Fremtidens lederskab begynder med, at du sidder i rundkreds

For fire år siden parkerede jeg min bil foran et kursuscenter i Slagelse. Jeg tog min kuffert ud af bagagerummet og begav mig tøvende op mod hoveddøren. Jeg havde ingen idé om, hvad der ventede mig indenfor murene, og det var uden tvivl en god ting, for havde jeg vidst det, var jeg nok vendt om på hælene.

14 dage tidligere havde jeg taget en spontan beslutning. Jeg kørte på det tidspunkt et stort strategi- og ledelsesforløb med partnergruppen i en af Nordens største konsulentfirmaer. Vi havde inviteret en oplægsholder, der skulle tale om ”personligt lederskab”, og jeg havde ikke de store forventninger til indlægget. Det viste sig dog at være blændende. Han fangede min interesse fra start til slut.

Jeg vidste, at han var psykoterapeut (og det var faktisk en af grundene til, at jeg på forhånd ikke havde haft store forventninger), så jeg gik hjem, satte mig på terrassen og googlede ordet. Psykoterapi. Den ene spændende artikel tog den anden. Jeg skrev til ham for at høre, hvem der udbød den bedste uddannelse i Danmark, og inden jeg havde set mig op, var jeg optaget på et fireårigt deltidsstudie.

Nu stod jeg så her med hånden på dørhåndtaget til et kursuscenter i Slagelse. Bare det at være på et kursuscenter var nyt. Jeg havde vænnet mig til at træning, kurser og den slags foregik på hoteller og steder, hvor kaffen ikke blev serveret i mørkeblå termokander med en lille orange knop i toppen. Hele min krop var gennemsyret af tvivl, og den blev ikke mindre indenfor dørene.

Det første, jeg mødte, var underviseren. Han kom mig smilende i møde iført hat og briller og ternet jakke. Det næste var selve kursuslokalet. Her var bordene skubbet op langs væggene og stolene var placeret i en cirkel med en blomst i midten. Der var virkelig ikke langt til den joke, vi altid fyrede af på Handelshøjskolen, når noget nærmede sig det alternative: Bare vi ikke skal sidde i rundkreds og drikke jordbærte…

Men det skulle vi. Og det hjalp ikke på den klump af foragt og forvirring, jeg følte indeni.

De andre deltagere ankom, indtog stolene og der sad vi så – i rundkredsen – og kiggede på hinanden. Jeg kunne med det samme se, at det her var en samling af tudeprinser. Den slags der elsker at pille sig selv i navlen, opfinde alverdens problemer fra deres dårlige barndom og stortude, mens de lader det ene år tage det andet i terapiens selvoptagethed. Jeg besluttede, at jeg om lidt ville rejse mig og køre tilbage til København. Det var en fejl, at jeg var kommet, og det var helt fint at indse det nu.

Manden med hatten tog ordet, og bad os alle ”checke ind” (jeg mærkede igen modstand: checke ind er noget, man gør i en lufthavn og ikke i en rundkreds), og han sagde, at vi skulle fortælle, hvordan vi havde det LIGE nu. Bare mærke efter og så sætte ord på.

Det var til gengæld lige mig. Hvis der var noget, jeg havde brug for, var det at give luft til det atomkraftværk, der rumlede i maven. Jeg tog ordet og fortalte bramfrit, hvad jeg mente om de andre, der sad i rundkredsen og sluttede af med at sige, at jeg i øvrigt var gået ud af Handelshøjskolen som top-2 procent, og at jeg derfor nok også var for klog til overhovedet at sidde her. Jeg kiggede manden med hatten ind i øjnene og gjorde mig klar til at rejse mig for at gå.

Men han var ikke sur. Tværtimod smilede han oprigtigt. Han spurgte, hvordan det var lige nu. Jeg svarede, at det var utroligt rart at komme af med al den irritation. Han smilede. Jeg fortsatte så og sagde, at det selvfølgelig også var en smule træls at være så arrogant… Han spurgte, om der var en anden måde, jeg kunne tænke mig at være på og jeg svarede, at det da også kunne være meget fedt at være sådan en, der bare kunne være nysgerrig, åben og tolerant. Han trak en stol hen foran mig, og jeg satte mig i den. Hvad kunne der ske? Det var faktisk lidt sjovt og spændende.

Jeg anede ikke, hvad han havde gang i, men det virkede. Jeg blev ikke sendt tilbage til København, og jeg havde også glemt alt om det, for jeg havde tabt kæben og sad nu og betragtede noget, jeg endnu ikke forstod, men som jeg fandt så fascinerende, at jeg glemte alt om tid og sted.

Fire år senere har jeg bestået mundtlig og skriftlig eksamen - og kan nu kalde mig psykoterapeut. Det er ikke en titel, jeg skal bruge til noget, for det eneste, jeg ville med uddannelsen, var at forstå, hvad det vil sige at være menneske. Hvem er vi? Hvad driver os? Hvad former os? Jeg rådgiver topledelser og partnerskaber i strategi og ledelse. Jeg har altid spillet godt på den del af klaveret, der har med økonomi og forretning at gøre, og jeg har altid savnet at mestre den del, der handler om mennesket. Det der er indeni og mellem os.

Det har været fire vilde år. Virkelig. Jeg har grædt, pillet mig selv i navlen og været så afsindigt frustreret, vred og fortvivlet. I weekenden gik jeg ud ad den samme dør, som jeg gik ind ad dengang i september for fire år siden, og jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke vendte om på hælen den dag. Også selvom det var tæt på.

Når vi taler om fremtidens lederskab, taler vi om at højne den menneskelige intelligens i organisationerne. Og der findes ikke noget bedre sted at begynde på det end hos sig selv.

Louise Orbesen