Glem det, chef: Den facitliste du søger, findes ikke
Flere ledere ønsker, at jeg anbefaler dem en ledelseshåndbog, men man kan ikke uddanne sig til den rette handling. Som en klog topchef sagde til mig: Det, der virkede engang, virker måske ikke mere.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Forleden spiste jeg frokost med en af Danmarks dygtigste topledere. En mand, der som blot 27-årig nyudnævnt topleder var forud for sin tid med sit menneskesyn og stærke lederevner.
En stol, der for eksempel i sin tid var tiltænkt bestyrelsesformanden, og som var bygget således, at vedkommende ville sidde højere end folk rundt omkring bordet – så formanden fremstod større og fysisk kiggede ned på de andre – blev flyttet over i et hjørne, da han selv overtog posten.
Stolen, han valgte i stedet, var bygget tilsvarende de andres, og den sikrede ham at holde møder i øjenhøjde.
Det beundringsværdige er, at denne mand ikke higer efter magt. Han har ikke magt som sit fokus, men har haft og fortsat har magt. Den er tilfaldet og tilfalder ham naturligt i kraft af hans dygtighed, favnende personlighed og evne til at sætte en retning med det rette hold.
Manden er blevet ’powerful’, fordi hans indre støbning er ’powerfilled’, og hans manglende behov for magt har gjort ham ægte magtfuld.
Under vores frokost spurgte jeg ham, om ikke han kunne have lyst til at dele ud af sine mange erfaringer, og hans svar inspirerede mig til denne klumme.
Det lød: ’Nej, for der findes ikke nogen facitliste. Det, der virkede engang, virker måske ikke mere. Jeg ved, at når jeg siger noget, så lytter folk, og jeg har derfor et ansvar for ikke at fremstå som den, der kender svarene’.
Jeg har mødt flere ledere, særligt nyudnævnte, der efterspørger facitlisten her. Listen med de svar der har to streger under.
Lederne ønsker, at jeg anbefaler dem en såkaldt ledelseshåndbog, og mit svar er hver gang, at den ikke findes. For ledelse sker i momentet, og ledelse lykkes i momentet, hvis man er ’powerfilled’. For er man ’powerfilled’, er man oversat fyldt med kraft, som man kan give ud af fremfor tage af fra andre.
Har du derfor kraft at give af, lykkes ledelse. For så skræddersys den rette handling rettidigt. Uselvisk og gensidigt.
Den rette handling kan man ikke uddanne sig til, men man kan danne sig til den, og en væsentlig del af denne dannelse er, at man tager ansvaret for sin egen selvforvaltning.
Selvforvaltning kan ske ved, at man prioriterer den nødvendige ro og tilbagetrækning, som bl.a. frigiver mere af den hjernekemi, der skærper sanseapparatet, så man kan erkende og gøre sig erkendelser.
Det er optimal brug af dette sanseapparat, der styrker vores intuition og dermed lederevner til at lykkes med det rette facit i momentet, men vores sanseapparat virker ikke optimalt uden pauser.
At kunne erkende og gøre sig erkendelser er hurtigruten til øget selvbevidsthed og bevidst ledelse af sig selv og andre, for herigennem genereres mere personlig kraft – og denne kraft skalerer de succesfulde ledere, som er ægte magtfulde.
Det havde selvfølgelig været det nemmeste, hvis den facitliste, vi alle higer efter indimellem, fandtes, men den findes ikke, og fandtes den, skulle den alligevel ændres. For vi er i en ny tid, hvor det meste genbesøges: ’Det, der virkede engang, virker måske ikke mere’.
Lad os derfor sammen træde et skridt tilbage og trække vejret lidt, inden vi i vildfarelsen efter at genvinde den kontrol, vi måske oplever at miste i en forandringens tid, begynder at omskrive den gamle ledelseshåndbog og erstatte den med en ny.
Lad os reflektere over, om en af Danmarks dygtigste topledere, som ikke ønsker at give os et facit, måske i virkeligheden har givet os et. Nemlig at facit ikke findes, når man har med mennesker at gøre.

