Fortsæt til indhold

Aktiefesten der ikke vil slutte

De danske aktier steg markant i årets første måned.

Efter et stærkt 2014 holder de danske aktier fortsat højt niveau i det nye år.
Investor

De seneste års danske aktiefest er fortsat ind i 2015.

Det kan ikke mindst spores på det toneangivende C20 Cap-indeks, der alene i årets første måned voksede med 7 pct.

Ser man isoleret på de enkelte aktier, så steg hele 8 af de 20 aktier med mere end 10 pct.

Det endda på trods af den endnu uløste krise i Ukraine og udviklingen i Grækenland i slipstrømmen på valget, der sikrede EU-skeptiske Syriza magten.

Begge dele blev dog overtrumfet af, at Den Europæiske Centralbank har sat gang i sit enorme obligationsopkøbsprogram, og så nyder aktierne ikke mindst godt af, at det investeringsmæssige alternativ, obligationerne, er ramt af ekstremt lave renter.

»Solide regnskaber, lave renter og en ny indtjeningsmæssig katalysator i form af en dollarstyrkelse, var blandt januar måneds udslagsgivende kursfaktorer,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.

Medicinalkæmpen Novo Nordisk var ikke overraskende den aktie, som Nordnets kunder var mest sultne efter at få i porteføljen.

Aktien blev nettokøbt for samlet 85 mio. kr., og dermed udeblev den forventede gevinsthjemtagning efter en stigning på mere end 10 pct.

»Det skete ikke, og de private købte flere aktier i Novo Nordisk på månedens sidste handelsdag, som samtidig var dagen for Novo Nordisks årsregnskab. Novo Nordisk er i en liga for sig selv og hævet over andre gode aktier,« siger Per Hansen.

Den mest handlede aktie i januar blev ikke overraskende Vestas-aktien, der blev noteret for et nettosalg på 123,5 mio. kr.

Ganske opsigtsvækkende var Torm-aktien dog tæt på at overhale Vestas som mest handlet.

»Kursopstigningen i Torm, som på et tidspunkt var seksdoblet, gav Torm- aktien vinger. Interessen holdt sig også efter, at aktien faldt tilbage, og Torm sluttede på en noget nær delt handelsmæssig førsteplads med Vestas i januar,« siger Per Hansen.

Artiklens emner
Nordnet