Fortsæt til indhold

Energinet på vej med ny tarifmodel: Lussing til 89.000 virksomheder og grønne elkunder

Energinet vil med en årlig ekstraregning på 40 mio. kr. gøre op med »positiv forskelsbehandling« af 85.000 private elkunder med solceller og små husvindmøller.

Statslige Energinet har fået godkendt en ny prismodel, som fra 2024 bl.a. rammer 85.000 elkunder med solceller eller en husvindmølle. Foto: JP
Erhverv

Midt i en grøn omstilling af Danmarks elforbrug har statslige Energinet lanceret en ny prismetode, som bl.a. rammer op mod 85.000 solcelleejere og ejere af små husvindmøller.

De mange elkunder, hvoraf mange trækker spor tilbage til solcellefesten i 2011 og 2012, vil fra næste år blive ramt af en samlet ekstrabetaling i størrelsesordenen 40 mio. kr.

»Overgangen fra nettotarifering til øjeblikstarifering vil medføre en gennemsnitlig merbetaling på ca. 475 kr. pr. år inklusive moms,« anfører Energinet om ekstraregningen til berørte solcelle- og vindmølleejere.

Den tocifrede millionregning er resultatet af en indstilling, som det statslige energiselskab sendte til Forsyningstilsynet den 21. juni sidste år.

Efter to høringsrunder har tilsynet nu godkendt den nye prismetode. Foruden de 85.000 solcelle- og husvindmølleejere rammer Energinets nye prismetode ca. 4.500 virksomheder og privatkunder med større elproduktion, som kan se frem til årlige ekstraregninger fra få kroner til op mod 6 mio. kr.

De titusindvis af grønne elkunder, som bliver ramt af Energinets nye kurs, har i årevis betalt til den statslige energikæmpe efter et såkaldt nettoforbrug, hvor egenproduktion af f.eks. solcellestrøm er blevet modregnet i elforbruget, inden der er blevet betalt for transporten i form af såkaldte eltariffer.

Selv om metoden har været anvendt i mere end 10 år, kræver Energinet nu betaling ud fra de berørte kunders bruttoforbrug af el – altså uden modregning af f.eks. egenproduceret sol- og vindmøllestrøm.

Den statslige energikæmpe kalder metoden for øjebliksafregning.

»Energinet ønsker med den nye øjeblikstarifering at harmonisere egenproducenternes tarifbetaling med de øvrige elkunders betaling, så alt elforbrug leveret fra nettet tariferes efter de samme principper,« skriver Forsyningstilsynet om Energinets nye prismetode.

Forsyningstilsynet har ingen indflydelse på Energinets prismodeller. Tilsynet har alene til opgave at sikre, at elforsyningsloven og EU’s elmarkedsforordning er overholdt, og det gør metoden, lyder det.

»Forsyningstilsynet lægger vægt på, at formålet med metoden er, at alle elkunder betaler den samme pris for den samme ydelse i form af eltransport og forsyningssikkerhed fra det kollektive elnet,« understreger Carsten Smidt, direktør i Forsyningstilsynet, i afgørelsen.

Et solcellemarked på steroider fik i 2012 et folketingsflertal til at hive i håndbremsen og ændre på lukrative støtteordninger for små solcelleanlæg.

I forbindelse med indgrebet blev alle solcelleejere lovet, at der ikke blev pillet ved deres afregningsvilkår før tidligst i 2032.

Alligevel har solcelleejere gennem årene oplevet ændringer i bl.a. skattereglerne, opgørelsen af det løbende nettoforbrug af el og dermed en øget momsbetaling, ligesom afskaffelsen af den grønne elafgift – PSO-afgiften – har udvandet den økonomiske gevinst for ejere af solcelleanlæg og små husvindmøller.

Nu følger så endnu en ekstraregning i form af Energinets nye prismetode, der træder i kraft den 1. januar næste år.

Artiklens emner
Vedvarende energi