Debat

Fire ud af ti hader gigafirmafester og storrum. Tænk hvis vi gjorde noget ved det

De introverte har tabt kampen om arbejdskulturen. Punktum. Var det en sag for fagbevægelsen?

Fagbevægelsen er blevet noget stille i det i forhold til, da jeg var dreng. Når noget ikke passede dem, blokerede de Berlingske, spærrede Christiansborg og kaldte statsministeren for ”en lille lort”.

Forleden var der dog en slags livstegn fra fagbevægelsen. Jeg troede et øjeblik, at nu begynder det hele igen. TV-Avisen vender tilbage i sort/hvid, og der kommer igen mænd i fjernsynet, der ryger cerut og går med seler.

Men meget liv var der alligevel ikke tale om. Ikke meget. Fagbevægelsen gik til kamp for, at man som – for eksempel corona-hjemsendt - medarbejder med mere end én arbejdsdag hjemme om ugen har krav på en kontorstol og et tastatur. Arbejdsgiverne forlangte på deres side fleksibilitet. Så blev der stille igen.

Når kampen for kontorstolen er vundet eller tabt, og fagbevægelsen igen får brug for en sag, er der en dynamitstang af inspiration i en syv år gammel kronik i Universitetsavisen.

Ja. Universitetsavisen. Det er måske ikke her, man tror, at det moderne arbejdslivs udfordringer kan være beskrevet, så man snapper efter vejret. Men fagbevægelsen skulle prøve at oversætte pointerne i kronikken til arbejdsmarkedet. Til livet i storrumskontorerne og glas-og-stål-domicilerne. Med de praktisk taget ubegrænsede forventninger til medarbejdernes appetit på socialt og fagligt samvær. Mellem klokken 9 og 16, under firmafester, på strategiseminarer. Og i konferencecentre, hvor dem, der tager en pause på værelset eller går tidligt i seng, er nogle hængerøve.

Problemet er, at selv i den allermest moderne version af det moderne arbejdsliv er cirka fire ud af ti personer introverte. Introverte har ikke social angst. Introverte lader op ved at være alene og i stilhed, de har brug for tid til refleksion, og de drænes for energi af tæt, langvarigt samvær.

Alt det satte en studerende ord på i Universitetsavisen – og beskrev introduktionen for nye studerende som et helvede. For introverte. For nylig havde kronikken ”Undskyld, jeg er introvert” syvårs-jubilæum.

”Undskyld, jeg er introvert” handler – set med arbejdsmarkedsbriller – om en bestemt arbejdskultur, der med et citat af tidligere LO-formand Thomas Nielsen ”har sejret ad Helvede til”. Nemlig de ekstrovertes arbejdskultur. Nemlig at den rigtige måde at være sammen på en arbejdsplads er tæt, længe og mange sammen.

Den studerende skriver, hvordan hun som introvert lyver og snyder sig gennem studieintroduktionen. For at holde den ud.

Introverte har hverken social angst eller behov for at blive pustet på knæet. Nu gentaget. De har bare tabt kampen om arbejdskulturen. Punktum.

Anders Heide Mortensen

Det er ikke af ondskab, at de ekstroverte har fundet på, at den rigtige måde at blive introduceret på er ved at installere folk i en hytte i tre døgn og skrue op for musikken. De kan bare ikke forestille sig en anden model. Så hun flygter ud i skoven. Og de fester, som de ekstroverte arrangerer, er naturligvis tilrettelagt efter princippet ”jo flere og jo længere, jo bedre”.

Så hun tilbringer systematisk en del af tiden ude på toiletterne. Og den fredagsbar, der for ekstroverte er den fantastiske finale på en lang uges tæt samvær med mange studerende, er for hende den rædselsfulde finale. Så hun skal ”desværre hente sin kæreste ved toget”.

Introverte har hverken social angst eller behov for at blive pustet på knæet. Nu gentaget. De har bare tabt kampen om arbejdskulturen. Punktum.

Det er derfor, at du ikke læser nogen overskrifter, hvor HR-afdelingerne i landets største virksomheder meddeler, at de har brugt coronaen som tænkepause og besluttet at sløjfe storrumskontorer, hvor alle er tvunget sig til at forholde sig til hinandens næsepilning, kaffeslubren, suk, kropsholdning og pauseskærme. Fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Eller i stille respekt for det brede synspunkt droppet den gigantiske mega-koncernfirmafest, som en vis procentdel af medarbejderne altid delvist tilbragte på toiletterne, i garderoben, på trapperne og ved taxaholdepladserne. Wonder why.

Fagbevægelsen er blevet stille i det, siden de kunne spærre Christiansborg og komme i fjernsynet iført seler og cerut. Nogen vil sige, at det er godt. Andre vil sige, at coronaen kunne være fagbevægelsens store chance for at gentænke, hvordan arbejdslivet kan indrettes, så de fire ud af ti, der er introverte, ikke skal lyve og snyde sig gennem det.

Anders Heide Mortensen er kommentator på Finans og kommunikationsrådgiver. Cand.scient.pol. og tidligere pressechef i Erhvervsministeriet og Finansministeriet. Han kan kontaktes på anders@heidekom.dk.

Læs også
Top job