Fortsæt til indhold

Uden personlige værdier som kompas mister du dig selv som leder

Som leder er dine personlige værdier kompasset, som hjælper dig til at finde vej og træffe de rette beslutninger. Alligevel glemmer mange ledere deres kompas og kommer på afveje – ligesom jeg gjorde.

Debat
Lars Sander MatjekaHead of People & Commercial, Molt Wengel, og bestyrelsesmedlem

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Lars Sander Matjeka

I størstedelen af min karriere har jeg insisteret på at drage de personlige værdier ind i ledelsesrummet. Både hos mig selv og hos de ledere, som enten har refereret til mig eller som jeg har været rådgiver for. Vores personlige værdier er nemlig vores vigtigste retningsanviser og fundamentet for vores ledergerning.

Personligt har jeg i mange år haft fem værdier som GPS. Når jeg lever og er tro mod dem, er jeg den bedste udgave af mig selv, den bedste ægtemand, den bedste far, den bedste leder, og det er dér, hvor jeg skaber de bedste resultater for den virksomhed, jeg er en del af. Hver eneste dag bestræber jeg mig derfor på at leve mine værdier. Nogle dage går det fantastisk. Andre dage er der plads til forbedring, men samlet set har bevidstheden styrket mig som menneske og dermed også mit lederskab.

Det er ikke nødvendigvis nemt at leve sine værdier, men i det lange løb er det lettere, og i dag kan jeg rent fysisk mærke, når jeg begynder at bevæge mig væk fra mine værdier. Sådan har det ikke altid været, og jeg har lært betydningen af personlige værdier på den hårde måde. Helt konkret udspillede det sig i ét af mine tidligere job, hvor jeg drev så langt væk fra mine personlige værdier, at jeg kom på afveje.

Det var ikke nogens skyld, men ansvaret var mit. Det skete gradvist. Gang på gang oplevede jeg konflikt mellem mine og virksomhedens værdier, og hver gang gradbøjede jeg mine personlige værdier en smule, for jeg ”skulle bare lige”. Jeg glemte mit kompas, orienterede mig ud i stedet for ind og endte et sted, som var både uhensigtsmæssigt og ubehageligt. Først da livet stak en kæp i hjulet vågnede jeg op, og jeg har ikke tal på, hvor mange gåture, meditationer og coaching-sessioner det tog at genfinde mit værdimæssige ståsted. Vejen tilbage var både lang og krævende.

Netop på grund af mine egne erfaringer gør det mig trist, når jeg ofte møder ledere, som dagligt undertrykker deres personlige værdier, æder sig selv og er ude af stand til at træde ud af hamsterhjulet og vælge anderledes. Nogle er så ydrestyrede, at de slet ikke bevidste om, hvilke værdier, der er vigtige for dem, mens andre bliver flået i, fordi deres egne og virksomhedens værdier trækker i hver sin retning.

Jeg ved ikke, hvad der er værst, men jeg ved, at vi som ledere træffer dårlige beslutninger; siger ja til opgaver, som ikke er gode for os; bliver stressede og ulykkelige, når vi oplever værdimæssig konflikt og ikke følger vores indre kompas. Vi kommer på afveje, lader os forråde og mister os selv i jagten på den store karriere, succesen, den økonomiske frihed, magten…

Jeg medgiver, at det ofte kræver mod at stå stærkt i sine personlige værdier og bruge dem, frem for andres forventninger som kompas. Til gengæld minimerer vi risikoen for at komme på afveje, når vi gør det, og vi hjælper os selv som ledere til at gøre det rigtige og dét, der er godt for os, vores medarbejdere og virksomheden.

Artiklens emner
Ledelse
Arbejdsmarked