At registrere arbejdstid er ikke en hån mod det moderne arbejdsliv

Dette er et debatindlæg: Finans bringer løbende indlæg fra specialister og meningsdannere. De er alle udtryk for den pågældende skribents egen holdning.

Vi svarer på mails i toget, vi holder virtuelle møder fra hjemmekontoret, og vi kører måske de sidste arbejdsprojekter i stilling, efter at børnene er blevet puttet om aftenen. Det er virkeligheden for mange danskere, som tilpasser arbejdstiderne, så de passer ind i et moderne liv.

Det er et fleksibelt arbejdsliv, som jeg selv værdsætter højt, og som jeg tror, er en fordel for de fleste. Og i den seneste tid er netop dette syn på arbejdslivet også blevet omdrejningspunkt i diskussionen af EU-kravet om tidsregistrering, som træder i kraft fra juli. Flere mener, at tidsregistrering bliver en administrativ byrde, der kommer til at tynge virksomhedernes interne ressourcer, ligesom lovgivningen vil true medarbejdernes frihed og fleksibilitet.

Og jeg er enig i, at det bliver et administrativt pres. Men hvis virksomhederne arbejder strategisk med den medarbejderdata, som tidsregistrering leverer, kan det bringe en række fordele med sig for både medarbejderne og virksomheden selv.

Derfor mener jeg, at det er forkert at stemple kravet om tidsregistrering som noget, der går ud over medarbejdernes frihed. Faktisk kan det bruges til det modsatte, fordi man som medarbejder kan få et bedre overblik over arbejdsopgaver, arbejdstider og kan tydeliggøre, hvis arbejdsgiveren ikke lever op til krav om hviletider. Det kan lede vejen til et mere bæredygtigt arbejdsliv, hvor fleksibilitet er i højsæde.

Tidsregistrering giver værdifuld data – brug det!

Hvor mange virksomheder har egentlig overblik over medarbejdernes arbejdstimer på en uge, en måned eller et år? For dem, der allerede registrerer tid, er svaret klart. For de resterende virksomheder er der blot tale om gisninger uden datagrundlag.

Med tidsregistrering kommer unik medarbejderdata, som vi som virksomheder kan bruge internt. Det betyder, at vi får mulighed for at analysere arbejdsbyrden hos medarbejdere, allokere ressourcer og identificere potentielle flaskehalse i projektplanlægningen.

På den måde har vi grundlaget for at fokusere og nå i mål med opgaver på en vedvarende måde. For medarbejderne kan tidsregistreringen hjælpe dem med at skabe overblik ved at svare på, f.eks. hvorfor deres projekter overskrider tidsfristen, og hvor deres arbejdstimer er fordelt. Det kan afdække, om det er muligt at effektivisere egen arbejdstid og skabe bedre balance i hverdagen.

Øvelsen ligger i at udvikle nogle meningsfulde kategorier for tidsregistreringen, der er væsentlig for virksomheden, så de efterfølgende kan blive klogere på, om tid og ressourcer bruges effektivt. De opstillede kategorier og selve processen skal også opleves som meningsfuld for medarbejderne, så de selv er med til at høste frugten af anstrengelserne. Og så er det vigtigt at holde dem informerede om, hvordan registreringen kommer til at spille ind i deres hverdag med interne politikker for, hvornår og hvordan man registrerer sit arbejde.

Vi skal fortsat kunne gå tidligere for at hente børn om eftermiddagen med god samvittighed, eller tage til tandlæge inden for normal kontortid – og måske endda gøre det med bedre samvittighed end før, fordi arbejdstimerne for den enkelte bliver logget sort på hvidt. Derfor kan kravet om tidsregistrering også understøtte fleksibilitet i arbejdslivet snarere end det modsatte.

For de virksomheder, der ser ud over den umiddelbare administrative byrde ved indførelsen af tidsregistrering, er det en investering i indsigter, der kan skabe overblik og balancere frihed, fleksibilitet og effektivitet på samme tid. Men kun hvis vi anerkender, at tidsregistrering ikke er en hån mod det moderne arbejdsliv, men snarere en hjælp til at administrere det på en bæredygtig og produktiv måde. Og det lykkes vi kun med, hvis vi bruger data strategisk.