Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Gratis penge så langt aktieøjet rækker

Investorerne har gode tider. Tiden med gratis penge kommer til at vare længe endnu, og det kommer ikke mindst aktieopsparerne til gode. Men der er faresignaler.

Negative renter

Renterne er lave, og verden er af lave. Prisen på penge har længe været lav, og der er aktuelt ikke noget som helst, der tyder på, at det ændrer sig de kommende to, tre eller sågar fem år ude i fremtiden.

Når kunderne går i banken, eller snarere logger ind på nettet, er det et bedrøveligt rentesyn, som møder dem. Udsigten til at få positivt afkast af sine kontanter de kommende år er nogenlunde på niveau med sandsynligheden for at få syv rigtige i lotto for en enkelt spillet række.

Det er dog kun halvdelen af uligheden. Prisen eller renten er den ene. Den anden er, at grænsen for hvornår de negative renter sætter ind, fortsat er på vej ned. I dag ligger normen omkring 100.000 for frie midler. Nogle steder mere; andre steder lidt mindre. Udviklingen tilsiger fortsat, at grænsen er på vej ned.

At betale for at have positivt indestående er imod den menneskelige natur. Det føles naturstridigt, og de eneste formildende omstændigheder er, at man ikke løber en risiko inden for indskydergarantien på 750.000 kr., og at renteudgifter på sit indestående trods alt er skattemæssigt fradragsberettiget. Det formilder dog ikke rigtig, gør det?

Parallelt med de lave renter oplever vi en økonomi, som er stærkt udfordret af første, anden eller tredje bølge af covid-19. Det finanspolitiske modsvar til nedlukning er flere økonomisk understøttende hjælpepakker. De hjælper.

Når vi ikke kan komme på restaurant, i biografen, til fodbold, til Mallorca, i storcentre endsige blive klippet, vil det kunne ses på privatforbruget. Når det falder (for alle kan ikke altid handle tøj, sko og interiør online), stiger opsparingen. Hvor går pengene så hen?

Et af de steder, hvor investorerne dirigerer dem hen, er i aktiemarkedet. Stigende opsparingskvoter og lave og negative renter og faldende grænser for, hvornår det sætter ind, fortsætter med likviditetsmæssigt at drive aktiekurserne opad.

Oveni kommer den gode stemning og de høje forventninger efter store stigninger i netop aktiemarkedet siden bunden i 2020. Pengene er succesfuldt blevet placeret i aktiemarkedet generelt og i den grønne omstilling. Men også mindre danske selskaber, som er blevet børsnoteret inden for det seneste år, har nydt godt af den likviditetsdrevne medvind.

Kursstigninger er ikke et nyt eller farligt fænomen, så længe de er funderede i den virkelige verden og økonomien. Så længe stigninger kan forklares og forsvares med gode fremtidsudsigter, et lavt udgangspunkt, underfokuserede og underanalyserede muligheder som bliver opdaget, etc. er der ingen ko eller bambi på aktieisen.

Udfordringerne opstår, når nye penge fra ”ny på aktiemarkedet”-investorer bliver drevet af lysten til at investere i noget, hvor risikoen er negligerbar eller opfattes som nul. Når interessen for aktier skyldes en jagt på den næste kursraket fra overskudslikviditet, som ikke normalt er tiltænkt aktiemarkedet, men hvor det er gårsdagens stigning, som genererer morgendagens interesse. Denne interesse kan være en flygtig flirt snarere end et langsigtet forhold.

De fleste større stigninger i større aktier kan forklares. De kan også forsvares af vækstudsigter og af, at prisfastsættelsen vil stige, når renterne går ned. Det handler om mulighederne for at tjene penge andre steder. Selv om aktier er højt vurderet, kan andre aktiver være endnu dyrere. Jo dyrere, jo lavere forventet fremtidigt afkast er der tale om.

»The trend is your friend«, som investorerne siger. Gad vide hvor længe den udvikling varer ved?

Alt peger på fortsat lave renter, finanspolitiske understøttelser og stigende opsparing (i det mindste på helt kort sigt). Alle veje fører til Rom og på samme måde fører mange biveje, investorerne ind på den store aktiemotorvej.

Aktierne er dog ikke den eneste aktivklasse, som har haft en meget vild udvikling det seneste kvartal. Bitcoin og andre ”coin-offers” har også haft en meget stærk rygvind. »The trend is your friend«, som investorerne siger. Gad vide hvor længe den udvikling varer ved?

Det minder lidt om tiden op til dotcom-boblen, og det er lidt farligt.

BRANCHENYT
Læs også