Dygtige ledere tør træffe beslutninger – også når de gør ondt
Ledelse ikke er en popularitetskonkurrence. Derfor bør vi hylde alle dem, der tør fejle og træffe svære beslutninger til gavn for vores fælles fremtid.
Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.
Ledelse er et fag. Det er ikke bare noget, der følger med jobbet – det er jobbet.
Ansvarlighed. Ordentlighed. Omsorg for medarbejderne. Insisteren på, at alle skal yde deres bedste. Det er positive værdier, som ingen ledere må gå på kompromis med.
Men ledere skal kunne mere end det. Vi skal være krævende, insisterende og tydelige. Som ledere skal vi kunne sætte foden ned og melde klart ud. God ledelse er ambitiøs og fremadstræbende. Dygtige ledere tør træffe beslutninger – også når de gør ondt.
Ledelse er ikke blevet mindre kompliceret af, at verden er blevet mindre. Konflikter kommer tættere på og rykker helt ind på hver enkelt arbejdsplads. Klimakrisen berører os alle. For nogle af os har den en direkte indflydelse på vores forretning – fælles for os alle er, at den efterlader os med en moralsk forpligtigelse.
Bæredygtig ledelse kræver styrken til at navigere i svære dilemmaer og træffe hårde beslutninger.Bodil Nordestgaard Ismiris
Politikerne kommer ikke til at løse verdens udfordringer for os. Så vi ledere står med et massivt ansvar. Et ansvar, der rækker langt ud over vores stillingsbeskrivelse og vores virksomheders bundlinjer. Et ansvar for, at den magt, som vi er betroet, bliver brugt til noget godt for ikke bare den nære, men også den fjerne verden. Til at træffe beslutninger til gavn for vores fælles fremtid.
Det ansvar skal vi holde fast i og bruge som en kompasnål for alle vores ledelsesbeslutninger. Tiden kræver, at vi er aktivistiske ledere, og at vi udøver det, vi i Lederne kalder for bæredygtig ledelse.
Det er ikke så let, som det lyder. Bæredygtig ledelse kan ikke reduceres til en blød, grøn og varm disciplin, hvor tingene er sort-hvide, og hvor det altid er krystalklart, hvad der er det rigtige at gøre. Tværtimod. Bæredygtig ledelse er fyldt med saft, kraft og sværdslag. Bæredygtig ledelse kræver styrken til at navigere i svære dilemmaer og træffe hårde beslutninger.
Nogle medarbejdere og forretningsområder bliver ramt, når ledere skal tænke langsigtet. Det har en pris at gøre det bedste for helheden. Bæredygtig ledelse er ikke en gratis omgang.
Derfor kommer man som leder uundgåeligt til at skuffe nogen, og man vil ikke altid være lige vellidt af alle. Vi skal huske, at ledelse ikke er – og må aldrig blive – en popularitetskonkurrence. Eller for den sags skyld en konkurrence om at vække mindst mulig opsigt.
Uanset om du sidder i dit første lederjob, eller om du er topchef med mulighed for at rykke tusindvis af medarbejdere i en ny retning, skal du være indstillet på, at ligegyldigt hvor meget du brænder for at gøre det rigtige, vil du nogle gange stå i svære eller måske ligefrem umulige situationer.
Mange forstår ikke det, ledere ved. At mange beslutninger ikke står mellem et rigtigt og et forkert valg. At chefen ikke bare skal vælge mellem to lige fede løsninger. At vi langt oftere står og skal træffe det mindst dårlige valg.
Hvad der udefra – og for den sags skyld også blandt ens medarbejdere – kan forekomme ligetil, kan være meget mere kompliceret, når man – måske som den eneste – kender det fulde billede og skal balancere indtjening, trivsel, retfærdighed og alle de konsekvenser, ens ledelsesbeslutninger har på de lokale, men også de globale bundlinjer.
Og glem ikke det sidste. At vores beslutninger – hvis de er rigtige – også kan rykke noget uden for vores egen lille verden. Det er vigtigt! For vi kommer ikke i mål, før alle er det – og vi ledere i Danmark er en del af et meget større billede.
Det er sundt at undre sig. Det er helt ok at være uenig. Og faktisk har alle en pligt til at sige fra, når noget er urimeligt eller ligefrem uetisk. Kort sagt: Selvfølgelig skal vi forvente, at omverdenen forholder sig kritisk til de beslutninger, vi ledere tager. Det er helt åbenlyst.
Men på vegne af alle de ledere, der tager et ansvar for fremtiden, vil jeg gerne komme med en opfordring til dem, der ser på lederne udefra: Kritiser ikke i blinde som en rutinemæssig automatreaktion.
Kritik skal ske på et oplyst grundlag. Vi skal som samfund passe på, at den offentlige debat ikke skævvrides og kammer over, så svære eller umulige beslutninger bliver reduceret til en overfladisk fortælling uden blik for den sammenhæng og det ansvar, der ligger bag.
Der er behov for aktivistiske ledere, der har deres meningers mod, og som træffer ansvarlige beslutninger til gavn for den verden, vi alle sammen er en del af.Bodil Nordestgaard Ismiris
Giv plads til lederne. Giv plads til, at vi kan udøve vores fag. Også når det er svært. Også når der er modvind. Ellers ender vi med at måle og veje ledere på en vægt, der er indstillet skævt. Hvor vi risikerer at undergrave dygtige lederes muligheder for at navigere gennem svære situationer. På den enkelte arbejdsplads og for vores fælles bedste.
Der er behov for aktivistiske ledere, der har deres meningers mod, og som træffer ansvarlige beslutninger til gavn for den verden, vi alle sammen er en del af.
Det kræver mod. Og jo modigere man er, desto flere gange vil man fejle. Men der er ingen vej udenom. Som leder har man ansvaret, også for fejltagelserne, og man bliver nødt til at stille sig frem, selv om man kan blive mødt af kritik.
Når det sker, skal vi huske på, at det at fejle også er et bevis på, at man har turdet at prøve noget nyt. At man har tænkt kreativt og stort. Og det er faktisk noget, vi skal hylde. For det er dem, der fejler, dem, der tør, dem, der tager ansvar, der driver Danmark fremad.

