Når Human Resources bliver en kæp i hjulet

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

I min optik er Human Resources - HR - et afgørende område. For det handler om mennesker. Ikke om mennesker som ressourcer, men om menneskers velfærd. HR er i mange år blevet undervurderet. For der har været et skævt fokus på velstand til virksomhederne før velfærd til medarbejderne.

Dét har bl.a. været startskuddet til den globale bølge, kaldet ’The Great Resignation’. Statistikken viser, at ca. hver anden overvejer et jobskifte. Den medarbejderafgang, som er stigende flere steder, afspejler, at det ikke mere bliver ved overvejelsen. For nu handles der aktivt.

Mit globale netværk kontakter mig i denne tid, og intet brand, branche eller lønpakke uanset bindingen er fredet. Menneskers prioritering af et liv i velfærd er blevet vigtig. For flere vigtigere end velstanden.

Mennesker søger derfor hen til velfærden. Dér, hvor de oplever at blive behandlet værdigt. Dér, hvor de oplever at kunne være dem selv med deres unikke talenter. Dér, hvor de føler glæde og tryghed ved at skabe noget sammen med andre.

Det er desværre ikke helt så rosenrødt, som det måske lyder. For mange oplever transitionen som en kamp. En kamp, de ikke kun kæmper imod en ubevidst ledelse, men flere steder også et ubevidst HR-system, som ikke ønsker at modernisere sig, men som fastholder sit centraliserende greb om medarbejderne.

Det betyder, at flere ledere, som ønsker at blive dygtige til at lede mere bevidst, oplever en manglende støtte til at kunne træffe beslutninger på egen hånd.

Feedbacken er, at HR vil være specialister på medarbejderne og derfor ønsker viden om medarbejderne centraliseret.

Konkrete eksempler er, at HR opleves som at ville være inde over alle beslutninger og problematikker vedrørende medarbejderne: Lige fra valg af værktøjer til talentudvikling, til initiativer i afdelinger og teams, til valg af eksterne leverandører, til designet af individuelle udviklingsforløb osv.

HR omtales derfor disse steder som at have fokus på egen velstand snarere end på de ansattes velfærd.

I stedet for at forsøge at gøre sig uundværlige, skulle HR-afdelingerne hellere bestræbe sig på at være undværlige for lederne, som i en krævende hverdag skal bruge kræfter på bureaukratiske godkendelsesprocesser, de i stedet kunne bruge på at lede.

For at undslippe har jeg ladet mig høre, at flere vælger at gå udenom HR eller helst undgår HR.

Det betyder, at den innovation og idégenerering, som dem, der har det reelle ansvar for velfærden, kunne bibringe helt eller delvist, udebliver. For lederne forholder sig hellere tavst.

Det betyder samtidig, at medarbejderafgangen, som der i denne tid skal interveneres overfor proaktivt, risikerer at stige yderligere.

Udover at have centraliseret ’people’ hos professionelle, som i disse tilfælde vælger at arbejde territorialt og ikke samarbejde ligeværdigt med deres vigtigste interessenter, som er lederne. Så har man også flere steder centraliseret ’culture’ hos de samme fagpersoner, som derfor kalder sig ’People & Culture’.

Det kan skalere en hierarkisk, fitting-in-kultur, som alt andet end frisætter medarbejderne.

Der er heldigvis mange fantastiske HR-afdelinger, som både er i ét med tidsånden og på forkant med den, men disse afdelinger leverer kun kvalitet, fordi de konsekvent arbejder på at blive dygtigere.

Mange, inklusive mig selv, fremhæver betydningen af bevidst ledelse, og derfor er det desto vigtigere, at forretningsledelsen og HR samarbejder og inkluderer hinanden respektivt.

Klummen her er derfor en opfordring til at genbesøge spørgsmålet, om HR, hvor du er, udgør den støttefunktion, som der er brug for anno 2022, eller helt har misforstået, hvad støtte er i praksis.

For jeg oplever et sammenfald flere steder mellem en ledelse, som ønsker at udvikle sig, men som har svært ved at løfte niveauet bl.a. på grund af magtstrukturerne i HR. Et HR, som her bliver en kæp i hjulet overfor ledernes initiativer, evner og fornyet lyst til at lede ’people’ og ’culture’ hen til noget nutidigt bæredygtigt.