Gå med det gode, chef
En positiv tilgang er selvforstærkende og giver dermed mere glæde og energi, der så forhåbentlig kan bruges til glæde for både en selv og andre.
Det er misforstået og forældet at fokusere på hullerne i osten, på medarbejdernes svagheder og på dét, der ikke virker, hvis vi gerne vil styrke både bundlinje og arbejdsglæde.
Sådan skrev jeg for et stykke tid siden i et indlæg på Linkedin, og det førte til en del beskeder i min indbakke. Langt de fleste af dem positive, men også en række, som mente, at jeg med den tilgang tilsidesætter mit ansvar som leder.
Men at jeg vælger at tage afsæt i det, jeg kalder styrkebaseret ledelse, betyder jo ikke, at jeg er en ”lalleglad og naiv idiot uden mål og retning”, som det bl.a. lød i én af beskederne. Det betyder derimod, at jeg stræber efter, at virksomhedens rammer gør det muligt for alle at skabe resultater via fokus på:
- Styrkerne hos sig selv og andre
- Dét, der virker
- Dét, der giver energi
Intet af dette er ensbetydende med, at jeg negligerer hverken min ledelsesret, min ledelsespligt eller mit ansvar for at skabe stærke, finansielle resultater. Til gengæld betyder det f.eks., at jeg efter et møde kan finde på at spørge deltagerne, hvad der gav dem energi. At jeg vælger at fokusere på medarbejdernes stærke sider. At jeg arbejder med brændende ønsker frem for brændende platforme. At jeg har en ambition om, at medarbejderne i overvejende grad har opgaver, som giver dem energi. Og at adfærdsregulering og holdningsmobilisering alene sker 1-t-1.
»Jeg tror på, at specifikke tilbagemeldinger gør, at mennesker oplever, at de bliver set og værdsat«, skrev en til mig – og det er fuldstændig i tråd med ét af elementerne i styrkebaseret ledelse. Det samme gælder, at »det er sundt at have fokus på det, som virker og være opmærksom på det, som kan blive bedre«, som en anden skrev. Enig – og jeg har gennem årene set en lang række eksempler på, hvordan resultater er skabt både lettere og hurtigere ved at have modet til at tage afsæt i styrkerne. At gøre mere af dét, organisationen er god til. Og ved i videst mulige omfang at lade individet gøre det, der giver ham eller hende energi. Naturligvis altid med skarpt øje på virksomhedens retning, ambition og økonomiske mål.
I april 2016 bragte Kristeligt Dagblad en portrætartikel om professor Linda Nielsen, og et par citater lagrede sig hos mig:
»Udtrykket ”gå med det gode” har den 64-årige Linda Nielsen fået fra sin i dag 90-årige mor, der altid har lagt vægt på at se på de positive sider af livet og ikke hænge fast i de negative. Livsfilosofien, der går helt tilbage til barndommen, har hun taget med sig som et bagvedliggende mantra både i privaten og på arbejdsmarkedet…
…Det er, som om den positive tilgang er selvforstærkende og dermed giver mere glæde og energi, der så forhåbentlig kan bruges til glæde for både en selv og andre, siger Linda Nielsen.«
Det er et klogt råd – ikke mindst til ledere: Gå med det gode!
Lars Sander Matjeka