Fortsæt til indhold

Mit nytårsønske: Lad os invitere de yngre mænd ind i debatten om diversitet

2024 ligger foran os, fyldt med muligheder, håb og ambitioner om at gøre tingene bedre end i det forrige. Noget forandrer sig dog fortsat med frustrerende mangel på hastighed; diversitetsudfordringen i erhvervslivets topledelser og bestyrelser.

Debat
Anna SøndergaardPartner i The Footprint Firm

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Anna Søndergaard, partner og co-founder i rådgivnings- og investeringsselskabet The Footprint Firm

Kvinder i lederstillinger fra min generation – inklusiv undertegnede – smider i stigende grad håndklædet i ringen og bekender sig til, at kvoter tilsyneladende er eneste vej frem.

Vi deltager i et væld af arrangementer i diversitetens navn (som ofte er temmelig homogene, for vi ligner til forveksling også hinanden), hvor vi diskuterer vores vej mod ledelsesgangen, giver de samme input og forslag igen og igen, og frustreres over de sejlivede, professionelt udfordrende situationer, som inkluderer alt fra saunamøder, behovet for at kunne excellere i ekstremsport til hvordan håndtering af en kaffemaskine tilsyneladende også kan tolkes seksuelt.

Hvorfor er den kommende generation af mandlige ledere sjældent til stede i de rum, hvor vi diskuterer diversitet og vejen frem mod en balanceret kønsfordeling i magtens top?
Anna Søndergaard

Vi ser et stigende antal initiativer rettet mod næste generations kvindelige talent; netværksgrupper, karriererådgivning, mentorordninger og diversitetsarrangementer. Med den fællesnævner at de kun er for kvinder. Men overser vi en af de helt centrale brikker i at hjælpe løsningen af diversitetsudfordringen på vej? For hvor er de yngre mænd i debatten? Hvorfor er den kommende generation af mandlige ledere sjældent til stede i de rum, hvor vi diskuterer diversitet og vejen frem mod en balanceret kønsfordeling i magtens top? Og hvad mener de egentlig?

Det spurgte jeg nogle yngre mandlige kolleger i 30’erne om, da vi var på vej til møde før jul. Tror de, at de kommer til at gøre det bedre end os, når det bliver dem der sætter sig i spidsen? Vil problemet løse sig af sig selv med den nye generations mere åbne syn på kønsidentitet og mindre stereotype kønsroller? ’For I er da bedre end os på det område ikke?’ spurgte jeg lidt håbefuldt.

Det første uventede svar var, at de ikke så nogen vej udenom kvoter. Det kommer ikke til at ændre sig ellers, var svaret. Kvoter er nødvendige som transitionsplan – indtil en mere lige kønsbalance er blevet den nye normal, for ’det er bare nemmere at tilvælge andre, der ligner en selv’.

Som min ene kollega var modig og ærlig nok til at uddybe: ’Jeg tror faktisk ikke, at jeg har været bedre end jer til at bygge et diverst netværk. Nu, da vi taler om det, kan jeg godt se at mit netværk mest består af hvide mænd i min egen alder. Jeg ved ikke hvorfor. Sådan er det bare blevet’.

Tilgengæld var de enige om, at de ser deres generation af mænd som væsentligt anderledes, når vi taler om den grundlæggende holdning til berettigelse. Deres konklusion var, at den nuværende generation af topledere i høj grad er tegnet af mænd, som op gennem deres karrierer har ageret ud fra en grundpræmis om, at de er berettigede til at have magten. Som ikke har stillet spørgsmålstegn ved det privilegium det er at være en del af majoriteten. Som aldrig har funderet over, om de rent faktisk fortjente det job eller den forfremmelse de fik. Eller ved om man egentlig altid per definition er den bedst egnede.

Som min ene kollega konkluderede; ’Jeg håber virkelig, vi er bedre her. Og jeg misser gerne en forfremmelse i diversitetens navn. Hvis der er en kvindelig kollega og vi er lige gode til jobbet, føler jeg mig på ingen måde mere berettiget – tværtimod.’

Snakken var en af de mest tankevækkende, jeg længe har haft. Og jeg ville ønske, jeg havde taget emnet op med yngre mandlige talenter for længe siden. For jeg indrømmer blankt, at jeg også har været håbløst ensidig i min tilgang indtil nu og kun diskuteret emnet med yngre kvinder.

Mit nytårsønske for 2024 er derfor, at vi inviterer de yngre mænd ind i diversitetsdebatten. Vi skal høre hvad de siger. Og vi skal hjælpe dem til at tænke over og tage stilling til, hvordan de bliver en del af at løse diversitetsudfordringen. Side om side med de yngre kvinder. Lad os, som pt. sidder i de indflydelsesrige stole, flytte fokus mere væk fra os selv og vores historier og i stedet fokusere kræfterne på at facilitere, at de kommende ledere i fællesskab på tværs af køn kommer til orde og bliver skubbet frem i debatten.

De må have bedre bud på løsninger end endnu et smukt indpakket diversitetsløfte anført af smilende midaldrende ledere på LinkedIn.

Artiklens emner
Ledelse
Ligestilling