Erhverv
0

Tøjmærket Jaeger købt af milliardær efter kollaps

Milliardæren Philip Day har planer om at videreføre det historiske tøjmærke Jaeger i sin nye butikskæde.

I sin storhedstid havde Jaeger hundredvis af butikker og flere prominente kunder. Nu er modekæden på vej mod afgrunden. AP Photo/Joel Ryan.

Den kendte britiske modekæde Jaeger, der i sin storhedstid havde hundredvis af butikker og prominente kunder som Audrey Hepburn og Marilyn Monroe, får lov til at overleve.

Tidligere på året smed Jaegers ejer, kapitalfonden Better Capital, ellers håndklædet i ringen efter et mislykket forsøg på at sælge modekæden, der gennem en længere årrække har kæmpet med underskud.

Men nu har milliardæren Philip Day, der står bag detailkoncernen Edinburgh Woollen Mill, købt Jaeger-mærket. Det skriver The Guardian.

Philip Day, der er god for over 8 mia. kr., siger, at han har planer om at videreføre det historiske tøjmærke i sin nye butikskæde Day. Til gengæld har den britiske milliardær ikke købt Jaeger-kædens 46 butikker.

Dermed står hundredvis af Jaeger-ansatte fortsat til at miste deres arbejde. Jaegers administratorer, der er udpeget af ejeren til at finde »en passende vej fremad« efter de mislykkede salgsplaner, har allerede lukket godt halvdelen af Jaegers butikker.

Jaeger blev grundlagt i 1884 af forretningsmanden Lewis Tomalin. Siden har Jaeger haft adskillige ejere, hvoraf den nuværende, Better Capital, overtog den skrantende modekæde i 2012.

På intet tidspunkt er det lykkedes for Better Capital at gøre Jaeger til en overskudsforretning. Og da det heller ikke lykkedes kapitalfonden at sælge Jaeger for en anslået pris af cirka 260 mio. kr., valgte den tidligere på året at sige stop.

Forventningen er, at samtlige Jaeger-butikker må lukke. Flere af modekædens leverandører har millioner af pund i klemme og overvejer et retsligt efterspil.

Ifølge flere eksperter har Jaeger måttet bukke under for konkurrencen fra tøjkæder som H&M og Zara og fra nethandlen.

Philip Day, der nu har overtaget selve Jaeger-mærket, forventer ifølge The Guardian at opsnappe flere nødlidende tøjmærker i den kommende tid.

Han har tidligere købt tøjmærkerne Austin Reed og Country Casuals, der også kæmpede for livet.

BRANCHENYT
Læs også