Her er en muskel, du skal træne i 2021: Den indre pilekvist

Jeg har gode dage og dårlige dage. Her adskiller jeg mig nok ikke fra dig og de fleste andre mennesker. Jeg har også fundet ud af, hvad der gør forskellen på, om jeg er glad eller om jeg får gravet mig ned i et hul. På de gode dage bruger jeg min indre pilekvist. På de dårlige gør jeg ikke.

Af og til bliver jeg spurgt om det her med formål: Hvad er det, og hvordan finder man frem til sit eget formål. Jeg skal ikke trætte dig med definitionen, for den kan du sikkert til hudløshed, men blot sige, at uanset hvor fortærsket udtrykket er, var det den dag, jeg fandt mit eget formål, at jeg blev sådan grundglad.

Grundglad er ikke det samme som at være jubelglad. Det er en grundtilstand, hvor man sagtens kan have dage, der ikke er på toppen.

Mit formål var ikke noget, der faldt ned i hovedet på mig. Faktisk var det resultatet af seks års bevidst afsøgning. Det kom til mig en lørdag morgen i 2010, da jeg tilfældigt så Simon Sineks video om ”Why”. Da jeg så den video, var der noget, der faldt på plads.

Da videoen var slut, løb jeg ud til min computer, åbnede et frisk word-dokument og skrev ”My mission” på første linje. På under et minut havde jeg skrevet en side. Det kom som skidt fra en spædekalv.

Bagefter viste jeg det til mine venner. De var alle vildt begejstrede. De fornemmede nok, at det på trods af en klodset formulering havde rod i noget dybere.

Når jeg bliver spurgt til formål, siger jeg altid, at jeg er gladest, når jeg kan mærke, at jeg lever mit formål. Så har jeg det som Georg Gearløs. Fortabt i et eller anden spændende, jeg skal undersøge, opfinde eller forandre.

Indimellem mister jeg kontakten til formålet. Så kan jeg ikke længere huske, hvad det er egentlig er, jeg har gang i. Eller rettere hvorfor. Det taber sin mening for mig. I de situationer mister jeg også troen på mig selv. Jeg begynder at sammenligne mig med alle dem, der gør det bedre end mig. Og dem er der rigtig mange af, når jeg har det sådan.

De senere år har jeg opdaget, at det ikke er nok at have et formål. Der er et vigtigt lag, som skal ovenpå. Det er evnen til at konstant at bruge sin indre pilekvist. Det er en evne, som skal trænes, og man kan altid blive bedre til det. Min egen oplevelse er, at livet er allermest vibrerende, når jeg bruger min indre pilekvist aktivt.

Hvor det at kende sit formål bedst kan beskrives som at kende sit kald (jeg tror ikke, at det giver mening for alle at tænke sådan, men det gør det for mig), er pilekvisten en muskel, man bruger til at kalibrere. En muskel man kan træne.

Når jeg bruger min indre pilekvist, mærker jeg hele tiden efter, hvad der skal til nu for at gøre mig tilfreds eller holde mig grundglad. Det er ikke det samme som at være impulsiv og lyststyret. Overhovedet ikke. Det handler i højere grad om mod til at mærke efter, at jeg er lidt ude af sync, og hvad der skal til for at komme tilbage. Og mod til at handle på det.

Særligt det sidste – mod til at handle på det – er vigtigt.

Jeg taler tit med mennesker, der har opnået, hvad de drømte om. De har store karrierer, dejlige familier og tager på spændende ferier. Alligevel er de ikke glade.

Jeg tror, de har glemt, hvordan man bruger sin indre pilekvist. I stedet lytter de til andre stemmer. Måske deres egen stemme, som den lød, da de var yngre. Eller mere sandsynligt, de stemmer, de hører omkring sig. Familiens, vennernes, kollegernes eller samfundets.

Robert Kegan, en professor på Harvard, har studeret, hvordan vi udvikler os som voksne mennesker. Han taler om, hvordan vi med tiden kan udvikle et ”selvforfattet” og endda et ”selvtransformerende” mindset. Det handler om evnen til at lytte til sin egen indre stemme, men også evnen til at have en bevægelse i sit ståsted. Eckhart Tolle, som har skrevet Nuets kraft, taler om evnen til at lukke ned for den indre stemme, der konstant taler til os. I stedet appellerer han til at være til stede her og nu. Det er kun fra det sted, at livet kan leves og mærkes.

Det er ikke præcist pilekviste, de to taler om, men det løber alt sammen fra den samme kilde.

Jeg tror, at den evne – som jeg kalder den indre pilekvist – er en af de vigtigste muskler at træne. Eller genoptræne. 2021 kan jo året være året, hvor den får fokus.

Louise Orbesen