Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Firma-Jaguar med leasingrabat: Her er forklaringen på leasingbilers lave beskatningsværdier

Skatter og afgifter spiller en hovedrolle, når bilbranchen konkurrerer på firmabilsmarkedet.

Det store afgiftslotteri
Sådan præsenterer Jaguar sit seneste tilbud til firmabil-kunderne på sin egen hjemmeside. Foto: Screendump

Måske har du også bemærket det.

Dagligt møder man annoncer for leasingbiler, hvor den såkaldte beskatningsværdi ligger langt under de priser, som bilerne koster, hvis man tropper op hos en forhandler for at købe bilen.

Beskatningsværdien er relevant for alle, der får stillet fri bil til rådighed af arbejdsgiveren.

Det gør titusinder af danskere, og de skal beskattes med udgangspunkt i bilens anskaffelsespris. 

Så hvordan lander beskatningsværdierne så langt under bilforhandlernes officielle prislister?

Forklaringen skal findes i de priser, som leasingselskaber, forhandlere og bilimportører handler med hinanden til.

Finans har i de seneste måneder beskrevet, hvordan leasingselskaber får rabatter, der skærer kæmpe lunser af registreringsafgiften.

For eksempel kan Toyota halvere registreringsafgiften på en spritny Toyota Avensis ved at sælge den ultrabilligt til sit eget leasingselskab.

Men rabatten slår ikke kun igennem på registreringsafgiften. Den har også betydning for den skat, som en medarbejder skal betale for fri bil, hvis hans eller hendes arbejdsgiver leaser bilen - netop fordi beskatningen tager udgangspunkt i bilens anskaffelsespris.

Sådan skærer Toyota 100.000 kr. af registreringsafgiften på en helt ny Toyota Avensis

Netop nu annoncerer British MotorGroup, der er en del af Nic. Christiansen-koncernen, med en Jaguar XE. Ifølge de officielle prislister koster den billigste model 519.900 kr., men kan du få din arbejdsgiver til at lease den til dig som firmabil, kan du nøjes med at blive beskattet af 380.399 kr.

Ifølge Jaguar/Land Rovers danske landechef, Michael Lund, har leasingbilen endda ekstraudstyr, som ikke er installeret på modellen til 519.900 kr.

Nic. Christiansen-koncernen har sit eget leasingselskab, som kunderne kan lease bilen igennem, men ifølge Michael Lund er bilen også tilgængelig hos andre leasingselskaber med tilsvarende beskatningsværdier.

Finans har bedt bilejernes interesseorganisation, FDM, om at regne på konsekvensen af leasingselskabernes rabat på bilen for registreringsafgiften, mens BDO har beregnet konsekvensen i forhold til beskatningen.

Den billigste Jaguar XE koster 519.900 kr. ifølge de officielle prislister. Men selv med ekstraudstyr kan man få den som leaset firmabil og nøjes med at blive beskattet af 380.399 kr.

Ifølge FDM's beregninger er registreringsafgiften på leasingbilen 184.069 kr. Havde du købt bilen som ny hos en forhandler, skulle du ifølge FDM have betalt 267.770 kr. i registreringsafgift.

Den lavere registreringsafgift påvirker også beskatningen på firmabiler, da anskaffelsesprisen i beskatningsgrundlaget er inklusive registreringsafgift.

Ifølge BDO skal en person med leaset firma-Jaguar betale 51.369 kr. i firmabilskat om året, forudsat at han betaler topskat. Havde hans firma i stedet købt bilen til den officielle listepris og stillet den til rådighed for medarbejderen, skulle medarbejderen have betalt 67.105 kr. i skat.

Over en 3-årig leasingperiode sparer medarbejderen dermed 47.208 kr. i skat på firmabilen.

Sådan beskattes firmabiler
  • De skattemæssige konsekvenser ved at kunne råde over en firmabil til privat kørsel afhænger af bilens beskatningsgrundlag, som er identisk med bilens nyvognsværdi (listeprisen) med tillæg af 150 % af den årlige ejerafgift. For leasede biler fastsættes nyvognsværdien efter SKATs faste praksis til den pris, som leasingselskabet har betalt for bilen.
  • Brugeren af en firmabil beskattes i de første tre år årligt af et beløb, der beregnes som 25 % af den del af beskatningsgrundlaget (nyvognsværdien + 150 % af ejerafgiften), der ikke overstiger 300.000 kr., og 20 % af resten.
Kilde: BDO

Statskassen går altså glip af såvel registreringsafgift som indtægter fra firmabilsbeskatning på bilen sammenlignet med, hvis den var handlet uden om leasingselskaberne. Dertil kommer - som Finans ligeledes har dokumenteret de seneste måneder - at leasingselskabet kan få dele eller hele afgiften retur efter endt leasing.

Chefkonsulent i BDO, Henning Boye Hansen, mener, at de lave beskatningsværdier har været stærkt medvirkende til, at hele markedet de seneste år er skubbet mere og mere i retning mod leasing.

»Der er jo ingen med fornuften i behold, som går ud og køber en bil i stedet for at lease den. Det handler ikke kun om driftsøkonomien - det er i høj grad også påvirket af beskatningsgrundlaget,« siger han.

Henning Boye Hansen påpeger, at det er medarbejderen, der kommer til at hænge på regningen, hvis Skat finder ud af, at en beskatningsværdi er sat for lavt. Men det kræver, at Skat selv opdager det, og BDO har ifølge Henning Boye Hansen aldrig set eksempler på, at Skat har tilsidesat et beskatningsgrundlag.

»De fleste, der skal have en ny firmabil, undrer sig nok over beskatningsgrundlaget, når de sammenligner med listepriserne, men ingen har grund til at spørge, om det nu også kan være rigtigt. De kan bare glæder sig over, at det er sådan,« siger han.

British MotorGroup annoncerer pt. også med en Land Rover Discovery med beskatningsværdier 464.510 kr., mens listepriserne på samme bil begynder ved 584.900 kr.

Ifølge landechef Michael Sand er der ikke noget usædvanligt ved rabatterne, og han garanterer, at firmaets opgørelser af registreringsafgift lever op til loven, der fastslår, at den afgiftspligtige værdi skal indeholde en minimumsavance på 9 pct lagt oven på importprisen.

Ifølge Michael Sand sælges 85-90 procent af alle Jaguar- og Land Rover-biler som leasingbiler i Danmark. Dermed er listepriserne tæt på at være en teoretisk størrelse.

Finans' artikler har skabt politisk røre på Christiansborg, og Skatteministeriet og Skat har senest forsøgt at finde ud af, hvor store rabatter, leasingselskaber får sammenlignet med almindelige bilkøbere.

Konklusionen var, at leasingselskaber i gennemsnit opnår en rabat - før registreringsafgift - på 9500 kr.

Hvilken bil har den største rabat på beskatningsværdien? Tip redaktionen på graver@finans.dk

Finans Briefing giver dig hver dag alle de mest interessante nyheder, eksklusivt udvalgt af vore redaktører og leveret til din indbakke. Tilmeld dig her og styrk overblikket.

BRANCHENYT
Læs også