Serier

Finanssektoren kræver ret til fri prisdannelse

I en tid, hvor konkurrencemomentet i den finansielle sektor efterhånden, er forsvundet, påberåber den danske finansverden sig retten til at hæve priserne uden politisk indblanding.

Negative renter

Som reaktion på pengeinstitutternes varsling om stramning af den negative renteskrue har erhvervsminister Simon Kollerup for nylig udtalt, at der må sættes en stopper for bankernes griskhed. Netop dén udtalelse har han ikke været for heldig med, og de erfarne topchefer i finansverdenen var da heller ikke sene til at spille åbenlyst fornærmede.

For uanset hvilken grad af sandhed, der måtte være i Kollerups beskrivelse af bankerne, blev debatten et øjeblik drejet væk fra det centrale spørgsmål om, hvor grænsen går for bankernes opkrævning af renter og gebyrer hos kunderne.

Med dette udfald fra ministeren blev der startet en lettere ophedet debat mellem ham og en benhård branche, der bestemt ikke er til at bide skeer med. Det foreløbige resultat viser ikke overraskende, at ministeren lige så godt kunne være gået i krig med en partibog og et forladergevær.

Erhvervsministeren har utvivlsomt haft de bedste intentioner med sit forsøg på indgriben, men han er oppe imod Danmarks garvede magtelite, og selvom ministeren demonstrerer lidt politisk forargelse, skal der mere til at ryste toppen af den danske finansverden.

Der er en hårfin grænse mellem griskhed og en forretningsmæssig frihed til at maksimere sit overskud. Men når det er sagt, lever vi i et gennemreguleret samfund, hvor den erhvervsmæssige frihed ikke er ultimativ – heller ikke – og måske især ikke for bankerne. Med tanke på de seneste års bankskandaler er det næppe forkert at se kritisk på samme bankers ageren.

Danske Banks nyudnævnte direktør Carsten Egeriis har udtalt, at bankens aktionærer i årevis har betalt omkostningerne til de negative renter. Det lyder interessant, og Egeriis er sikkert villig til, at der graves et spadestik dybere. For eksempel kunne han fremlægge en opgørelse over bankens nettoindtægter på den negative indlånsrente sat op imod bankens renteudgifter til Nationalbanken, og muligvis også et budget, hvor de varslede stramninger af indlånsrenten er indregnet. Så vil der komme lidt mere substans i Danske Banks argumentation.

Man må vel også have lov til at løfte et øjenbryn, når Danske Bank giver udtryk for, at banken ikke tjener penge på indlån. Men for fuldstændigheden burde det nok tilføjes, at indlån indgår som en ret væsentlig komponent (funding) i bankernes grundlæggende forretning, nemlig at låne penge ud. Forenklet, ja – men udlån baseret på indlånsmidler er fra tidernes morgen hele rygmarven i pengeinstitutternes eksistensgrundlag. Uden indlån – intet udlån.

Ringkjøbing Landbobanks adm. direktør har valgt en lidt anden vinkel. Han er nemlig af den opfattelse, at udlånskunder år for år har kunnet låne til lavere rentesatser, og at de opkrævede negative renter ikke falder i kassen med lavere udlånsrenter. Lader bankdirektøren os mon forstå, at banken er en samfundsvenlig non-profit bank, der er det nærmeste, man kan komme en velgørende institution?

I virkeligheden bliver vi naturligvis kun præsenteret for et par versioner af sandheden, og skal disse sandheder stå alene, må vi nødvendigvis se bort fra de imponerende overskud der præsteres i landets pengeinstitutter.

Bankerne har haft meget travlt med at pege på en årsagssammenhæng mellem negativ indlånsrente og Nationalbankens negative rente, der pålignes bankernes indskud på 0,5 pct. - en sats der for ikke så længe siden blev sat ned fra 0,6 pct. Nationalbankens satser fastsættes af pengepolitiske årsager, og det kan derfor til dels retfærdiggøre, at den almindelige banksektor følger strømningerne. Det er blot det modsatte der sker, når bankerne nu varsler væsentlige stramninger af den negative indlånsrente, mens Nationalbanken bevæger sig i den modsatte retning.

Og således tilbage til udgangspunktet. Erhvervsminister Simon Kollerup har ifølge dagspressen på det seneste haft et møde med Ulrik Nødgaard, der er adm. direktør i Finans Danmark, - finanssektorens interesseorganisation. Dét fik ministeren vist ikke meget ud af, for den finansielle sektor vil ikke have nogen indblanding i prisfastsættelsen. Måske skulle erhvervsministeren bare lære at lade være med at blande sig i erhvervslivets forhold?

Nationalbankdirektør Lars Rohde er nu også kommet bankerne til undsætning og har proklameret, at erhvervsministeren ikke skal pille ved bankernes rente og prispolitik. Nuvel, ingen kan være i tvivl om at Lars Rohde sidder på pavestolen i finanssektorens Vatikanstat og han har både ret og pligt til at overvåge branchen. Men når nationalbankdirektøren som i dette tilfælde går i brechen for bankernes ultimative ret til at kigge dybt i kundernes lommer, sætter han sin uvildighed over styr. Emnet er nemlig så stort, at det fra at være principielt bliver samfundsmæssigt. Endelig forekommer det måske heller ikke helt passende, at Nationalbankens øverste chef offentligt går i rette med erhvervsministerens agenda, uanset dennes partifarve.

BRANCHENYT
Læs også