Har kendte erhvervsfolk i ejerkredsen: Slovakisk landbrugsvirksomhed har fordoblet sit overskud
Selskabets ejerkreds består foruden Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen af en lensgreve, kammerherre, godsejer og et Lego-familiemedlem.
Det lyder måske ikke som den mest sexede eller indbringende forretning.
Ikke desto mindre ser investeringer i slovakisk landbrug ud til at være en stabil indtjeningskilde for nogle af landets mest prominente erhvervsfolk.
Det viser et nyt regnskab for virksomheden Donau Agro ApS, der investerer og driver landbrug i Slovakiet.
Her fremgår det, at virksomheden forrige år tjente 17 mio. kr. før skat, hvilket er en fordobling sammenlignet med året forinden. Samtidig lykkedes det virksomheden at hive en omsætning på 127,8 mio. kr. hjem.
»Årets resultat er højere end forventet som følge af højere udbytter og højere priser end budgetteret,« lyder det fra Donau Agros ledelse i regnskabet.
Bag landbrugsvirksomheden står bl.a. Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der i 2018 købte knap halvdelen af den danske virksomhed.
Ifølge Jørgen Skeel, godsejer, kammerherre, hofjægermester og bestyrelsesformand i Donau Agro, var det en fælles interesse for landbrug, der fik Anders Holch Povlsen til at slutte sig til ejerkredsen.
»Vi har fået en partner ind, som gerne vil være en del af vores veldrevne landbrug. Det er vi utroligt glade for,« udtalte han i den forbindelse til Finans.
Udover Jørgen Skeel og Bestseller-ejeren er også Lego-familiemedlemmet Anders Kirk Johansen en del af Donau Agros ejerkreds.
Samtidig har også lensgreven Bendt Wedell, der er Danmarks næststørste jordejer, og godsejer Niels Skou ejerandele i selskabet.
Donau Agro driver landbrug med planteproduktion på et areal, der måler mere end 14.000 hektar i Slovakiet. Det svarer til mere end Samsøs samlede areal.
Koncernen forventer i år at kunne fastholde det nuværende aktivitetsniveau og derved kunne lande et overskud før skat på mellem 10 og 12 mio. kr.
Selskabet løftede forrige år sin egenkapital fra 298,5 mio. kr. til 310,6 mio. kr.


