Danske Bank: Vores udlån til fossile selskaber er lavt og vil falde endnu mere i fremtiden
Vi skal helt sikkert være fri af fossil energi og vi er godt på vej, men det handler om en omstilling.
I et debatindlæg på Finans.dk den 23. marts blev Danske Bank kritiseret af Mellemfolkeligt Samvirke for ikke i tilstrækkelig grad at understøtte f.eks. Paris-aftalen. Dette specielt med henblik på finansiering af selskaber, som står for ekspansion af fossile brændstoffer.
Det er vigtigt for mig at understrege, at vi i Danske Bank støtter Paris-aftalen. Det gør vi helt konkret ved at have tilsluttet os Net-Zero Banking Alliance (NZBA), som er en brancheledet alliance af banker fra hele verden etableret af FN. Medlemmer af alliancen forpligter sig til at opnå klimaneutralitet i 2050 eller tidligere ved at tilpasse drivhusgasudledningen fra deres udlåns- og investeringsporteføljer til klimamålene fra Parisaftalen.
Derudover har vi for nylig sat delmål frem mod 2030 om at nedbringe emissionerne i vores mest udledende sektorer. Det er også vigtigt at pointere, at over de seneste seks år har vi reduceret vores udlån til olie- og gaskunder med ca. 50 pct., mens udlån til selskaber med olie og kul i deres forretningsmodel kun udgør 1,5 pct. af vores samlede udlån i Danske Bank.
Vi planlægger desuden, at det tal nedbringes yderligere de kommende år. F.eks. vil vi inden 2030 reducere eksponeringen mod olie og gasproduktion med 50 pct., mens vi helt i tråd med FN’s anbefalinger vil udfase kul fuldstændig i EU inden 2030 og inden 2040 i ikke-OECD-lande. Vores nuværende klimamål er blevet fastsat før Ruslands invasion af Ukraine, men de forbliver ambitiøse og intakte.
Trods målsætningerne kan det det for nogle måske virke paradoksalt og kontraproduktivt, at vi overhovedet understøtter virksomheder, der har fossile brændsler som en del af deres forretningsmodel. Lad mig slå fast, at vi deler holdningen om, at vores samfund skal stoppe afhængigheden af fossile brændstoffer. Dette er vigtigt både på grund af det presserende behov for at løse klimakrisen, men også på grund af Europas energisikkerhed.
Men vi må også erkende, at verdenssamfundet stadig er afhængig af olie og gas, så det ville ikke være ansvarligt, hvis vi og andre finansielle spillere lukkede helt ned for det på den korte bane. Omvendt er det vigtigt at pointere, at vi ikke fornyer låneaftaler med virksomheder, hvis vi vurderer, de ikke rykker sig hurtigt nok i den grønne omstilling, mens vi også vælger at frasælge investeringer i en virksomhed, hvis vi vurderer, at der ikke længere sker de nødvendige grønne fremskridt.
Hvis vi kun havde de kortsigtede briller på, kunne vi let forbedre vores klimaregnskab ved at reducere vores kundeportefølje i energitunge sektorer. Men det er ikke en holdbar løsning for hverken os, vores kunder eller for Danmark og Nordens samlede klimaregnskab. Løsningen er derimod, at vi aktivt hjælper vores kunder med den grønne omstilling. Det betyder måske, at det tager længere tid, men samlet set kommer vi til at gøre en meget større forskel for de samfund vi er en del af.
Samu Slotte