Corana sætter fart i forandringer på fremtidens arbejdspladser

Vores arbejdsliv bliver forandret og udfordret af den digitale verden og de sociale medier. Det vidste vi allerede inden den 11. marts 2020. Men coronaen har alligevel accelereret fire forventede forandringer for det fremtidige arbejde.

For det første har det obligatoriske hjemmearbejde tvunget os alle til at træde over en teknologisk tærskel. Den grundlæggende reservation mod at bruge nye teknologiske redskaber, ja, måske ligefrem angst for, at ”det kan jeg ikke finde ud af”, har alle, ung og gammel, leder og medarbejder, måttet sætte til side for overhovedet at kunne arbejde.

Det har været både godt og skidt, men vi har alle været i samme båd: Teams og Zoom har været lige nyt, ukendt og nødvendigt for næsten os alle, og coronaen har givet andre end de mest teknologibegejstrede en større erfaring og måske også en større ro i maven.

For det andet har vores tvungne digitale samvær forhåbentligt gjort os bedre til at skelne mellem opgaver og ikke mindst møder, som kræver fortrolighed og fysisk tilstedeværelse, men også er mere besværlige, og de opgaver og møder, der mest effektivt løses med det digitales lethed og tilgængelighed.

Så vi i planlægningen af begge typer møder og samvær tager behørigt hensyn til både det ene og det andet: At vi i en normal verden efter corona vælger det digitale møde via Zoom, når det skal være kort, effektivt, praktisk og billigere (fordi vi f.eks. sparer tid og penge til transport), og det fysiske møde, når det netop ikke nødvendigvisskal være hurtigt og effektivt, men kreativt, socialt og sikre motivationen og den personlige relation. At vi i så tilfælde også tager os tiden til at være til stede.

For det tredje har coronaen nemlig endnu engang bekræftet os i, at det digitale samvær ikke kan erstatte det fysiske. Men der er også en anden og vigtig erkendelse, nemlig at det digitale heller ikke skal være en (vag) efterligning af det fysiske. De digitale møderedskaber, vi har brugt under corona, har i høj grad haft til formål at efterligne det fysiske møde: video med folk ved skrivebord, synkron lyd og levende billeder, mundtlig samtale osv.

Det har været nødvendigt, mens det fysiske samvær var begrænset, ja, forbudt, og vi derfor måtte nøjes med det digitale alternativ. Men det er ikke sikkert, at vi skal fortsætte med digitalt at forsøge at efterligne den ægte vare, når det virkelige, fysiske møde faktisk vender tilbage i fuldt flor efter epidemien. I stedet skal vi arbejde på så at sige at gøre det digitale samvær endnu mere digitalt og altså udnytte de unikke fordele i stedet for at efterligne det ikke-digitale (jf. hvad jeg har beskrevet i punkt to ovenfor).

For det fjerde og sidst, men ikke mindst er vores professionelle arbejde endegyldigt og næsten bogstaveligt talt trådt ind i vores private liv med coronaen. Aldrig har vi set så meget af hinandens private rum og hørt så meget hverdagsliv i baggrunden under de daglige teamsmøder. På en måde har vi paradoksalt nok aldrig været så tæt og intime med hinanden, som når vi har været sammen professionelt og digitalt under nedlukningen.

Det var nok i det fleste tilfælde ok, i hvert fald synes det uundgåeligt, og det vil blive normalen på fremtidens fleksible og grænseløse arbejdsplads. Ikke mindst bliver det forventet af fremtidens arbejdskraft. De unge digitale indfødte i mine studier de sidste 12 år forventer sammenblandingen af det personlige og det professionelle i relationen til deres kolleger og ledere.

De seneste studier af unge i det digitale demokrati viser, at de også forventer det af vores politiske ledere. Mettes makrelmadder er måske for meget for nogle (også mig), men de er først og fremmest helt som forventet og helt i tråd med en generel tendens: Det private har fået plads i det offentlige og samtidig er der sket en professionaliseringen af det private.

Og det kan efterhånden ses mange steder, altså også hos vores politiske ledere. Denne øgede indsigt i hinandens privatliv har blot fået et ekstra boost under coronaen, hvor det måske ovenikøbet er foregået på en mere ægte måde end de idealiserede, kontrollerede selvfremstillinger af hjemmebag og makrelmadder, som vi alle sammen – med vores statsminister i spidsen og faretruende tæt på klicheen – formidler på de sociale medier.

Disse fire forandringer er således helt forventede, men har fået et ekstra skub under coronaen.

Om det så er godt eller skidt, er en anden diskussion.

Søren Schultz Hansen