Hvorfor er der ikke større bekymring over gældsloftet i USA?

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Gældsloftet er en amerikansk lov, der begrænser mængden af gæld, USA som nation må optage. Det blev indført i 1917 og er siden 1960´erne blevet hævet tæt på 80 gange.

Den 19. januar i år ramte USA så igen loftet – der ikke tillader landet at have gæld højere end 31.400 mia. dollar. Det betyder kort fortalt, at Finansministeriet ikke kan udstede flere statsobligationer til at finansiere det løbende underskud.

Finansminister Jannet Yellens har allerede iværksat ekstraordinære tiltag, der forventes at forbedre likviditeten og dermed give politikkerne tid til at finde en aftale. Alligevel forventes pengene at være sluppet op i begyndelsen af juni og måske allerede 1. juni – på den såkaldte x-date.

X-datoen afhænger af flere forhold, herunder bl.a. effekterne af de ekstraordinære tiltag, der er sat i værk samt størrelsen på skatteindtægterne. Den præcise skæringsdato for, hvornår kassen er tom, er derfor svær præcis at estimere, men USA nærmer sig en situation, hvor udgiftsprioritering blive en del af den værktøjskasse, der skal tages i brug for at vinde tid. Hvis altså ikke politikkerne når til enighed om en løsning inden.

Det er altså ikke en unik situation, USA nu igen står i, men ligesom så mange gange før er der behov for enten en suspendering eller forhøjelse af det nuværende gældsloft. Begge dele skal der opnås politisk enighed om, og en aktuel forhøjelse skal ske i et politisk miljø, hvor republikanerne og demokraterne står langt fra hinanden, og hvor forskellige økonomiske ambitioner i den grad udfordrer de aktuelle forhandlinger.

Lidt forsimplet sagt vil Biden og demokraterne gerne forhøje gældsloftet og fastholde de nuværende investeringsambitioner inden for bl.a. den grønne omstilling, mens republikanerne gerne over tid vil reducere gælden og tilbagerulle noget af den grønne investeringsaktivitet, der bl.a. er iværksat med The Inflation Reduction Act.

Bliver der ikke fundet en politisk løsning kan USA ultimativt komme i en situation, hvor man ikke vil kunne honorere de rentebetalinger, der løbende forfalder, og en statsbankerot vil dermed ikke kunne udelukkes. Den politiske hårknude og risikoen for en amerikansk statsbankerot vil nok skabe dybe panderynker hos de fleste, men det har faktisk ikke været tilfældet i de finansielle markeder ud over på nogle få områder.

Udstedelser af amerikanske statsobligationer opfattes af alle investorer som noget af det mest sikre, man kan investere i, fordi man er og historisk har været sikker på at få de løbende rentebetalinger samt hovedstolen tilbage. Faktisk er rigtig mange af verdens finansielle aktiver værdiansat ud fra amerikanske udstedelser, der som sagt opfattes som værende risikofrie. Skulle vi komme i en situation, hvor denne opfattelse ikke længere er gældende, fordi USA ikke vil kunne imødekomme sine gældsforpligtigelser, vil det få voldsomme implikationer. Ikke kun for amerikansk realøkonomi men også for alle andre aktivklasser.

Grunden til, at reaktionerne i aktie-, obligations- og valutamarkeder overordnet set indtil videre har været relativt begrænsede, er, at investorerne har en klar overbevisning om, at der bliver fundet en politisk løsning i 11. time, som det altid er sket tidligere. Investorerne har en klar forventning om, at ingen amerikanske politikere ultimativt vil tage ansvaret for en amerikansk statsbankerot og de deraf afledte realøkonomiske effekter med en dyb amerikansk recession og eksplosion i arbejdsløsheden til følge.

De økonomiske og ikke mindst politiske konsekvenser vil være for store til, at det reelt set opfattes som et realistisk scenarie. Der har været begyndende tegn på usikkerhed med stigninger i de helt korte statsobligationer, kraftig stigning i præmien for at forsikre sig mod amerikansk konkurs og en underperformance i aktier med særlig tilknytning til den amerikanske stat.

Man kan altid diskutere de finansielle markeders reaktion på et usikkerhedselement som en amerikansk statsbankerot, men jo længere tid, der går med at finde politisk løsning, jo mere vil nervøsiteten stige, og jo mere synlig vil denne nervøsitet være i de finansielle markeder. Med en kraftig udvidelse af de amerikanske Credit Default Swaps (konkursforsikringer), så priser investorerne i øjeblikket risikoen for en amerikansk konkurs i niveauet 5 pct. Altså stadig lavt, men ikke længere risikofrit.