Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Den danske tøjkoncern Bestseller lukker butikker i en lang række lande

Bestseller, der ejes af Anders Holch Povlsen, har salg til både andre detailkunder og egne butikker. Begge kanaler er hårdt præget af coronakrisen.

Corona rammer verden
Bestseller har salg til forbruigere og forhandlere i 70 lande. Arkivfoto: Ida Munch. Foto: Ida Munch

Coronakrisen rammer hårdt med hastigt faldende salg i hele modebranchen. Også hos Bestseller der er Danmarks suverænt største tøjkoncern.

Familieejede Bestseller med 20 modemærker - bl.a. Jack & Jones, Vero Moda, Vila og Only – sælger tøj på 70 markeder rundt om i verden. Koncernen er med blandt de store i den globale branche. Den har både engrossalg til eksterne kunder rundt om på kloden - samt afsætning gennem ca. 2.700 egne butikker i 38 lande.

I flere europæiske lande er der krav om, at alle butikker, som ikke sælger dagligvarer eller medicin, skal være lukket i en periode for at stoppe smittespredningen. Fra i dag gælder det også butikker i danske storcentre.

Koncernen
  • Bestseller er en familieejet dansk modekoncern med hovedsæde i Brande.
  • Ejes af adm. direktør Anders Holch Povlsen.
  • Rummer 20 mærker - bl. a. Jack & Jones, Selected, Vero Moda, Vila og Only.
  • Sælger tøj på 70 markeder i Europa, Mellemøsten, Nordamerika, Latinamerika, Indien og Australien samt via onlinehandel.
  • Har ca. 2.750 butikker i 38 lande. Desuden afsætning via 20.000 andre forhandlere.
  • Familien bag har også del i en række andre selskaber - bl. a. Bestseller Fashion Group China, der driver flere end 7.000 butikker rundt om i mere end 500 kinesiske byer.

Kommunikationschef Line Ernlund i Bestseller har ikke præcist tal på, hvor mange af koncernens egne butikker, som er lukket p.t. Men hun fastslår, at det i skrivende stund gælder samtlige butikker i Frankrig, Indien, Schweiz, Spanien, Italien og Østrig.

Dertil er der delvist lukket i Tyskland, Irland og Belgien, mens butikkerne i de danske stor- og indkøbscentre blev lukket fra onsdag morgen.

»Vi følger myndighedernes anbefalinger og retningslinjer lokalt i de markeder, som vi opererer i. Det gælder også butikkerne. Vi har lukket butikker de steder, hvor myndighederne har pålagt eller anbefalet det, og vi holder åbent de steder, hvor myndighederne gerne ser det,« udtaler Line Ernlund, Bestseller. Hun fortsætter:

»Vi er meget opmærksomme på at sikre både vores kolleger og kunder i de butikker, vi har åbne og at minimere risikoen for smitte.«

Bestseller havde i regnskabsåret 2018/19 en omsætning på 26,2 mia. kr. og et resultat før skat på 2,8 mia. kr.

Kommunikationschef Line Ernlund fastslår, at den aktuelle coronakrise, som omfatter en lang række lande, påvirker hele koncernens salg og alle mærker - uden at hun dog aktuelt ønsker at præcisere det yderligere.

BRANCHENYT
Læs også