Grib øjeblikket og skab veje ud af krisen gennem innovation

Efterhånden er det alment anerkendt, at en god innovationsstrategi afskiller de virksomheder, som kommer stærkere ud af covid-19-krisen, fra dem, som ikke overlever eller kommer svækket ud. Så hvorfor innoverer alle virksomheder ikke bare? Hvis innovation er krisens medicin, burde alle jo bare innovere. Men der er desværre ikke noget ’bare’. 

Krisen er en mavepine og et benhårdt udskilningsløb for mange virksomheder. Den rammer også meget forskelligt, da virksomheder i forskellig grad er kampberedte. Nogle styrkes, andre svækkes. I januar steg antallet af konkurser i forhold til 2020, men ellers har antallet af konkurser ligget lavere i 2020 end normalt. Sandsynligvis også på grund af hjælpepakkerne, der holder de kriseramte virksomheder i live. 

En række erhvervsorganisationer har udtrykt forventning om et boom i konkurser i 2021. Fornylig viste en rapport fra Syddansk Universitet, at 38 pct. af de mindre virksomheder oplevede en nedgang i deres omsætning under nedlukningen, mens de resterende 62 pct. ikke oplevede nogen påvirkning eller oplevede fremgang. 

Økonomiske råderum, ikke mindst likviditeten, er afgørende for, om virksomheder kan innovere. Mindre virksomheders konkurrencefordel er ofte kendetegnet ved en agilitet, der muliggør meget med lidt. De er ekstraordinære dygtige til at gøre en forskel med de begrænsede ressourcer, de har til rådighed. Så selvom forklaringer på manglende innovation hos nogle mindre virksomheder skal findes i deres økonomiske tilstand, da krisen ramte, er det sandsynligvis næppe hele forklaringen. En yderligere, og mindst lige så vigtig, forklaring skal findes i mindsettet; i ledernes grundlæggende antagelser om krisen.

Vi vurderer, at erhvervsfolks antagelser om krisens grundlæggende natur og dynamik influerer på deres formåen til at transformere kriselandskabet til nye udviklingsmuligheder. 

De gode gamle dage kommer ikke tilbage  

Man kan ikke træde i den samme å to gange. Alt forandrer sig, og det der var i går, kommer ikke tilbage. Den antagelse køber nok de fleste erhvervsfolk, men lader sig måske alligevel guide af fortidens erfaringer. Det er menneskeligt. Det, der virkede i går, burde også virke i dag. Resultatet kan dog være alvorlige forsinkelser i reaktioner på krisen samt skyklapper i forhold til at udnytte de muligheder, som krisen tilbyder lige nu og her.

På den ene side er det en gængs opfattelse, som også underbygges af forskning, at eksisterende erfaringer og viden er særdeles vigtig for at kunne opdage ny muligheder, innovere og skabe profitable forretningsmodeller. Men paradoksalt nok bliver erfaringer stopklodsen i krisetider; i tider hvor det ’gamle normal’ udfordres, hvor dets regler er ugyldige, og hvor nye logikker dominerer. Lige så gavnlige som erfaringer er under normale stabile omstændigheder, kan de ondsindet forhindre nytænkning i krisetider.

I krisetider er det afgørende, at øjeblikkelighed overtager erfaringens rolle. Konkret skal erhvervsfolk afstå fra at holde vejret og se tiden an med lid til fortiden. De bør i stedet så at sige plukke dagen i dag, bruge deres intuition og handle ud i krisen, og så se, hvad de handlinger fostrer af nye muligheder og læring. Handling i nuet kræver en konstant refleksiv og eksperimenterende tilgang. Erhvervsfolk, der forbliver blændet af fortiden, kan ende som handlingslammede eller blive udkonkurreret af dem, der formår at gribe nuet.

Eksempler på nyopstartede, små og store virksomheder, der handler og udvikler med afsæt i covid-19-krisens nye logikker og præmisser er mange. F.eks. som når Diagonalkroen i Give pludselig bliver storleverandør af tarteletfyld.

De nye muligheder, der udvikles, kan være mere eller mindre relateret til virksomhedernes tidligere erhvervsdomæne. Andre muligheder bryder med domænet, og flytter virksomheden i nye retninger. Vi oplever midlertidig en tendens til, at virksomheder i stor grad lader sig guide af egne grundlæggende værdier og kernekompetencer, når de handler eksperimenterende i krisen.

Evnen til at handle med en ukendt fremtid for øje og hæfte sig ved nuets signaler kræver således løsrivelse fra fortiden. Det handler mindre om, hvad man ’plejede’ at gøre, men om gennem handling nu og her at tage aktiv del i at skabe fremtiden.

Bestandighed – akut normaltilstand  

Når noget er midlertidigt, er det lettere at kapere. Vi kan kapere at have ben i gips i fire måneder, fordi det er midlertidigt. Det er straks sværere, hvis det er bestandigt. Vi kan også overskue konsekvensen af at få en tand rykket ud, fordi smerten er kortvarig. Men vedvarende og bestandig tandpine er udholdelig. I midten af et break-up er kærlighed livets fjende, men i det større perspektiv livets gode. Nære familiemedlemmers død føles som om livet braser sammen, men skyldes jo livet, som vi fejrer og hyler.

Perspektivet på tid betyder noget. Det betyder noget, om et fænomen ses som kortvarigt, langvarigt eller bestandigt. Derfor er det ikke usandsynligt, at erhvervsfolks antagelser om krisens tidsperspektiv også betyder noget for, hvordan og hvorvidt de vil innovere.

En krise er som udgangspunkt et afbræk fra normalen; en afvigelse. Og basalt set er det afgørende, om krisen ses som en nødsituation eller en fremadrettet kontinuerlig tilstand. I sin nye bog taler dekan ved Københavns Universitet Mikkel Vedby Rasmussen om krise som ’akut normaltilstand’, fordi vi efterhånden konstant omgives af kriser, lige fra den nuværende coronakrise til finanskrisen i 2008, flytningekrisen i 2015, og den eksisterende klimakrise.

Det er klart mere sandsynligt, at erhvervsfolk agerer innovativt, hvis krisen betragtes som en bestandighed af akut normaltilstand nærmere end en midlertidig nødsituation, hvor den gamle verden vender tilbage. Repræsenterer krisen en ny pandemisk tidsalder, noget længerevarende men midlertidigt, eller noget der snart er overstået?

Det ved ingen. Men det kommer til at afgøre, hvem der vinder og taber innovationskapløbet.

Suna Løve Nielsen og Kim Klyver, professor