Erhverv

Ryanair-topchef: Fire års nedgang er på vej i flyindustrien

Den europæiske luftfartsindustri kan være på vej ind i en årelang nedgangsperiode, der vil koste flere flyselskaber livet, spår Ryanairs topchef, Michael O’Leary.

Ryanairs topchef Michael O'Leary spår, at den europæiske luftfartsindustri går dårlige tider i møde. Arkivfoto: Claude Paris/AP Photo.

Den europæiske luftfartsindustri går fire mørke år i møde.

Sådan lyder meldingen fra topchefen i Ryanair, Michael O’Leary, efter at lavprisselskabet selv mandag har fremlagt et skuffende halvårsregnskab, hvor overskuddet faldt med 7 pct.

»Man vil se flere sammenbrud her til vinter, når vi går ind i det, der sandsynligvis er en fireårig nedgang i flyindustrien,« siger Michael O’Leary til det amerikanske erhvervsmedie CNCB.

En kombinationen af stigende oliepriser, faldende billetpriser og en overkapacitet på det europæiske marked, vil ligefrem koste flere flyselskaber livet, mener Ryanair-topchefen, der gennem årene er blevet kendt for sine kontroversielle udtalelser.

Ifølge aktieanalysechef i Sydbank, Jacob Pedersen, er Michael O’Learys spådom dog ikke grebet ud af den blå luft.

»Han har bestemt en pointe. Selvom jeg ikke tror på en fire år lang nedgang, så kommer vi fremadrettet til at se et luftfartsmarked, hvor de svageste aktører kommer til at bukke under over de næste par kvartaler,« siger han.

Det er især mindre flyselskaber, der befinder sig i farezonen, påpeger Jacob Pedersen. I sidste uge indstillede det cypriotiske lavprisselskab Cobalt Air alle sine flyvninger, og i starten af oktober var det Primera Air, der bl.a. fløj for Bravo Tours, der måtte dreje nøglen om.

»Det er de mindre luftfartsselskaber rundt omkring i Europa, som vi sjældent hører om herhjemme, der kommer i vanskeligheder nu. De har ikke har været gode nok til at få fintunet deres forretningsmodeller og tjene penge i de ellers to rigtig gode år, vi har haft i luftfartsindustrien,« siger Jacob Pedersen.

På trods af et fald i overskuddet hos Ryanair på 7 pct. til 1,2 mia. euro, steg omsætningen 8 pct. til 4,79 mia. euro.

Ryanair har gennem det meste af året været ramt af flere omfattende strejker fra selskabets personale, som har ramt det irske lavprisselskab på pengepungen.

Siden sidste efterår er over 20.000 afgange blevet aflyst, hvilket har ramt omkring 700.000 passagerer. Alene i august i år blev 100.000 af Ryanairs passagerer ramt af aflyste afgange.

Læs også
Top job