin ”hylde”? I mine 20 år som iværksætter har jeg i hvert fald ikke været ulykkelig – tværtimod. 

Nogle gange tænker jeg: Hvad kan jeg, som de fleste danskere ikke kan? Hvorfor starter de ikke bare selv og bliver millionærer? Jeg er overbevist om, at danskerne har evnerne. De kunne godt – faglærte som højtuddannede. Men de skulle nok tro en anelse mere på sig selv. Fortælle andre om, hvad de er bedre til end gennemsnittet. Råbe lidt højere og markere deres selvtillid en anelse mere end blot i deres stille sind. 

Jeg kender ikke til ’jantelov’, men andre siger, at jeg giver den fingeren og tværer den ud i folks ansigter. Men man bliver ikke selvstændig, blot fordi man skider hul i ham der Jante.

Noget andet og mere essentielt står også i vejen for danskerne, og det er nøjagtigt det samme, som p.t. hærger Danmark og får befolkningen til at skide i bukserne. Og nej, det er ikke grundlovsbrud, aflivning af et helt erhverv eller flere hjemmearbejdsdage. Det er kogt ned til noget andet. 

Nemlig frygt.

Frygten for at fejle, frygten for at miste, frygten for at ramme forkert. Frygten for at gå imod strømmen. Frygt og atter frygt.

Danskere har krav på tryghed og kontrol over deres fremtid, ellers går de i hundene, tager mundbind på og roser statsministeren. Det er nok mest sikkert og det, som vi kender.

Der er ikke mange ting, som jeg frygter. Og selv hvis Danmark bliver så antidemokratisk, at man slet ikke kan kende landet, er jeg heller ikke bange. Så flytter jeg bare (igen).

Så et lille pip herfra: Tro mere på dig selv, mindre på autoriteter, og frygt ej; så sætter du dig selv mere fri.

Werner Valeur