Psykolog: Det er meningsfuldt at dedikere sig til arbejdet
Vi ser en drastisk stigning i antallet af unge, der er 'aktivt uengagerede' i deres arbejde. Det er ikke udtryk for et klarsyn, men et forfaldstræk ved vores kultur
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Flere hylder ”Quiet Quitting”-fænomenet, der handler om at gøre det absolut minimale på sin arbejdsplads. Bl.a. Louise Orbesen her på Finans. Som hun skriver, er fænomenet en del en antiwork-bevægelse, der også rummer FIRE ((Financial Independence, Retire Early) og The Great Resignation.
Fælles for dem alle er – som en repræsentant for FIRE-bevægelsen har udtalt – at det handler om at ”leve et mere lyststyret liv”. Fremkomsten af dem tilskrives en såkaldt ’covid clarity’: Corona viste folk, at det var givtigere ikke at arbejde.
Populære debattører som Morten Albæk kalder det ”pluralistisk ignorance”, at vi arbejder så meget, som vi gør. Det er meningsløst ifølge ham. Budskabet tages ned af venstrefløjen, som foreslår 25-timers og 30-timers arbejdsuger på trods af, at vi mangler arbejdskraft så langt øjet rækker.
Meningsfuldhed bestemmes af mere end den, der arbejder
Som jeg uddyber i min bog ’Revolutionen fra midten’ er antiwork-bevægelsen udtryk for en farlig tendens, hvor vi kun tænker på os selv som ’borgere’, der skal maksimere vores lyst, i stedet for at se, at vi også er ’medborgere’, der skal gøre en forskel for andre.
Om det er meningsfuldt at arbejde i det omfang, vi gør, afhænger således ikke kun af, hvad den enkelte arbejdende får ud af det. Meningsfuldhed rummer to dimensioner: En subjektiv og en objektiv. Meningsfuldhed dækker i forhold til arbejde både over, at man finder en subjektiv tilfredshed ved arbejdet, men også over, at det, der arbejdes med, har en objektiv værdi, der rækker ud over oplevelsen for den, der arbejder.
Vi er derfor nødt til at se ud over selve oplevelsen af at udføre aktiviteten og spørge, hvorfor aktiviteten i første omgang udføres. Det gør den, fordi den efterspørges af en modtager, som ikke kan leve et værdigt liv, hvis ikke arbejdsaktiviteterne udføres. Pædagoger, lærere, sygeplejersker og alle dem i det private erhvervsliv, der finansierer deres løn: De er afgørende for betingelserne for at realisere et værdigt menneskeliv.
Kritikken af arbejde er en sejr til den egocentriske lyst
Livet har altid bestået af et blandingsforhold mellem lyst og pligt; af at så og af at høste. Antiwork-bevægelsen er et symptom på en generel tendens til kun at ville lysten, uden at gøre sin pligt; kun at ville høste, uden nogensinde at besvære sig med at så. Præcis som man som jemsendt medarbejder på lønkompensation kunne under corona. Covid har ikke givet os nogen nyfunden klarhed, men tilvejebragt en sejr til forståelsen af det gode liv som udelukkende ”at have det godt” i stedet for at se, at det også rummer dimensionen ”at gøre det godt”.
Medtænker vi den objektive dimension af meningsfuldhed, bliver det evident, at det, at vi har struktureret os til at arbejde i det omfang, vi har, ikke er ud af pluralistisk ignorance, men snarere ud af pluralistisk visdom. Vi gør nemlig verden bedre, når vi arbejder, og vi skal blive bedre til at finde glæde ved vores bidrag til netop dét.
Velfærdssamfundet er eksistentielt truet. I centrum af afværgelsen af den trussel står en borger, der er beredt på at bidrage til samfundet gennem arbejde. Styrket medborgerskab bør derfor være et hovedtema ved det forestående valg. Antiwork-bevægelsen er udtryk for det modsatte.
